Kronik: Til alle tider har vi som mennesker forsøgt at gribe dagen. Være til stede. Lytte, se og mærke. Sanse og opleve. På hospice forsøger man det i ekstrem grad ud fra tesen: I dag skal være god, hvis i morgen ikke findes.
På hospice leves de sidste dage, uger eller måneder intenst. Her folder livet sig ud, før det afsluttes. Her griber man dagen. Jeg synes, den palliative behandling, der foregår på hospice, er for lidt fremme i debatten om aktiv dødshjælp. På hospice foregår aktiv livshjælp.
En af de stærke begivenheder, man som frivillig kan opleve på hospice, er morgensang. Jeg er så heldig, at jeg en gang imellem som frivillig får lov til at spille på flyglet, når der om fredagen synges morgensang. Et par senge er rullet frem i fællesrummet ved flyglet. Andre beboere sidder ved småborde, hvor kaffen venter. Og til en del stuer står døren på klem, så man kan høre lidt af hvad der sker.
I østen stiger solen op:
Den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.
Solen er stået op. Jeg har fået en dag forærende. Jeg er til stede sammen med andre. Jeg hører, og jeg prøver at nynne med på Ingemanns dejlige morgensalme, som er blevet sunget af børn og voksne gennem generationer.
”Jeg har fået endnu en dag.” Sådan udtrykte en kræftpatient det næsten overraskende over for sig selv, da han vågnede. En døende, der har fået endnu en dag, hvor dagningen rammer din pude og vækker dig, menneskebarn. Et livsglimt, som man kun kan tage imod i taknemmelighed, hvad enten ”man” er hospicebeboer, -pårørende, -personale eller -frivillig.
Jeg har lyst til at fortælle tre ”livsbekræftende” oplevelser, jeg har haft som hospicefrivillig. Aksel kom rullende ud fra sin stue, da jeg en dag sad og spillede på flyglet. Han ville vise mig noget. Han havde en harmonika, som jeg skulle se. Den var stor og tung, og Aksel kunne ikke håndtere den mere.
Men så kom vi til Aksels egentlige anliggende. Han havde skrevet musik. Over 200 stykker var det blevet til gennem årene. Både til tekster, han havde fundet af kendte digtere, og til tekster, som han selv havde skrevet.
Og så fortalte Aksel sin musikalske historie, der faktisk først var begyndt, da han blev pensionist. Han havde altid været interesseret i historie. Havde læst om de store komponister Mozart, Beethoven og Chopin og havde i forbindelse med forskning i sin slægt fundet frem til et menneske, der havde haft titel af kapelmester.
Måske havde han - Aksel - selv musiske evner. Harmonikaen blev købt, men det var aldrig blevet til det helt store. I stedet var Aksel begyndt at komponere - og digte til nogle af kompositionerne.
”Vi skal da have arrangeret en koncert med dine ting, Aksel.” Aksels øjne begyndte at lyse. Reelt var der nogle af hans kompositioner, som han aldrig selv havde hørt. Harmonikaen var jo lidt uhåndterlig. Men for sit indre øre havde han som den døve Beethoven hørt musikken.
Men at få den spillet og sunget? En koncert? Var det en mulighed? Vi valgte syv stykker ud, satte powerpoint-billeder til en flot vårvals og til en smuk efterårshymne: ”I farvernes land”. Vi fotokopierede til de sange, der skulle synges med på, og der blev lavet koncertplakat med foto af Aksel.
Da dagen oprandt, var Aksel der i god tid i sin kørestol. Med sig havde han en lille båndoptager, så koncerten kunne blive optaget og genhørt! Blomster var sat frem. Lys var tændt, og frem kom 15-16 koncertgæster. Der var beboere i senge, der var pårørende og personale. Og midt i det hele sad Aksel og strålede i sin kørestol. Hans egne værker skulle fremføres.
