DA RUSLAND VAR KOMMET under vejr med, at Ukraine havde truffet en ny mand, prøvede Rusland først at sætte sig imod på den gode måde: Han tilbød prompte at betale Ukraines meget store gæld - hvis hun til gengæld lovede ikke at se den nye mand.
Dette bragte Ukraine i en vanskelig situation, for EU var en mand, der var berømt for sin forsigtighed. Hans eneste løfte indtil videre var, at de kunne mødes oftere og indgå en uforpligtende ”associeringsaftale” (alene ordet!). Så ville tiden vise, om de skulle slå pjalterne helt sammen.
Ukraine var for sit vedkommende ikke indstillet på ligefrem at genoptage forholdet til Rusland, og det ville virke forkert at lade eksmanden betale hendes gæld, for så ville hun resten af sit liv stå i en uheldig taknemmelighedsgæld til ham.
Derfor valgte Ukraine trods alt at sige klart nej tak til Ruslands generøse tilbud. Det skete måske på en lidt voldsom måde med nedskydninger på Maidan, mordbrand i Odessa og så videre, men Ukraine håbede på forståelse for, at det var helt normalt, at en kvinde hjemsøges af anfægtelser, når så vigtige beslutninger skal tages.
Og så var der børnene. Da det gik op for Rusland, at Ukraine ikke var indstillet på at holde op med at se EU, besluttede Rusland, at deres ældste fælles barn, Krim, skulle flytte ind hos far og blive der.
Faktisk var der tale om en regulær kidnapning, men nemmere blev det ikke af, at Krim selv ved en folkeafstemning gav udtryk for, at han helst ville bo hos far. Ukraine søgte trøst hos EU, der skrev et vredt brev til Rusland, hvor der stod, at børn jo er parate til at sige hvad som helst, hvis det sker i skyggen af den form for magtanvendelse.
Rusland svarede, at han havde været nødt til at handle sådan, fordi Ukraine jo skulle flytte meget langt væk, hvis EU besluttede sig for faktisk at gifte sig med Ukraine, og det kunne Rusland ikke acceptere, for så ville det ikke være realistisk at dyrke det samkvem, Rusland havde haft ret til hver 14. dag med Krim (i form af lejeaftalen om flådebasen Sevastopol).
INDERST INDE KUNNE Ukraine ikke lade være med at beundre Rusland for hans evne til at vise sine følelser, og selvom det var smerteligt slet ikke at se Krim, kunne hun blive helt opstemt ved tanken om, at Rusland med sin voldsomhed i kidnapningen af Krim havde været den, der turde handle - i modsætning til den åh så fornuftige EU, der straks gik rettens vej og fik gennemtrumfet et tilhold mod Rusland: Hvis Rusland nærmede sig de to yngste børn, Donetsk og Luhansk, ville han blive straffet med sanktioner!
Det var fra starten ikke helt klart, om tilholdet også gjaldt Krim, for hvordan kan man give et tilhold mod at gøre noget, der allerede er sket? Det var, som om EU udstillede sin egen magtesløshed, da Rusland prompte brød tilholdet og begyndte at chikanere Ukraine og de to tiloversblevne børn.
Desværre gjorde Rusland det svært at bevise, at det var ham, der stod bag chikanen. Rusland var en sand mester i at gøre det anonymt og benægte alt. Og da EU jo var den forsigtige type, og ikke havde forældremyndighed over Donetsk og Luhansk, måtte Ukraine klare chikane-problemerne selv.
Både EU og Ukraine vidste, at EU tænkte (men ikke sagde), at de tre børn måske var et nødvendigt offer for, at de kunne realisere drømmen om et fast forhold. Ligesom i Tolstojs roman om Anna Karenina, der må opgive sit eneste barn for at være sammen med den lidenskabelige Vronskij.
Men var EU ikke netop for ulidenskabelig til at passe ind i Tolstojs trekantdrama? I Tolstojs roman var det jo omvendt: Der var det Annas mand, der var kold og beregnende, og den nye flamme, der var, ja, fyr og flamme.
