DA JEG LÆSTE FORSIDEN af Kristeligt Dagblad mandag den 23. februar, var der en klokke, der begyndte at ringe i mit baghoved.
Spørgsmålet i avisen drejede sig om, hvorvidt præster må udtale sig polemisk på prædikestolen. Henning Kjær Thomsen og Sørine Gotfredsen besvarede med henholdsvis nej og ja.
Jeg skal ikke her gå ind i den aktuelle sag om præsten, der af sin biskop i Roskilde fik en skriftlig advarsel på grund af sine udtalelser om visse aktuelle former for gudstjeneste, som hans kolleger holdt. Jeg har ikke hørt præstens prædikener, så selve sagen lader jeg ligge.
Men jeg standsede op ved det principielle i spørgsmålet: Må en prædiken være polemisk/aktuel?
”Prædikenen er en bunden opgave om at lade de bibelske fortællinger tale ind i vores liv i dag,” udtalte Henning Thomsen til avisen.
Rigtigt nok - og så dog. Det var her, min klokke begyndte at ringe, og det så vedvarende, at jeg var nødt til at gribe pennen, der stadig er mit foretrukne skriveredskab!
Vi skal langt tilbage i tiden, helt til 1942. Til kirkekampen under krigen i Norge. Da jeg kom til Danmark i 1950, blev jeg slået af og temmelig rystet over, at den hændelse, der havde optaget nordmænds sind fra Nordkap til Lindesnes i 1942, var så godt som ikke-eksisterende i Danmark.
Men da jeg havde sundet mig lidt, kunne jeg se, at det var ganske rimeligt. Alt væsentligt blev jo censureret væk af tyskerne. I norske aviser stod der heller ikke et ord om det, der optog alle nordmænd i påsken 1942 og lang tid fremover, og kommunikationen mellem de to lande var stort set ikke-eksisterende.
Nye sensationer skubbede de gamle til side, og efter krigen tog jubelen overhånd, og alt druknede i lyse fremtidssyner eller atomkrigsskræk.
Men historien er en læremester, vi ydmygt bør lytte til.
FOR ET HALVT ÅRS TID SIDEN stod jeg med en kopi af et dokument i hånden, der gav mig en fornemmelse af at stå på historisk-tidløs grund, hvis et sådant udtryk kan bruges. Tidløs, fordi vi i en afsvækket og formildet udgave er i en situation, der tenderer i samme retning.
Med dette lille papir i hånden befandt jeg mig pludselig i Norge i 1942. Quisling-regeringen med tyske bajonetter i ryggen havde i længere tid fornemmet kirken som en modstander, der ikke var så fredsommelig, som regeringen havde regnet med.
Derfor udsendte den et dekret til landets præster, hvori der stod: ”Hvis I holder jer til at prædike om de kristelige evighedsværdier, vil I få fred.”
Mange gode og fromme præster åndede lettede op. Jamen det var jo det, de var sat til, så nu kunne de roligt arbejde videre. Men der var andre, med biskop Eivind Berggrav i spidsen, der lugtede lunten og var klar over, at dette var en fælde, der lukkede munden på dem, der var sat til at være hyrder og vejledere.
En lille kirkekomite bestående af cirka fem præster i Oslo med Eivind Berggrav i spidsen holdt ører og øjne åbne og sørgede for at holde forbindelsen til landets øvrige præster. Det sidste var nemmere sagt end gjort. Telefonen blev aflyttet, telegrafen blev overvåget, breve blev censureret.
Den eneste mulighed var at tage tog, båd eller cykel. Men også det var nemmere sagt end gjort, da man for at kunne krydse amtsgrænsen måtte søge om ekstra tilladelse, og mange bedstemødre og -fædre måtte ”lade livet” for at opnå denne tilladelse.
Jernbane gik der fra Oslo til Stavanger, fra Oslo til Bergen og fra Oslo til Trondhjem og Narvik, men videre fra den sidste næsten tredjedel af Norge? Jeg ved det ikke, men ”varde-ilden” blev tændt.
Personlig husker jeg som dengang 16-årig disse besøg, som aldrig blev omtalt. Min far, Bernhard Meyer, var præst i en af byens centrumkirker og kom til at indtage en ledende position, hvad vi først efter krigen blev klar over. Mit hjem fik disse Oslo-besøg af blandt andre biskop Berggrav.
