”AT TURDE ER AT MISTE SIT FODFÆSTE et kort øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv.”
Når jeg lukker øjnene, kan jeg se min mors håndskrift for mig, skrevet med kapitæler med en grøn tusch på et whiteboard, der hang lige inden for døren i mit barndomshjem.
De helt store chancer tog min mor dog ikke i de år, men det var en filosofi, der var vigtig at huske på i en periode, hvor vi havde en ubærlig brug for tryghed, men også fremdrift.
På to år var vores lille familie gået fra fire til to og ikke alene havde min mor mistet den, hun havde allermest kær, min far, men også oplevet det værste, der kan overgå enhver forælder: at miste et barn, min storesøster.
Den tunge sorte sky, som kræft er, hang over vores lille familie med en kvælende varme, som én af de dage, hvor man ved, at det hele ender i et gigantisk brag. Vi nåede ikke engang at tælle, så var det der.
Da der blev stille, var der kun os to tilbage, og selvom min mor måske gerne ville have rejst ud, så blev hun ved rødderne for at give mig tryghed, så jeg kunne rejse, ikke kun ud i verden, men også i livet.
Sorgen kunne sagtens have ædt os, men det gjorde den ikke. Den tyggede af små stykker indimellem, og det var udelukkende min mors trang til at leve og vise mig, at man skal kysse det satans liv, der gjorde, at vi ikke blev slugt.
Det var, som om min far havde efterladt et lille stykke færøsk fjeld, hvor min mor kunne stå fast. Stort nok til, at hun kunne stå sikkert, men ikke større, end at afgrunden var tæt på. Alligevel formåede hun at holde mig og sig selv fra kanten og altid, altid, altid holde mig så fast, at jeg ikke var i tvivl om, at jeg aldrig ville falde. Det er jeg stadig ikke.
Vestenvinden drev med tiden skyerne bort, og jeg husker min barndom som en endeløs række af lange somre ved stranden, højtlæsning, rejser, madpakker i det fri, kunst og kultur og mit hjem som et sandt paradis for børn, fordi der altid var et kreativt projekt, man kunne tage del i. ”Kloge børn keder sig aldrig,” sagde min mor og lod fantasien være i højsædet.
Jeg fik lov at være barn, og det er i virkeligheden min mors største bedrift. Alt det, der skete i de to år af vores liv og det tunge tæppe af sorg, vi skulle sove med hver nat i årene efter, kunne have gjort mig voksen fra den ene dag til den anden. Det skete ikke, fordi jeg havde en tydelig og klar mor, der forstod at være forælderen.
OVER FOR OPSLAGSTAVLEN i entréen var der et lille viktualierum, hvor der lå en flaske champagne på hylden. Jeg kan huske, jeg spurgte, hvornår den mon skulle åbnes. ”Når Johanne bliver rask,” var det optimistiske svar.
I oktober 1989, da hele Europa var i fælles eufori og fuld af optimisme for fremtiden, døde optimismen hjemme hos os. I hvert fald for en stund.
Min søster havde kæmpet med og mod kræften i to år, men sov stille ind, i en alder af 23 år.
”Anders og jeg holdt hende i hånden! Vi sang ’Nu falmer skoven’, og hun spurgte efter dig, fordi hun lige ville fortælle dig noget…”
Sådan husker jeg min mors ord, da vi sad på badeværelsesgulvet, fordi huset var fyldt med familie og venner, og hun skulle fortælle mig den frygtelige sandhed.
Jeg fik kys, gaver og billeder, og jeg husker det hele som forfærdeligt, men samtidig meget smukt. Mest af alt fordi min mor gjorde det, hun er bedst til, og som hun har gjort lige siden: stået fast på den lille klippe, der var tilbage.
Det er den slags mor, min mor er.
Vi er mange år væk fra det, der skete, og når jeg ringer hjem, kan jeg ofte irriteres over, at jeg ikke kan hente et lille ”nåeee, det var træls” eller ”det var synd for dig”.
