Dansk Vestindien – 100-året, der skal mindes

I dag for præcis 100 år siden stemte et flertal af danskere den 14. december 1916 for salget af Dansk Vestindien. I markeringen af 100-året er vi er ikke tjent med en ukritisk kulturhistorie, et ”eventyrligt glansbillede” uden bid. Vi skal turde fortælle hele historien

SAMSUNG CAMERA PICTURES
SAMSUNG CAMERA PICTURES. Foto: Privatfoto.

Dette er historien om salget af Danmarks tropeøer i Caribien og også beretningen om undertrykkelse og den universelle kamp for frihed og menneskerettigheder. Og den angår os alle.

I dag er det præcis 100 år siden, at et flertal af danskere den 14. december 1916 stemte for salget af De Vestindiske Øer. Godt tre måneder senere, den 31. marts 1917, blev Dansk Vestindien solgt til USA. Officielt betegner man dagen som ”Transfer Day”. Den vil blive markeret i stor stil på øerne. Herhjemme går man mere stille til værks. Visse initiativer ved Dansk Vestindisk Selskab, kunstneren Jens Galschiøt og dette indlægs forfatter vil dog minde om 100-året.

Debatten om at sige ”undskyld” har ofte overskygget andre synsvinkler. Denne diskussion er på sin vis irrelevant set fra de tidligere dansk vestindiske øers perspektiv. Den hjemlige debat har, på karakteristisk etnocentrisk vis, ofte forsøgt at lede os på vildspor ved at diskutere, om man skal sige undskyld for slavehandlen og slaveriet, der stod på i cirka 170 år, indtil henholdsvis 1802 og 1848.

Der er vist ingen, som vil benægte, at Danmark handlede slaver (endda i stort tal, over 100.000) til sine vestindiske kolonier. Man har dog afledt opmærksomheden ved at henvise til, at handlen foregik i enevældens tid og ikke under det oplyste demokrati og med det ”avancerede” menneskesyn, vi har i dag. Men det er sådan set underordnet, hvornår det foregik. Faktum er, at det foregik.

Det er derfor ganske uforståeligt, at det officielle Danmark ikke tør sige undskyld af frygt for mulige juridiske implikationer og erstatningskrav. Juraen betyder naturligvis noget. Juraen forbyder dog ikke at tænke ud af boksen, opbløde ordet undskyld og denne frygt for at kunne ivæksætte en ansvarlig officiel og effektiv politik om at hjælpe øerne på fode – selvom de har været under USA i de sidste 100 år, som dog i øvrigt ikke har gjort meget for dem. De lider fortsat af stor fattigdom, dårlig sundhed og i det hele taget af generel magtesløshed som følge af at være blevet misbrugt af deres skiftende ejere.

Hvad der i realiteten betyder noget for efterkommerne til de nu engang handlede mennesker fra Afrika, er deres underudvikling og krænkede rettigheder til uddannelse, sundhed og i det hele taget et økonomisk og politisk retfærdigt liv. Dette er den virkelige historie, vi bør fokusere på. Derfor er det ganske bekymrende, når debatten fokuserer snævert på Dansk Vestindien, det vil sige udelukkende ser på danskernes tilværelse og positive bidrag til øerne op til 1917, uden at bevæge sig ind på kritisk territorium, som slavehandlen og slaveriet repræsenterer.

Hvad behager? Hvordan kan man adskille kultur og menneskehandel? Ved at holde dem separat forsøger man at renvaske dansk involvering i handlen og aflede vores fokus og skabe en fortælling, som vi, turister samt potentielle besøgende af disse betagende og solbeskinnede øer, kan føle os hjemme i. Men altså ikke vestinderne, de mennesker, det hele drejer sig om.

Et sådant perspektiv gavner hverken os eller vestinderne. Man fortjener bedre.

Den danske kolonialisme i Caribien drejede sig primært om at skabe profit for handelsselskaber, Kronen og enkeltpersoner, på baggrund af en handel med mennesker og deres misbrug under slaveriet. Da slaveriet blev afskaffet i 1848, viste øerne sig hurtigt ikke at være rentable og blev endelig solgt i 1917 til USA. Sidenhen har amerikanerne behandlet dem, i lighed med andre erhvervede territorier såsom naboøen Puerto Rico, på imperialistisk måde, underudviklet og udnyttet øerne som attraktiv turistdestination, et ”American Paradise”.