KOM DET SÅ TIL EN KONFRONTATION? Ja, mon ikke! Det var ikke et trosspørgsmål, der blev skæringspunktet, men en ”bagatelmæssig” episode, hvor en flok af ”hirden”(Quislings garde) var trængt ind på en skole for at grave i elevernes anorak- og frakkelommer. Altså indbrud i den personlige frihed!
Berggrav med flere var klar over, at nazisterne nok skulle holde sig fra de overordnede dogmer, men de små fisk kunne fanges i de småmaskede net, så de store blev efterladt alene tilbage.
Påskedag skete det så. Rygter om, at noget særligt var på færde i kirken, var løbet forud, så alle kirker var stuvende fulde. Korskirken, hvor min far var præst, kunne rumme 2000 mennesker. Min søster, der var sygeplejerske, kom fra nattevagt på sygehuset. Hun var ved at falde i søvn, men falde kunne hun ikke, da folk stod som sild i tønde.
Efter prædikenen læste min far det hyrdebrev op, hvor han sammen med 97,5 procent af landets præster nedlagde deres embede i protest mod statens overgreb. At nedlægge embedet indebar at lægge kappe og krave (altså embedsdragten) og at nægte at modtage løn fra staten. Præsten ville fortsat være hyrde for sin menighed, døbe, konfirmere, begrave, holde gudstjeneste (i civil). Vielser måtte foretages af byfogeden på rådhuset, men brudeparret kunne bagefter få kirkens velsignelse.
Hvordan var reaktionen? Hos befolkningen overvældende glæde og stor respekt. Hos de nazistiske myndigheder? I det telegram, de modtog dagen derpå (og som jeg altså for kort tid siden stod med en kopi af i min hånd), stod der, at præsterne ved deres landsforræderiske handling var hjemfaldne til landets strengeste straf , hvilket under krigen betød henrettelse.
HVORDAN REAGEREDE PRÆSTERNE? Det er klart, at nogle begyndte at ryste i bukserne. De var ikke en flok helte eller tapre soldater med muskuløse arme. Men de, der holdt hovedet klart, kunne overbevise de andre om, at tyskerne trods alt ikke turde skyde samtlige af landets præster, og fronten holdt. Ikke én faldt fra.
Modige mænd er ikke nødvendigvis frygtløse helte, men dem, der handler, også selvom de er bange!
Kort fortalt, så skete der ingenting. Otte dage senere kom der et nyt telegram, hvor der stod, at samtlige præster skulle fraflytte deres embedsboliger inden otte dage. Dette regnede man med ville blive gennemført. Boligsituationen var allerede kritisk nok.
Bergen, hvor Nordeuropas største ubådshavn lå, fik jævnligt besøg af allierede bombefly, og enkelte fejltræffere kunne ikke undgås, så lejligheder var ikke til at opdrive.
Men i ugens løb kom der tilbud om værelser eller hytter uden for byen. Præsterne blev dog enige om, at nazisterne skulle få lov til at bære familien ud af boligen. Lidt sjov skulle man da have ud af det! Men intet skete!
Og under resten af krigen virkede de som præster i deres menigheder - dog i civil. Flere præster blev arresteret, men det var i andre sammenhænge. Blandt andre biskop Eivind Berggrav blev holdt i husarrest i sin hytte i to år.
Hvad så med deres løn? Under krigen lærte vi at lade være med at spørge. Men bag tavsheden kom folk og stak penge til præsten. For at forhindre en ulige fordeling lod præsterne alt gå i en fælles pulje og som derefter fordeltes ligeligt. Alle overlevede!
Skriver jeg dette kun som en interessant historisk begivenhed? Nej, jeg skriver det som et apropos til en kirke, der er ved at ødelægge sig selv indefra. En kirke, der nok kan tale om ”kristelige evighedsværdier”, men tømmer dem for deres konkrete indhold.
En kirke, der frejdigt bekender troen på Jesu opstandelse, men for manges vedkommende reelt benægter Jesu fysiske opstandelse under velformulerede talemåder.
Efter sin opstandelse bad Jesus en gang sine disciple om at give ham et stykke af den fisk, de var ved at stege, ”for et spøgelse kan vel ikke spise?”, spurgte han.
Vi er oppe imod afgørende ting. Modstanderne hæfter ord som ”fundamentalister” på os, der tager Skriften efter pålydende. Vi står ikke med en henrettelsespeloton for øjnene. Så langtfra. Kun snigskytter. De kan være svære at opdage. Men det kan være klogt at tage ved lære af historien.
Også for lægfolk.
Beate Højlund er cand.phil. i engelsk litteratur