Apropos flamme var der yderligere én økonomisk finesse ved Ukraines vej ud af den gamle relation til Rusland. For selvom Ukraine nu i 23 år havde levet for sig selv, havde Rusland generøst, måske lidt for generøst, syntes EU, betalt hustrubidrag til Ukraine. Ikke sådan direkte i form af månedlige bankoverførsler, men indirekte i form af leverancer af gas til en pris, Ukraine slet ikke ville kunne opnå andre steder.
Dette gjorde drømmen om et samliv mellem EU og Ukraine endnu mere penibelt, for ud over den gæld, Ukraine ville bringe ind i ægteskabet, ville hendes faste udgifter stige betragteligt. Inderst inde kunne Ukraine godt se, at hvis en pige, der har modtaget hustrubidrag, møder en ny, rig mand, bør hun vel frigøre sig for eksmandens støtte. Men hvorfor var det ikke EU, der selv forslog dette? Hvorfor skulle hun gå og vente og vente på, at EU foreslog at gøre det, alle kunne se der var brug for?
Ukraine var efterhånden nysgerrig: Hvad var det overhovedet for følelser, der styrede EU? Hvis han ikke søgte andet end stabiliteten og det, der kan opnås uden kamp, hvorfor ville han så indlade sig med Ukraine? Han kendte jo godt til hendes fortid! Og han kendte jo - i virkeligheden alt for godt - hendes eksmand.
MÅSKE VAR DET i virkeligheden her, hunden lå begravet. For hvad vi ikke har hørt om endnu, var den hovedrolle, EU havde spillet for over 20 år siden, da Ukraine lod sig separere fra Rusland.
Dengang havde EU og Rusland været to store, konkurrerende virksomheder. EU havde været partner i firmaet Nato. Rusland havde haft aktiemajoriteten i Warszawapagten A/S, og den opslidende konkurrence mellem de to firmaer havde i sidste ende ført til Warszawa-pagtens opløsning og Ruslands personlige konkurs.
I denne alvorlige situation havde Rusland vist sig at være mand nok til betingelsesløst at skrive under på de separationspapirer, Ukraine var kommet med. Det manglede bare. ”Kvinder og børn har råd til at være uforsigtige, men ikke mænd,” som Don Corleone havde sagt i en af Ruslands yndlingsfilm.
Disse lig i lasten havde EU bevidst valgt at ignorere. Eller også var det, fordi EU tænkte på en helt anden måde end Ukraine og hendes russiske eksmand, der altid først mærkede efter hos følelserne og så handlede med udgangspunkt i dem.
Naturligvis kunne Ukraine ikke sige det højt nu, men måske havde Rusland ret i at betragte EU som styret af rationalitet og blind for sine egne og andres følelser. Ukraine kunne næsten ikke holde ud at høre på EU, når han begyndte med sin snak om, at forholdet mellem dem, hvis det skulle udvikle sig, skulle være ”en win-win-situation”.
Elskede EU overhovedet Ukraine? Var det ikke nok for EU, at Rusland var gået konkurs i 1991? Skulle EU absolut lokke Ruslands fattige ekskone med halvkvædede viser om måske en dag at ville gifte sig med hende? Og havde EU overhovedet råd, når det kom til stykket? Hvis ikke EU's følelser var stærke nok til at tale om andet end ”win-win” (åh, hvor han kunne lyde som et regneark!), ville EU så også faktisk ryste op, når alle Ukraines overtræk og slidte kontokort dukkede op i overfladen?
Var Ukraine i virkeligheden andet end en hurtig postordrebrud, der skulle bruges til midlertidigt at afstive EU's selvtillid i en tid, hvor EU's egen økonomi, som han havde pralet med i så mange år, var begyndt at skrante?
Valget i Ukraine viste os, at landet er parat til at komme videre i sit eget liv. At valget ikke blev afholdt i de krigshærgede østlige provinser, viste, at Ukraine formentlig er parat til at leve uden børnene Krim, Donetsk og Luhansk.
Ukraine håber nok på, at EU gengælder denne meget svære beslutning med ridderlig generøsitet. For som Tolstoj viste os i romanen om Anna Karenina, er et ægteskab, der indgås uden først at have været igennem en hovedkulds forelskelse, et dårligt ægteskab.
Jon Kyst er ph.d. i russisk og lektor på DIS - Danish Institute for Study Abroad