Og de blev fremført. Og der var vårdans og klapsalver og fællessang og fest! Personalet påstod, at Aksel ikke kunne ligge i sin seng om natten, for han var en halv meter for lang. Man vokser jo af at blive set. Da livet gik mod sin endelige slutning, fik Aksel fred ved at vide, at alle hans noder og tekster ville blive afleveret i Lokalhistorisk Arkiv. Det var godt at vide.
Rikke var 42 år og havde i en kort tid været beboer på Hospicegården. Rikke havde uhelbredelig kræft. Rikke havde lagt mærke til, at nogle af beboerne havde siddet og malet i fællesrummet.
En dag fik jeg af personalet besked om, at Rikke også gerne ville male. ”Har du prøvet at male før, Rikke?”. Sådan spurgte jeg, da vi havde hilst på hinanden på hendes stue.
Ikke ret meget, svarede Rikke, men jeg har altid haft lyst til det. Jeg vil gerne male et billede til mine to drenge. Jeppe var 9 år, og Oliver 12. Og så gik vi i gang.
Rikke vidste præcis, hvordan hun ville gøre det. På hendes stue hang der et lidt abstrakt billede, hvori der indgik et såkaldt Janus-ansigt: et ansigt, der kigger begge veje, ser frem og ser tilbage.
”Det er sådan, jeg skal male Jeppe,” sagde hun. Jeppe fik lyst hår, en glad mund, en stribet trøje, og så kiggede han mod stjernen, som hans mor havde sat på himlen. En lysende gul stjerne og ved siden af den Rikke, der var ved at trække sig tilbage.
”Når Jeppe ser på stjernen, ved han, at bag den er jeg. Det er mig, der sender små stjerneglimt til ham.” Og Rikke brugte god tid på at male den gule stjerne. Den skulle virkelig lyse på den dybblå nattehimmel.
Jeppe kunne som sin bror, Oliver, se både frem og tilbage. En genial intuition hos deres mor havde skabt et synligt nærvær - nu og når hun ikke var her længere. Vi hører stadig sammen.
Oliver skulle males som en klovn. Han skulle se sin mor på en dybgrøn baggrund med et glødende rødt hjerte imellem de to. Og penslen blev ved med at stryge det røde hjerte ømt, som var det en kærlighedserklæring.
Rikke fik malet sine to billeder færdige i løbet af nogle dage med opslået hovedgærde på stuen på Hospicegården. To billedtestamenter. To kærlighedserklæringer. To grænseoverskridende beskrivelser af nærvær og samhørighed i livet som i døden.
Jakob var alvorligt syg. Det vidste jeg. Jakob kendte jeg personligt, før han kom på hospice, men en dag fik jeg en mail fra ham fra Hospicegården, at han godt kunne tænke sig et besøg.
Jakob havde gennem sit liv og sit arbejde som lærer og skolebibliotekar interesseret sig for rigtig mange ting. Hugning i granit var én af dem.
”Jakob, vi skal da have lavet en udstilling af dine ting,” sagde jeg spontant, da vi sås. Jakob livede lidt op, og han var med på idéen.
Inden for en uge blev Jakobs ting hentet i hans have og pænt arrangeret indenfor og udenfor ved Hospicegården. Der blev lavet udstillingsplakat og åbningsdagen oprandt.
En kreds af Jakobs nærmeste og derud over en del andre interesserede stod forventningsfulde i fællesrummet, mens Jakob blev interviewet til den lokale presse på sin stue.
Og da Jakobs seng blev rullet ud og champagnepropperne sprang , holdt Jakob sin sidste meget stærke tale om granitskulpturerne og deres betydning. Om børnebørnene, som han havde lavet huggearbejde sammen med, om glæden ved at få lov til at skabe. Og vi sang fællessang og smilede og var bevægede. Sikke et fællesskab.
Livet på et hospice, hvor stærke kræfter er på spil. I dag skal være god, hvis i morgen ikke findes. Carpe diem: Her gribes dagen!
Helmer Breindahl er frivillig på Hospicegården i Dianalund