MAN BEHØVER IKKE at grave dybt i de seneste års hjemlige mediedækning af folkedrab og andre grove menneskerettighedskrænkelser for at identificere et antal arketypiske reaktioner.
Fra Tibet og Bosnien til Rwanda og Darfur, opfordringer til organiserede protester eller humanitær indgriben findes side om side med alt fra opfordringer til at sætte hensynet til eksportmarkedet og/eller dialogen øverst, til at vende blikket indad mod hjemlige problemer, og til decideret benægtelse af, at der overhovedet skulle være noget at protestere over eller vende sig væk fra. Det er næppe overraskende, at man sådan deler sig efter mere eller mindre sagligt eller humanitært funderede anskuelser, og det er heller ikke nyt.
Reaktionen i Danmark på det armenske folkedrab, mordet på op mod halvanden millioner armeniere i Osmannerriget (Tyrkiet) under Første Verdenskrig, er et oplagt om end stort set ukendt eksempel.
Den almene befolkning havde fra efteråret 1915 mulighed for at være ganske velorienteret om udryddelsens omfang, særligt fra offentliggjorte danske og amerikanske kilder, og det åbnede for mere principielle diskussioner i medierne.
I Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1915 kunne man for eksempel læse denne reaktion på den ligegyldighed, der ifølge artiklens forfatter herskede i neutrale lande som Danmark over for den igangværende armenierudryddelse: "Vil man have et typisk Udtryk for denne Tilstand, skal man læse de redaktionelle Bemærkninger, hvormed Regeringens Hovedorgan i Danmark dagbladet Politiken i Gaar ledsagede Meddelelserne om de armeniske Massakrer. Bladet betegner ganske vist Tyrkernes "Udryddelses-Politik" ("Politik" er sublimt i denne Forbindelse) som en "Hjerteløshed og en Grusomhed, som er enestaaende i Verdenshistorien" det fremhæver, at over for Tallet 800.000 myrdede Armeniere "blegner Verdenskrigens øvrige Rædsler". Men kort efter slaar Bladet Rædslen hen ved at udtale, at "Indtrykket er dog mindre dybt, mindre varigt" end da Gladstone afslørede Myrderierne under Abdul Hamid, Thi, siger Politiken, "Maalestokken er forvredet, Begreberne er forvirrede" "Krigen forraaer umærkeligt, men sikkert". Og for at understege dette Resultat slutter Artiklen med følgende Linjer: "Vi gribes og indigneres et Øjeblik, inden Forraaelsesværket fortsættes". I saadanne Udtryk giver "det bedste Blad" sin Indignation luft! Det byder et dansk Blad sine Læsere! Hvis Politiken havde skrevet saadan noget lignende som dette: "Tag jer det ikke nær, I der har Ansvaret for Udryddelsen af det armeniske Folk vi glemmer det hurtigt" saa var netop sagt i faa Ord det, som Artiklens mange Ord i Virkeligheden siger."
En anden arketypisk reaktion kom fire dage efter i en leder i den konservative avis "Vort Land" som svar på en opfordring til en landsomfattende indsamling til fordel for armenierne. Selvom lederskribenten ikke lagde skjul på at "de rædselsfulde Gerninger, der er begaaede i Armenien, hundredfoldigt i Vildskab og Grusomhed overgaar, hvad Belgien har været Vidne til", så var en indsamling alligevel ikke sagen: For det første kunne man ikke være sikker på, at pengene nåede frem til de rigtige, og for det andet var der andre, nære prioriteter : "Det er smukt og ædelt ved alle Lejligheder at ville hjælpe dem, der er i Nød, men det forekommer os, at for Tiden bør det nationale Hensyn være eneraadende." Med andre ord: Med de problemer som verdenskrigen havde skabt for Danmark, skulle penge og engagement blive inden for landets grænser.
DER VAR NU MANGE danskere, der tænkte anderledes om den sag, og som handlede derefter. Der var organisationer og hundredvis af enkeltpersoner, der ydede aktiv bistand, for eksempel ved at sponsorere forældreløse armenske børn, og der var ikke mindst de, der blev øjenvidner til folkedrabet.
Særligt efter de ovennævnte massakrer i 1890'erne på cirka 100.000 armeniere iscenesat af sultan Abdul Hamid II var vestlige missionærer og hjælpearbejdere blevet udsendt til Osmannerrigets armenske provinser, og den indsats for at yde nødhjælp og udviklingsbistand (samt, når lejligheden bød sig, at missionere) fortsatte i de kommende årtier.
