Da mine mærkelige uvaner blev forløst i en OCD-diagnose

Jeg har vasket og skrubbet mine hænder med tankerne centreret omkring tallet seks, så håndvaskeritualet, når det var værst, bestod af 36 afvaskninger. Jeg har tjekket, om døre var låst, om komfuret, ovnen, og brødristeren var slukket. Jeg har tjekket, om vækkeuret var sat til at ringe på det ønskede tidspunkt, skriver Karen Høgh om tiden før hun fandt ud af, at hun led af den psykiske lidelse OCD. Modelfoto Iris

Hvis jeg har OCD, kan der gøres noget. Jeg kan komme i behandling. Jeg kan blive rask. Jeg kan blive normal.
Karen Høgh

Karen Høgh kæmpede en daglig kamp med sine uvaner, pertentlige handlemønstre og tvangstanker, da hun en vinterdag lidt tilfældigt hørte et radiointerview med en eksperts beskrivelser af sygdommen OCD. Det blev et vendepunkt i hendes liv

KRONIK: Mit ansigt er gemt bag mine vandmættede og røde hænder, hvor huden på hver finger er tør og sprækket.

Jeg har lyst til at græde af lettelse, men jeg kan ikke. Jeg sidder helt stille på mit værelse og lader informationerne bundfælle sig. 

Udenfor samler min far nedfaldne grene fra nattens stormvejr. I køkkenet bager min mor boller eller franskbrød. Jeg rører mig ikke, for jeg har brug for at mærke øjeblikkets erkendelse. Det er en sygdom. 

Forud for det radiointerview på P3, jeg som 20-årig hører en vinterdag i januar 2000, er gået mange år med tvivl. Tvivl på mig selv.

Tvivl på betydningen af mine løbske, vedvarende og angstprovokerede tanker. Og tvivl på årsagen til min trang til at gentage handlinger i det uendelige. 

Jeg har vasket og skrubbet mine hænder med tankerne centreret omkring tallet seks, så håndvaskeritualet, når det var værst, bestod af 36 afvaskninger.

Jeg har tjekket, om døre var låst, om komfuret, ovnen, og brødristeren var slukket. Jeg har tjekket, om vækkeuret var sat til at ringe på det ønskede tidspunkt.

Jeg har tjekket, om sidetallet i min bog, hvor jeg aktuelt læste, svarede til sidetallet på den foregående side. Jeg har tjekket, om jeg forstod hvert et ord, jeg læste korrekt. 
 
Jeg har tjekket. Jeg har tvivlet på min egen dømmekraft. Og jeg har tjekket igen og igen og igen.

Jeg har frygtet snavs og smitte. Jeg har oparbejdet en undvigelsesadfærd for at undgå nærkontakt med beskidte og potentielt beskidte områder på mit værelse, i skolen, i min færden på fortove, veje og stier. 

Mit hoved har været fyldt af tanker og remser som en slags magisk tænkning, der per automatik er gået i gang, når jeg har lagt ansvaret for at afværge mulige farer på egne skuldre.

”Der må ikke ske noget som helst ondt med nogen som helst, som jeg kender,” er bare én af de utallige remser, der har kværnet i mit hoved.

Når jeg ikke har kunnet få tanker og handlinger til at gå op i en højere enhed, har konsekvensen været uro og ubehag. Fysisk såvel som psykisk.

Tvivlen på mig selv og angsten for at være årsag til sygdom, ødelæggelse og andres ulykke, har omklamrende hægtet sig til min krop, så jeg ikke har bemærket absurditeten i det ansvar, jeg har tildelt mig selv, men i stedet frygtet, at jeg var ved at gå fra forstanden. 

At en eksperts forklaringer og beskrivelser i radioen rammer så præcist, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at han også vil kalde mine uvaner og min trang for tvangstanker og tvangshandlinger, gør mig paf.

Jeg har aldrig hørt om sygdommen før, jeg har aldrig kendt til dens eksistens, men jeg har mærket den på min krop hver dag i så mange år. 

Trods min chokagtige tilstand er jeg umiddelbart også lettet. Hvis jeg har OCD, er der en forklaring på rodet i mit hoved.

Der er en forklaring på den vedvarende trang, jeg har i forhold til at udføre handlinger, og der er en forklaring på de konstant generende tanker.

Hvis jeg har OCD, kan der gøres noget. Jeg kan komme i behandling. Jeg kan blive rask. Jeg kan blive normal. 

Jeg former ordene i min mund.

Obsessive Compulsive Disorder, OCD. Og som en boomerang rammer den tidligere optimisme mig nu som et slag i ansigtet.

Kan jeg, der er vokset op i en tryg kernefamilie, og jeg, der har klaret mig godt i skolen og på gymnasiet, lide af en psykisk sygdom? 

