Da kristenheden lærte at stå på egne ben og gå selv

I morgen markeres det i landets kirker, at Kristus er faret til himmels, hvor han skal sidde ved Guds højre hånd, fordi hans opofrelse og barmhjertighed for os har fuld delagtighed i Guds almagt. Og når vi stille sænker ansigtet fra hans himmelfart, falder vores øjne på hinanden, og det er det første forvarsel om Kristi menighed og kirke på jorden, skriver dagens kronikør

Kristi himmelfart markeres i landets kirker i morgen.
Kristi himmelfart markeres i landets kirker i morgen. Foto: .

DET ER OVERORDENTLIGT interessant at iagttage et barn, der langsomt lærer at gå. Og af og til er det også morsomt. Men nogle børn kan godt være meget tidligt ude. Det gør som regel forældrene stolte. Men det giver barnet blå mærker på benene. Eller andre steder på kroppen.

LÆS OGSÅ: Kristi himmelfart er en udfordring for præster

Barnet bliver nemlig også stolt og glad for det nye perspektiv, det har vundet. Nu kan det se længere. Men overmodet tager over, og balancen og sikkerheden står ikke mål med viljen og troen på egne kræfter. Og barnet snubler. Men så er det godt at have noget at støtte sig til. Bliver man usikker på benene, rækker man bare ud efter far og mor. Og hvis de ikke lige er i nærheden, kommer de som regel løbende til. Hvis de altså iagttager barnet på afstand.

Men ingen lærer at gå selv uden skrammer. Det er livets vilkår. I den anden ende af livet bliver som bekendt også gamle mennesker med tiden gangbesværede. Og må følgelig have en stok, et gangstativ eller et behjertet menneske at støtte sig til.

Der findes også en del ældre mennesker, som har svært ved at acceptere, at de er ved at blive gamle og ikke længere kan styre bevægeapparatet på samme måde, som de kunne engang. Tanken indstiller sig ikke i samme takt som kroppen på et liv i et adstadigere tempo. Og det går mange gange galt. Ældre mennesker falder således ofte i deres hjem og kommer alvorligt til skade med navnlig deres hofter.

Man kunne fristes til med Jesus i Getsemane Have at sige: ånden er rede, men kødet er skrøbeligt. Det er nu udmærket, at man af og til gør en slags status over kroppens ydeevne, så man ikke kommer til skade. Vanens magt er stor. Men det kan eftertænksomheden også godt blive. Og man kan ikke altid regne med kroppens problemfrie lydighed over for åndens indfald og vilje.

HVIS VILJEN OG EVNEN kun sad i ånden, ville der ikke være grænser for, hvad vi kunne udrette. I tanken kan alt lade sig gøre.

Det er således også i tanken, vi digter og fortæller eventyr. Det er i tanken, vi filosoferer og for nogle filosoffers vedkommende ydermere mener at kunne begribe hele verden; at sætte den på begreb, så den lader sig manipulere med.

I tanken kan vi tage på flyvske udflugter langt væk fra den jordiske krop og søge tilflugt i rene religiøse eller spirituelle fantasier. I tanken og i ånden kan vi forlade den træge og langsommelige krop og blive båret langt væk fra min jordeklimp og krop, som Thomas Kingo formulerer det i sin pragtfulde morgensalme Vågn op og slå på dine strenge.

I det gamle, antikke Grækenland mente filosofferne, akkurat ligesom meget nyreligiøsitet og spiritualitet i dag, at sjæl og krop var to ulykkeligt forbundne størrelser på jorden. Mens deres adskillelse var den lykkelige frelse i evigheden.

Af samme grund kom grækerne på afslappet talefod med døden. For døden kunne kun slå legemet ihjel. Ikke sjælen eller ånden. Sjælen var evig. Det var kun legemet, der som et midlertidigt jordisk hylster ville dø.

Denne tanke fra det gamle Grækenland kan man spore mange steder op gennem Europas ånds- og religionshistorie. Den kaldes også under ét for en dualisme. Altså at man deler verden, ikke kun mennesket, i to.

Det Nye Testamente kan heller ikke sige sig helt fri for denne dualisme. For eksempel i hele den skriftsamling, der går under navnet den johannæiske kreds, og som omfatter Johannesevangeliet, Første Johannesbrev og Andet Johannesbrev.

Her skimter man også denne dualisme i den måde, hvorpå himmel og jord ligesom danner den dynamiske vekselvirkning, i hvilken mennesket er spændt ud og skal træffe sine valg. Den berømte tyske forsker og teolog Rudolf Bultmann (1884-1976) kalder det af samme grund for en Entscheidungsdualismus (på dansk: beslutningsdualisme). Men han var også eksistensteolog.

