Danske ateisters valg: Skal vi se fremad eller tilbage?

Vi ønsker en ateisme, der udfordrer stereotyper. En ateisme, der lærer af fortiden frem for at leve i den
Mathias Søgaard og Morten Ingemann Jensen

Verden var engang sort og hvid. Det kolonialistiske tankesæt gik ud på, at var du hvid, var du civiliseret og rationel. Var du sort, var du primitiv og irrationel. Denne tankegang har mange ateister i dag desværre overtaget, hvor de så er de hvide, mens de troende får rollen som sorte og primitive

I NOVEMBER LAVEDE VI ET FORSØG på facebookgruppen ”Ateistisk Selskab - Debatgruppe”. Et forsøg, der havde til formål at afdække danske ateisters værdisæt.

Vi postede derfor nyheden om, at Sam Harris, der er en af bannerførerne for den såkaldte nyateistiske bevægelse, netop havde udtalt, at han foretrak den stærkt konservative neurokirurg Ben Carson frem for den stærkt venstreorienterede MIT-professor Noam Chomsky som præsident.

Noam Chomsky betragtes som en af de vigtigste nulevende politiske tænkere på venstrefløjen og er selverklæret ateist. Ben Carson er syvendedagsadventist og mener, at Darwins evolutionsteori er inspireret af Djævelen, og at pyramiderne er bygget som kornlagre af den bibelske Josef.

Nyateisterne hylder rationalitet og videnskab som symbol på det moderne og oplyste samfund. Religion ser de som et evolutionært fortidslevn dømt til at uddø via naturlig selektion. At Harris foretrækker Carson frem for Chomsky, vil derfor være en overraskelse for nogen, men ikke for os.

Ateismen, som vi kender den i dag, har sin begyndelse i oplysningstiden. Det var et opgør med kirkens dogmatik, magt og fastlåste hierarkier.

David Hume banede vejen for et naturvidenskabeligt verdensbillede, og Gud blev en overflødig hypotese. Op igennem tiden fortsatte fremtrædende ateister med at tale imod kirkens dogmatik og dens diskrimination af minoriteter.

Filosoffen Bertrand Russell gik kirken på klingen i 1957 over spørgsmålet om sex uden for ægteskabet. Kirken skulle og skal blande sig uden om harmløs, ikke-ægteskabelig sex, mente han.

De venstreorienterede og kulturradikale ateistiske strømninger bliver i disse år afløst af en konservatisme, der understøtter de gængse magtstrukturer. Tydeligst er det, når debatten drejer sig om islam. Sam Harris står her som det måske tydeligste eksempel på denne antiislamiske højredrejning, hvilket ligger til grund for hans støtte til Carson.

VERDEN VAR ENGANG sort og hvid, sådan helt bogstaveligt. Det kolonialistiske tankesæt gik ud på, at var du hvid, var du civiliseret og rationel. Du var oplyst og en del af det 20. århundrede med alle dets teknologiske og moralske fremskridt. Var du sort, var du primitiv og irrationel.

De uciviliserede mørke mænd skulle løftes ud af det kulturelle hængedynd, de sad fast i. Denne moralske pligt fik betegnelsen ”den hvide mands byrde”, efter Kiplings digt af samme navn.

Enhver kolonialist følte sig således hævet over den primitive. Der var et klart skel imellem Orienten/Afrika og Occidenten. Selv efter at utallige videnskabelige og antropologiske studier kunne afdække vores allesammens ligheder, selv efter at humanvidenskaberne havde forladt det socialdarwinistiske paradigme, vedblev kolonialismetankerne.

I dag ser vi de samme tankesæt, når nyateister debatterer religion. Ateisten er her den civiliserede og rationelle, mens den religiøse lever i en primitiv fortidsverden. Ligesom kolonister stædigt holdt fast i et verdensbillede og en selvforståelse ude af trit med videnskaben, sådan holder nyateisterne i dag fast i stereotyper om religiøse mennesker.