Hvordan vil min familie og mine venner reagere, hvis det er sandt? Er det blot for at gøre mig bemærket, hvis jeg forfølger mistanken?

Jeg har det jo fint nok, ikke? Tænker jeg ved mig selv. Som altid, når jeg er bange for at komme til at ophøje smerten og usikkerheden i mig.

I dagene, der følger, forstår jeg for alvor, hvor skelsættende min nye viden er. Jeg laver mine første spæde google-søgninger omkring emnet, og jeg låner bøger på biblioteket.

Jo mere, jeg læser, jo større bliver min selverkendelse, og mit behov for at vide endnu mere forstærkes. 

De regler, jeg har levet efter, de strukturer, der har holdt min hverdag sammen, er ikke længere gyldige. For nu fortæller sygdomsbeskrivelser mig, at det er symptomer på OCD. Alt det, jeg har levet efter, er løgn.

Jeg er ikke årsag til ulykker, fordi jeg går over dørtrinnet med højre fod frem for venstre fod først. Det er ikke, fordi jeg stædigt undgår at indånde luften omkring bøger, der omhandler hiv eller kræft, at jeg ikke bliver syg.

Jeg er ikke et dårligt menneske, fordi jeg svarer forkert på et spørgsmål. Jeg får det ikke socialt bedre, selvom jeg vasker mig endnu grundigere og vasker mit tøj endnu oftere.

Jeg kan ikke ved tankens kraft påvirke handlinger, der ligger uden for min rækkevidde.

Jeg undgår ikke sygdom ved stædigt at afvise det gennem mine tanker. Jeg afværger ikke ulykker ved at trippeltjekke og sikre mig, at jeg gør alt korrekt.

Med min fornuft ved jeg det godt og har på mange måder altid vidst det, men med min nye viden begynder jeg at forstå, at det er mig selv, der skal turde ændre min adfærd, før jeg kan få det bedre.

Det er angstprovokerende og bare tanken om ikke at følge mine regler og strukturer, giver OCD’en nyt liv, som kræver endnu flere afværgende tankemønstre og endnu flere OCD-handlinger.

 Hjulpet på vej af det faglige læsestof opsøger jeg min læge. I årene, der er fulgt, har jeg modaget professionel hjælp, som i form og kvalitet har vekslet meget.

Jeg har haft samtaleforløb med læger og psykologer, både privatpraktiserende og i studenterrådgivningsregi. 

Jeg har været tilknyttet en psykiater og gennemgået medicinsk behandling sideløbende med kognitiv adfærdsterapi i gruppeforløb på Rigshospitalet.

Senest har jeg modtaget individuel behandling, hvor hovedvægten af behandlingen også lå på den kognitive adfærdsterapi, hvilket resultatmæssigt har været det forløb, der har rykket mig længst.

Men successen ville ikke have været så markant uden den samlede årelange proces.

Sideløbende med den professionelle behandling har jeg reflekteret over min egen udvikling ved at skrive. Jeg har undret mig over angsten for at give slip, men samtidig forstået grundene dertil. 

Dels er tvangstanker og tvangshandlinger bundet op på vanetænkning og vaneadfærd, som er svær at bryde.

Dels er afvisningen af OCD-tanker og OCD-handlinger så angstfremkaldende, at det kræver vedholdenhed og en enorm styrke at stå imod ubehaget og fortsætte kampen for at ændre adfærd.

Og sidst gør erkendelsen af, at OCD-tanker- og handlinger reelt ikke er til nogen nytte, ondt. Jeg er så bange for at erkende, at jeg har spildt så meget af min tid på nyttesløse tanker og handlinger, at den mest nærliggende løsning er at fortsætte bedraget.  

I dag er jeg 36 år, og jeg lider fortsat af OCD. Jeg kæmper stadig dagligt for at holde både tvangstanker og tvangshandlinger på afstand, til trods for at min årelange kamp har mildnet symptomerne.

I erkendelse af at jeg aldrig kommer OCD’en helt til livs, er jeg med tiden blevet fast besluttet på at tage magten over sygdommen på anden vis. 
 
Ved at bruge min OCD konstruktivt gennem oplysende arbejde, er et af mine mål at være med til at inspirere andre med lignende problematikker til at opsøge hjælp.

Endvidere tror jeg, at åbenhed og erfaringsdeling, der sætter fokus på OCD'ens væsen og de personlige konsekvenser og udfordringer sygdommen bringer med sig, kan nuancere forståelsen blandt pårørende, sundhedspersonale, pædagoger, lærere og andre der er i berøring med OCD-ramte mennesker.

At min egen erkendelse blev vækket den januardag i 2000, er jeg P3 evigt taknemmelig for. 
 
Tænk, hvis jeg på samme måde kan prikke til en andens selvforståelse.