Vi er ikke tjent med en ukritisk kulturhistorie, der reproducerer en fortælling uden bid, et ”eventyrligt glansbillede”, et billede af en slags mønsterkoloni, som om en sådan nogensinde fandtes, men som i realiteten praktiserede et brutalt og undertrykkende regime.

Vi danskere dyrker gerne glansbilledet af vores ”tabte paradis”, de ”eventyrlige” bygninger og gadenavne i vores tidligere tropekolonier, især Jomfruøerne – det tidligere Dansk Vestindien (bestående af øerne Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan). Her er der mange bygninger, inklusive guvernørpalæet på øen Skt. Croix, byer som Frederiksted, Christiansted, Charlotte Amalie, og gadenavne som Kongensgade og Krystalgade, der direkte minder om danskertiden. Alt dette kan virke fortryllende og forlener disse øer med et skær af genkendelighed, så man kan føle sig ”hjemme i troperne”. Det er en fortælling, den danske besøgende føler sig tryg i. Men samtidig indskriver ”vi” øerne i en beretning, hvor ”de” ikke føler sig hjemme.

Bygningerne og gaderne er derfor egentlig en del af et dybt undertrykkende kolonialt regime og et slaveri, som i dets hensynsløshed kunne måle sig med, til tider endda overgik, de andre magters slavesystemer med hensyn til dets afskyelige indretning. Guvernør Gardelins slavereglement af 1733, som var med til at udløse et slaveoprør samme år på øen Skt. Jan, med afstraffelsesmetoder som lemlæstelser og tortur af ”genstridige” og bortløbne slaver, førte til en af de mest grusomme praksisser i de caribiske, nordamerikanske og sydamerikanske slavesystemer. Som i alle de andre slavesystemer foregik der på Jomfruøerne de grusomste forbrydelser og daglige brud på menneskerettighederne. Det ”forførende” er, at de fandt sted i paradisiske og en næsten hjemlig sammenhæng, med smukke bygninger og yndige gade- og bynavne som baggrund. Formildende omstændigheder?

Det eneste, de fleste danskere besidder, er et urealistisk, eventyrlignende glansbillede af deres tidligere besiddelser i Caribien, som man derfor – ironisk nok – blot omtaler som Vores Tabte Paradis.

Midt i undertrykkelsen finder man dog også et lyspunkt, slavernes oprør på øen Skt. Jan i 1733. Slavernes kamp gjaldt simpelthen frihed, lighed og menneskerettigheder. Slavernes oprør på den lille ø Skt. Jan var en advarsel om, hvad der var i vente. Mens oprøret på Skt. Jan til sidst blev slået ned, var det en vigtig forløber for slavernes succesrige kamp for frihed i Dansk Vestindien 115 år senere, i 1848. Men allerede i 1791 førte kampen for frihed på den store franske slaveø Saint-Domingue, det nuværende Haiti, til den første uafhængige stat dannet af tidligere slaver i 1804.

Dette var ifølge den trinidadianske historiker C.L.R. James en tydelig genklang af den franske revolution, der fandt sted på omtrent samme tid i Europa, i årene 1789-1799. Dette inspirerede slavernes kamp. Kampen for frihed på Skt. Jan og naboøen Saint-Domingue er derfor symboler på en global diskurs om frihed, lighed og broderskab. Til minde herom har Dansk Vestindisk Selskab for nylig modtaget tre statuer over temaet ”Freedom” som gave fra Jomfruøerne. De udstilles på Københavns Rådhus fra den 31.marts næste år.

Frihed. Et ord mættet af betydning. Vi er oprørte ved tanken om at være ”ufri”. Denne tilstand forekommer ofte i kontrasten mellem frihed, lighed og demokrati på den ene side – og undertrykkelse, ulighed, og diktatur på den anden. Slaverne kæmpede på vores vegne.

100-året er derfor vigtigt at mindes. Det skylder vi dem. Uden handling er ord som undskyld uden betydning. Men begivenheden giver også anledning til overvejelser om den universelle frihedstrang og kamp for menneskerettigheder, som slavernes oprør på øen Skt. Jan symboliserer. Vores reaktion på menneskers kamp for frihed og disse værdier demonstrerer vores medmenneskelighed eller mangel på samme.