Den såkaldte sekulariseringstese har været død i mange år. Nyateisterne ignorerer imidlertid god solid humanvidenskab og fastholder deres tro på, at religionen langsomt vil dø ud. Nyateisternes tro på en ateistisk fremtid er altså udtryk for en personlig ideologi frem for et rationelt synspunkt.

Kolonialisterne mente, at primitive kulturer kunne forurene den oplyste, hvide mands kultur. Ateister ser religion som det moderne samfunds fjende nummer et. Militant islam er her blevet kroneksemplet på, hvad fremtiden vil bringe, hvis ikke vi får gjort noget ved det dersens religion.

Militant islam anses som udtryk for islams sande kerne. Muslimer, der ikke er militante, betragtes som ”mindre” muslimske eller pseudomuslimer, der ikke tager deres religion alvorligt.

Her kunne nyateisterne, der jo holder videnskaben op som et af menneskehedens fornemste værktøjer til at forstå virkeligheden, vælge at læne sig op af den moderne religions- og islamforskning.

Men i stedet for at læse bøger af religionsforskere som Jan Hjärpe eller Jørgen Bæk Simonsen er det folk som Sam Harris, der er neurovidenskabsmand og filosof, eller biologen Richard Dawkins, man får sin viden om religion fra.

Harris og Dawkins er ikke anerkendte navne inden for religionsforskningen. De bliver i højere grad kritiseret for deres fejlagtige og til tider direkte kontrafaktiske udtalelser og forsimplede sammenligninger af religiøse traditioner og historiske udviklinger.

VI FØLER IKKE, at vi skal kritisere en neurovidenskabsmand eller en biolog for at tage fejl på områder, de ikke er eksperter på. Vi føler dog, at det er på sin plads at kritisere de nyateister, der bygger deres viden om religion på baggrund af sådanne typer.

Vi finder det særligt kritisabelt, når de samme nyateister bryster sig med videnskab og lader folk som Sam Harris præsentere en forsimplet, uddateret og hadsk præsentation af religion - herunder islam.

Hvorfor ignorerer nyateister den moderne religionsforskning? Hvorfor lader de ikke deres livssyn forme af videnskaben og lader det bedste argument vinde? Er det fordi, at nyateisternes kritik af religion ikke så meget handler om religion og de religiøse, men om ateisterne selv?

Kolonialisternes verdensopfattelse sagde mere om kolonialisterne selv, end om den verden, de beskrev. På samme måde lærer vi mere om nyateisterne end om de religiøse ved at læse deres facebookopslag og bøger.

Vi lærer, at nyateister ser nostalgisk tilbage på en tid, hvor religion så ud til at forsvinde, frem for en faktisk fremtid, hvor mængden af religiøse mennesker er nogenlunde stabil. Vi lærer, at nyateister i højere grad er bundet af en ideologi, der pynter sig med videnskab, frem for at praktisere saglighed i deres argumentation.

Frygten og uvidenheden har fået mange nyateister til at erklære krig mod religion. Islam betragtes på usaglig grund som den farligste af alle religioner, og her har vi grunden til, at Sam Harris peger på Ben Carson frem for Noam Chomsky som præsidentkandidat. Carson vil nemlig gøre noget ved det dersens islam.

Frygten for det ukendte har ført meget ondt med sig igennem menneskets historie. Vi håber derfor, at ateismen i dag kan finde tilbage til dens saglige rødder.

Vi ønsker en ateisme, der udfordrer stereotyper. En ateisme, der lærer af fortiden frem for at leve i den. En ateisme, der kæmper for de svage og sætter sig op imod magthaverne. Hvis vi lever i fortiden, risikerer vi også at gentage fortidens fejltagelser.

Mathias Søgaard er MA i afrikastudier, og Morten Ingemann Jensen er MA i Europas religiøse rødder