Ved folkedrabets begyndelse i 1915 var der således en håndfuld danske kvindelige missionærer i det østlige Anatolien i området omkring Kharpert, samt en hjælpearbejder, Karen Jeppe i Urfa i det sydlige Tyrkiet, der alle blev vidner til drab, overgreb og dødsmarcher, og som alle satte livet på spil for at redde overlevende armeniere.
Censuren og overvågningen var streng i Osmannerriget, og selv danske aviser blev læst af de tyrkiske myndigheder, blandt andet for at finde tegn på "anti-tyrkisk virksomhed". Men det lykkedes indimellem de danske kvinder at få smuglet breve hjem, der gav et direkte indtryk af forholdene, i stedet for som ellers at måtte nøjes med henvisninger til bibelcitater, som var den gængse kode, når missionærer kommunikerede med deres hjemlige organisationer. Disse danske øjenvidner har derudover efterladt et righoldigt materiale af rapporter, mødeprotokoller, dagbøger, bøger, fotografier og indsamlede beretninger fra armenske overlevende, der tilsammen giver et detaljeret og utvetydigt billede af en organiseret udryddelseskampagne.
Et lige så væsentligt vidne til begivenhederne var den danske gesandt i Konstantinopel (Istanbul), Carl Ellis Wandel. Straks efter sin ankomst i foråret 1914 begyndte han at rapportere til Udenrigsministeriet om ekstremismen i samfundet, om chauvinisme og fremmedhad, der i stigende grad blev rettet mod rigets kristne mindretal.
Han var særdeles velorienteret om det armenske folkedrab, hvilket fra sensommeren 1915 gav sig udslag i mange, ofte lange og detaljerede fortrolige rapporter. For blot at tage et enkelt citat fra den 4. september 1915: "Tyrkerne gennemfører med stor Energi deres grusomme Hensigt, at udrydde det armeniske Folk."
"Vi glemmer det hurtigt" ikke helt, for i årene mellem verdenskrigene havde danske missionærer og hjælpearbejdere en fremtrædende position blandt de mange, der forsøgte at samle stumperne op af et ødelagt folk. Med nationalismens fortsatte fremmarch i Tyrkiet blev det snart umuligt at hjælpe overlevende i deres hjemstavn, hvilket betød, at danskere, ofte de samme, som havde været udsendt før og under folkedrabet, blev sendt til Syrien, Libanon og Grækenland for at arbejde blandt armenske flygtninge.
NU SOM FØR var det projekter drevet af privat foretagsomhed og idealisme med minimal deltagelse fra den danske stat. Det forhindrede ikke, at der blev oprettet børnehjem, skoler, klinikker og hele landsbyer, alt sammen medvirkende til at give titusindvis af ruinerede og traumatiserede overlevende en fremtid.
Men glemt blev den, armenierudryddelsen, også i Danmark. Det kan der være flere grunde til holocaust satte nye standarder for afstumpethed, Anden Verdenskrig og Besættelsen blev definerende begivenheder, der på mange måder udviskede mindet om Første Verdenskrig, og hvad den førte med sig.
Og Tyrkiet blev en vigtig NATO- og handelspartner. Den tyrkiske stat har gennem de seneste årtier gjort sig store anstrengelser for at benægte folkedrabet. Denne benægtelse bunder hovedsageligt i faktorer som national og personlig stolthed ("vor stats grundlæggere/mine bedsteforældre var ikke massemordere"), økonomi (angsten for, at stjålen armensk ejendom kræves tilbage) samt hensynet til "nationens territorielle ukrænkelighed" (angsten for at skulle afgive tidligere armensk land til Armenien).
Det er påfaldende, at politikere og akademikere uden for Tyrkiet også i Danmark har ladet sådanne faktorer få indflydelse på deres vurdering af en veldokumenteret historisk begivenhed som det armenske folkedrab, men det vidner nok mest om Tyrkiets ofte besungne vigtige strategiske position.
Hvorom alting er: Folkedrabet var igennem lang tid, som forudsagt i 1915, glemt, men det har ændret sig. En så væsentlig historisk begivenhed, en så omfattende forbrydelse, samt de krav om anerkendelse og oprejsning, der er blevet rejst af ofrenes efterkommere, har i dette tilfælde ikke kunnet ignoreres i længden. Det skulle gerne fremgå her, at det også drejer sig om et væsentligt stykke Danmarkshistorie.
Matthias Bjørnlund er historiker med speciale i det armenske folkedrab