JEG STÅR I KASTRUP LUFTHAVN januar 2008. Jeg er på vej tilbage til Afghanistan efter en kort ferie hjemme i Danmark. I lufthavnen kommer en lidt ældre herre hen og ser på mig og min ørkenuniform.
Er du ikke ham, der har ansvaret for vores soldater i Afghanistan?.
Jo, svarer jeg, det er mig, der er chef for de danske styrker i Afghanistan.
Herefter lægger han en hånd på min skulder og siger:
Vil du ikke hilse dine soldater og sige til dem, at vi er stolte over det arbejde, de gør for Danmark. Han smiler, vender rundt, og jeg aner ikke, hvem han er.
Meget har ændret sig, siden jeg i midten af 1980erne begyndte min tid i Forsvaret herunder befolkningens syn på os soldater. Jeg vil i min kronik vende tilbage til den ukendte herre i lufthavnen og hans hilsen til mine soldater. Der var nemlig et eller andet forkert ved den, men det fandt jeg først ud af efter nogen tid.
I denne kronikserie har jeg fået mulighed for at sætte ord på de observationer og refleksioner, jeg har gjort mig omkring nationen Danmark og vores krigsdeltagelse. Mit bidrag skal læses med baggrund i de udfordringer, jeg har haft sammen med soldaterne og deres pårørende, og de mangeartede møder, foredrag og diskussioner, som jeg har deltaget i rundtom i landet.
Med udgangspunkt i de voldsomme udfordringer, som forsvaret har stået over for i Afghanistan-missionen, har jeg oplevet, at den danske befolkning gradvist er blevet hærdet og langt mere robust i forhold til at håndtere udsendelse af soldater i krig.
En sådan robusthed kommer ikke som et magisk trylleslag. Nej, den oparbejdes over lang tid, og det er kernen i mine observationer igennem de seneste 10-15 år.
Hvis det vitterlig er rigtigt, hvad skyldes så denne større robusthed og modning, hvordan har den udviklet sig, og hvordan viser den sig i praksis?
Jeg var indsat som kompagnichef i Krajina (Kroatien) i 1995. Med ansvaret for lidt over 150 soldater blev vi fanget imellem kroatere og serbere under det kroatiske angreb Storm. Da vi kom hjem til Danmark efter disse for mange traumatiske oplevelser, blev vi mødt af et Danmark, som reelt på ingen måde vidste, hvordan man skulle tage imod os soldater. Mange forsøgte at gøre noget, men vi var som nation ikke klar til at håndtere skadede soldater fysiske som psykiske.
Vi fik en brat opvågning i 1995, og her skal det være mit postulat, at Danmark langsomt, men sikkert, begyndte på den lange, hårde mesterlære.
Siden midten af 1990erne har cirka 26.000 soldater været udsendt i internationale operationer for Danmark. Lad os lave et lille regnestykke, som for mig har stor betydning for pointen i denne kronik.
Hvis hver udsendt soldat har omkring 100 personer i sin omgangskreds (familie, venner, skolekammerater, naboer på vejen og så lige dem ovre fra fodboldklubben), ja, så vil en hurtig udregning give et svimlende tal på 2,6 millioner i omgangskredsen.
Selvom der selvfølgelig er en del gengangere, så tror jeg, vi med rimelighed kan sige: Enhver dansker kender en i sin omgangskreds, der har været udsendt.
Jeg har netop været med i en følgegruppe til et meget spændende projekt ved Socialforskningsinstituttet omkring soldater før, under og efter mission. Projektet viser, at vi soldater er helt ualmindeligt almindelige sammenlignet med den danske befolkning som helhed. Det langvarige projekt kan man selv nærlæse, når delrapporter med videre offentliggøres, men én ting vil fremstå klart: Vi er ikke specielt underlige, mærkelige, interessante med videre. Nej, vi er ualmindeligt almindelige.
MED UDGANGSPUNKT I, at Danmark har haft 26.000 ualmindeligt almindelige medborgere udsendt i verdens brændpunkter de seneste cirka 15 år, føler jeg mig overbevist om, at Danmark gradvist har vænnet sig til, at soldaternes opgaver har ændret karakter, og at samfundets interesse for at støtte op omkring soldaterne derfor også har ændret sig.