DER FINDES MANGE andre eksempler. En af vores mest vidunderlige og lyse salmedigtere, B.S. Ingemann (1789-1862), har også ladet denne dualisme mellem krop og sjæl være bestemmende for såvel kosmologi som antropologi i sine salmer. Blandt andet tydeligt i Dejlig er jorden, hvor sjælen tildeles et helt særligt pilgrimsliv, uden at kroppen nævnes med ét ord. Af indlysende grunde havde Ingemann det derfor også svært med kødets opstandelse. Men Ingemann begynder i det mindste med at konstatere, at Dejlig er jorden, og det kan altså alene en krop og dens sanser konstatere!

I evangeliet, som er al kristendoms eneste prøvesten, er sjæl og krop derimod en uadskillelig enhed. Det har vidtrækkende konsekvenser. Blandt andet at sjælen ikke på samme kokette og uafficerbare måde kommer på problemfri talefod med døden. Det ville ellers være rart, for så slap vi for angsten.

I EVANGELIET ER DØDEN en fjende, som skal bekæmpes, og som skaber angst. Det gør den også hos Jesus selv, når han i Getsemane Have ængstes ved udsigten til sin grumme skæbne.

For døden er hele menneskets død. Både sjælens og legemets. I evangeliets forståelse af mennesket findes der ingen bekvem eller fantasifuld udflugtsmulighed for ånden, når legemet lider eller står foran sin tilstundende død. Som et firben, der smider halen, når man hiver i den. Eller som en regnorm, der bliver revet i to og stikker af i hver sin retning. Sådan kan vi ikke bare efterlade vores krop!

Evangeliet til Kristi himmelfartsdag udtrykker den kristne menigheds første oplevelse af den nødvendige adskillelse, hvor menigheden skal stå på egne ben. Vi skal lære at gå selv. Men vi skal ikke gøre det alene. Vi skal gå sammen. Og vi skal gå under ledelse af Guds hellige ånd, talsmanden, som skal oplyse og vejlede os i hele sandheden.

Helligånden skal indgyde os tro, håb og kærlighed. Den skal opfostre os med livsmod på Guds levende ord, når vi nu ikke længere har den korsfæstede og opstandne Kristus synligt til stede iblandt os.

Eller som vi synger det i Martin Luthers (1483-1546) bønssalme i pinsen, Nu bede vi den Helligånd:

Du kærlighedens Ånd! indgyd

i Herrens samfund kærlighedens fryd,

så vi glade vandre,

Jesus, mellem dine,

elskende hverandre,

som Gud elsker sine!

Herre, hør vor bøn!

Salmebogen nr. 289, vers 3

VI ER HENVIST TIL et liv under tidens, syndens og dødens begrænsning, anfægtelse og tvivl. Vi er henvist til både vores egen og andres legemlige skikkelse, så ånden kan støtte sig til en fysisk verden, der giver den udstrækning og orienteringsmulighed; i stedet for at fortabes i sig selv og sit eget selvlavede ekkorum af ren fantasi og spekulativ flugt.

Legemet holder os tilbage. Kroppen holder ånden fast i verden, i kirken, i menigheden, i fællesskabet, i samhørigheden og vores fælles skæbne. Kristus forlader os i sin fysiske skikkelse. Og de arme, som han strakte ud mod os, mens han gik omkring blandt disciplene, peger nu hen på menighedens legeme og krop, hvormed vi giver Kristus krop i verden.

Vi er nu Kristi legeme. Vi er hans arme og ben. Vi skal bruge Kristi legeme til at støtte og vejlede hinanden; til at række arme og hænder ud mod dem, som lider og vakler. Vi skal tage hinanden med i kirke, så Guds hellige ånd kan indgyde os mod, trøst og tro. Og endelig også håbet om, at vi skal se Kristi ansigt igen. Lyslevende og sanseligt som vi nu ser hinanden.

Kristus er faret til himmels, hvor han sidder ved Guds højre hånd, fordi hans opofrelse og barmhjertighed for os har fuld delagtighed i Guds almagt. Og når vi stille sænker ansigtet fra hans himmelfart, falder vores øjne på hinanden. Det er det første forvarsel om Kristi menighed og kirke på jorden.

Så nu venter vi bare på, at talsmanden skal komme og binde os sammen og skabe en ny menighed med Kristus som hoved og os som hans lemmer.

Sjælesørger fra det høje,

hold med os et vågent øje,

vogt de små for falk og høg!

Væk de dorske, styrk de svage,

tugt de trygge, trøst de spage,

gør os daglig husbesøg!

Dan vort hjerte, løs vor tunge,

så vi bede, så vi sjunge

yndelig i Jesu navn!

Salmebogen nr. 294, vers 3