Det er den slags mor, min mor ikke er.
Det er hun ikke, fordi det har været en nødvendighed ikke at være det. At have ondt af sig selv er det værste, man kan have, og det eneste, man ikke må have, hvis man skal overleve tilværelsen, der ikke altid er ulidelig let.
Johannes Møllehave har så smukt skrevet, at sorg er en kærlighed, man ikke kan komme af med. I min mors tilfælde er det dog ikke sandheden. Da min far og senere søster døde, tog hun nemlig al kærlighed og gav den ubetinget videre til mig, hvilket er det største, nogen har gjort for mig, og viser, hvilken utrolig sej kvinde min mor er.
En mor, der har lært mig, at champagne ikke skal gemmes, men lige så godt kan gøre en almindelig tirsdag særlig, og at det ikke kommer an på kvaliteten af boblerne, men kvaliteten af de mennesker, man drikker dem sammen med.
Den sorte sky kom igen og knudrede min mor til, ikke kun i brystet, men også i sjælen. Jeg tror, det var noget af det hårdeste, hun måtte igennem, fordi det, der havde holdt hende oppe, var troen på hendes egen overlevelse, så hun altid kunne være der for det barn, der stod tilbage.
Det var en lang periode, og for første gang kunne jeg mærke på hende, at alt tyngede. Men vi kom igennem, og vi kom på den anden side!
Vores bånd er så stærkt, at jeg bliver ubevidst rastløs, hvis der går for mange dage, hvor jeg ikke hører fra min mor. Pludselig går det op for mig, at jeg mangler lige nøjagtig den stemme, der gør mig mest tryg, og den stemme, jeg hører indeni, når jeg skal trøste mine egne børn. Den urokkelige ro, der siger: ”Så, så, så, så – jeg er lige her.”
Vi kan sagtens være uenige, og min mor har helt sikkert ambitioner på mine vegne. Engang kunne jeg ikke holde dem ud, men i dag har jeg lært at se dem som en fremdrift i mig, der gør, at jeg godt tør være i de perioder, hvor livet står stille for en stund, fordi min mor har lært mig det, Svend Brinkmann understreger: at man skal stå fast, men ikke gro fast!
Jeg har heldigvis kunnet give hende noget, hun har haft brug for i mange år: en større familie og endnu flere at elske og holde af. Min største ambition er at give mine børn alle de gode ting med i livet, som min mor har givet mig:
SÅ KÆRE KRISTIAN OG ANE:
Må I altid tænke på andre, men ikke glemme jer selv.
Må I altid vide, at man kan det, man vil, og man kan blive lige det, man vil være, men at det, man vil, også skal gøres.
Må I altid elske en god historie – livet er fuldt af dem. Brug jeres fantasi, og vid, at kun fantasien sætter grænser.
Må I aldrig træde på nogen, der ligger ned, men vide, at alle mennesker har værdi.
Må I altid dyrke fællesskabet og aldrig miste troen på andre mennesker, fordi det er sammen og ikke alene, man finder lykken.
Må I altid vide, at man ikke kan lave andre mennesker om. Man må begynde med sig selv og så håbe på det bedste.
Må I altid huske at grine, fordi humor er det vigtigste middel til at kunne rumme en alvorlig tid. Vid, at den skal være intelligent.
Må I altid huske at fodre hjernen og hjertet med kunst og kultur, fordi det er her, den sande magi i livet kan skabes.
Må I altid vide, at lykken ikke er konstant – livet er lige nu og her. Lev det!
Og må I altid vide, at størst af alt er kærligheden!
Det har min mor vist mig, og når man ved det, så kan det – som man siger, hvor jeg er fra – ”æ’ gå ren’ gal”.
Sidsel Thorsteinsson. Født 1982. Cand.mag. i religionsvidenskab. Hun arbejder med kommunikation. For tiden på barsel med sin datter på fire måneder. Har derudover en dreng på fire år. Gift og bor i Højbjerg ved Aarhus. Født og opvokset i Thyborøn.