Jamen det er jo naboens Jesper, der har været i Afghanistan. Det skaber en fornemmelse af, at vi alle kender de indsatte og ofte udsatte soldater.
Vi officerer er meget bevidste om, at vi som ledere tager ansvar for det dyrebareste i familierne. Det være sig en far, mor, bror, søster, kæreste, søn eller datter. Jeg oplever, at også Danmark ønsker at tage ansvar og det i en grad, som gør mig stolt, når jeg drøfter emnet med andre landes officerer med flere.
Når jeg har deltaget i diskussioner, møder og foredrag, er der altid et spørgsmål, som bliver stillet altid: Føler du, at I får den støtte, hjælp og opbakning, som I har brug for?.
I 1995 kunne jeg svare: Nej. I februar 2008 kunne jeg svare: Til en vis grad. I dag kan jeg svare: Ja!.
Er alt så i skønneste orden? Nej; vi lærer kontinuerligt, og det skal vi blive ved med. Det gør lande som USA, Storbritannien og Frankrig også på trods af deltagelse i mangeartede og kontinuerlige konflikter over hele verden.
Den robuste danske befolkning hvor oplever jeg den mest udtalt? Det gør jeg faktisk i de situationer, hvor alt netop ikke er så smukt, som det kunne være. Da vi alle kender en soldat, som har været udsendt, og har lyttet til de udfordringer, han/hun har stået over for, så har vi også gradvist fået en større fornemmelse af, at krig er uskøn, præget af kaos og angst.
I DET MILJØ GØR VI DET som soldater så godt, som det overhovedet er muligt, og vi gør det etisk og moralsk ansvarligt. Du skal kunne leve med dig selv resten af dit liv, plejer jeg at sige til de officerer og sergenter, der skal træffe mange vanskelige beslutninger. Jeg har respekt for de ledere, der netop tør tage det ansvar på sig, for det er udfordrende, og det gør ondt.
Jeg føler, at den danske befolkning forstår det miljø, vores soldater indsættes i, og derfor også har forståelse for det kaos, en krig også er. Vi skal som soldater være taknemmelige for den støtte og opbakning, vi oplever fra befolkningens side og den forpligter.
Man lærer af at være i krig og det er til tider smerteligt. Jeg har ofte argumenteret for netop accepten af krigens dynamik, som er under konstant udvikling. Da jeg blev sendt til Afghanistan med mine soldater i august 2007 hvor vi skulle indsættes i de første længerevarende kamphandlinger, som danske soldater havde været indsat i siden 1864 var vi da klar til alt? Svaret er nej!
Vi havde eksempelvis ikke en veteranpolitik på plads, hvilket nogle kunne anfægte. Hvordan kan man gå i krig uden at have en politik på plads for de veteraner, der kommer hjem fra krig?
At vi må lære af at være i krig og derfor acceptere, at alt ikke er 100 procent på plads, før vi indsættes, er et forhold, som vi soldater er bevidste om. At vi bliver klogere af at være i krig, som soldater og som nation, er derfor en hård kendsgerning. At en krig og endnu vigtigere: en fred ej heller vindes med et trylleslag, er nok også en realisme, som vi soldater og nationen som helhed har erkendt. Vi skal være åbne og ærlige omkring læringsprocessen også i krig. Det er min erfaring, at der altid er to sider af en sag, ja, ofte flere. Udtaler man sig derfor for bastant på et alt for løst grundlag, risikerer man at miste tillid og troværdighed.
Jeg lovede at vende tilbage til den ukendte mand, som ønskede, at jeg skulle hilse mine soldater. Jeg fandt efter nogen tid ud af, hvad der var galt med hans hilsen. Det er jo netop ikke mine soldater, men vores soldater. Her mærker jeg den største forskel. Nationen har taget soldaterne til sig støtter og beskytter soldaterne. Vores soldater indsat i de internationale missioner ved det og påskønner det.