Dåben i den danske folkekirke var gennem det meste af foråret genstand for en heftig debat. Måske er tiden nu kommet til, at der skal graves et spadestik dybere?
Bispekollegiet udtalte sig imod, at dåben kan finde sted andre steder end ved en gudstjeneste i folkekirken. Den diskussion er et kapitel for sig, og der er sagt både for og imod.
Betænkelighed kan man dog altid have, når man ser, hvordan det er gået med vielser i den danske folkekirke, hvor det er blevet til mere event end til en kirkelig handling.
Problemet er, hvis også dåben ender med at få en sådan eventagtig karakter, hvor det mere handler om den enkelte familie end det, der er kernen og indholdet i dåben. Den debat må aldrig høre op. Derfor denne kronik.
Man kan nemlig godt frygte, at det vil gå sådan, når man iagttager den udvikling, der er sket i folkekirkens dåbspraksis og forståelse.
Der er sket en større vægtlægning på, at det er en familiebegivenhed, hvor påklædning, dåbsdragt og andet ydre spiller en alt for stor rolle.
Al diskussion om den folkelige forståelse af dåbens indhold er blevet kvalt i optakten med påstanden: Menneskers tro kan man ikke måle.
Ingen ved, hvor meget den enkelte familie lægger af alvor i det at få sit barn døbt. Altså, hold din mund.
Eller med en omskrivning af afdøde biskop Jan Lindhardts ord: Når man kradser i overfladen viser det sig, at mennesker tror mere, end det sådan kan ses. Og dermed er den debat afsluttet.
For det er jo så rigtigt, så rigtigt: Ingen kan måle et andet menneskes tro. Nej, fri os for det. Men det er jo ikke forbudt at have øjne i hovedet.
Nej, problemet ligger et helt andet sted og slet ikke hos de dåbsforældre, som kirken har ladt fuldstændigt i stikken.
Hvor finder der en undervisning sted, hvor dåbens indhold forklares og tydeliggøres? Hvem indfører dåbsforældre i, hvad dåbens indhold i grunden er?
Problemet er måske, at det også er gået tabt hos dem, der står for udførslen af dåben. Spiller vi i folkekirken med på den udbredte opfattelse, at dåb er navngivning, at dåb er børnevelsignelse, at dåb er en hyggelig familiebegivenhed, en tradition i familien?
Eller udtryk for fællesskab, som alt i kirken nu er blevet til?
Det er dåben også, men det er ikke kernen. Den tidligere kirkeminister Marianne Jelved (R) ønskede, støttet af biskopperne, at der blev gjort forsøg på at øge dåbsprocenten.
Men hvad nu, hvis mennesker fik forklaret, hvad dåb i grunden betyder, hvad dåbens indhold er - ville de så lade deres barn døbe?
I 1963 fik vi den såkaldte Prøveritualbog. Her afstod man fra at føre dåben tilbage til noget af det, der kunne tydeliggøre, hvad dåb er.
I 1979 udgav den daværende katolske biskop Hans L. Martensen en bog, der hed ”Dåb og kristenliv”. Mange ved sikkert ikke, at den katolske biskop var dr.theol. i Martin Luther. I 1983 afgav Kirkeministeriets liturgiske kommission en betænkning, nummer 973, om ”Dåb og Brudevielse”.
Martensen og betænkningen forsøger at vende tilbage til det, der gennem hele kirkens historie har været opfattelsen af den kristne dåb. Det kan stærkt anbefales at læse begge bøger!
I Betænkning nummer 973 er der en fremragende gennemgang af dåbsritualets historie, skrevet af professor emeritus, kongelig konfessionarius Christian Thodberg.
Her skriver Thodberg, efter at være nået frem til ritualet af 1912, som stadig anvendes: ”Dåbsritualet fra 1912 er som vist det stærkeste brud med fortiden.”
I 1992, som var seneste liturgireform, forsøgte man også at ændre på dåbsritualet. Det var umuligt, mente man, på grund af ritualets stærke folkelige forankring. Professor P.G. Lindhardt kaldte engang dåbsritualet af 1912 ”rørende og sentimentalt”.
Og sådan noget kan man jo ikke lave om på, medmindre man ønsker at jage folk ud af folkekirken. Det sandede man også med Prøveritualbogen i 1963. Dåbsritualet kan man ikke røre ved!
Fælles for de ovennævnte to forsøg på at tolke dåben er en understregning af, at det at blive døbt er at blive sat ind i en kamp. Kampen står mellem det onde og det gode, mellem Kristus og alle ødelæggende magter.
Det er en kamp på liv og død. Dåb er død med Kristus og det er opstandelse med Kristus. Jævnfør Paulus' stærke tale om det i Romerbrevet og symboliseret i vandet.
Eller i Hans Anker Jørgensens fremragende dåbssalme fra 1981-1982 som aldrig kom med i den nye salmebog, for den kunne måske støde nogen:
”Gennem dødens dybe vand
kom du her til livets land
druknet, død og stået op
som en del af Kristi krop,
som en knop på livets træ,
- lille stump på voksenknæ”.
Mig bekendt er det den eneste dåbssalme, der forsøger at tolke Paulus' ord fra Romerbrevet. Og det er ord som står helt centralt i forståelsen af den kristne dåb.
Kampmotivet står tydeligt i alle kristne dåbsritualer fra tidligste tid over Luther og indtil det fik en brat ende med professor Peder Madsens ritual af 1912. Luther fremhævede, som alle andre, motivet i sine ritualer fra 1523 og 1526.
Dåben begynder uden for kirken, hvor forældrene spørges: Hvad ønsker I for jeres barn?
Svar: At modtage den kristne dåb! Spørgsmål: Forsager du Djævelen og alle hans gerninger? Svar: Ja! Herefter uddrives den onde ånd. Det onde efterlades uden for kirken.
Dåbsfølget føres nu ind i kirken for at barnet kan blive døbt til at høre til hos noget helt nyt og anderledes, nemlig den Kristus, der har besejret døden og sætter os ind i opstandelsens nye liv.
En lille illustration af det ser man i vore gamle kirker, hvor der var en tærskel, man skulle træde over ved indgangsdøren, tærsklen mellem det gamle og det nye.
Dette kampmotiv føres også videre i den senere firmelse/konfirmation. Gad vide, hvad nutidens konfirmander og ikke mindst deres familier ville sige til, at det var indholdet?
Det ovenfor gengivne af Luthers fremragende ritualer er selvfølgelig stærkt forenklet, men læs selv i Betænkning 973.
Hvis vore ritualer virkelig tydeligt gengav, hvad der er indholdet i både dåb og konfirmation, ville kirkeminister og biskopper nok få svært ved at hæve dåbsprocenten.
Men det ændrer ikke ved, at det nu engang er betydningen og indholdet af den kristne dåb: En kamp mellem denne verdens to magter, en blodig kamp.
Og det er jo langt fra folkekirkelig hygge en søndag formiddag, eller en familiedåb ved sommerhuset eller ude i skoven.
Vi har i den danske folkekirke noget at arbejde med, hvis vi skal komme videre med det kristne indhold og ikke blot med ceremonier.
Thorkild Schousboe Laursen er tidligere sognepræst