Regeringen vil fremlægge en ny udviklingsstrategi, og arbejdet med at samle indtryk til skrivearbejdet er i fuld gang. Udenrigsministeren rejser rundt og diskuterer de fremtidige pejlemærker, mens ambassadør Peter Taksøe-Jensen gransker udenrigspolitiske problemstillinger, der også har betydning for udviklingsbistanden.
Selvom den nuværende udviklingspolitiske strategi, ”Retten til et bedre liv”, kun er fra 2012, er der grund til at hilse en ny udviklingsstrategi velkommen. Nye udfordringer skal prioriteres i forhold til tidligere strategiske mål. Især er det vigtigt, at den nye strategi også kommer til at rumme de globale bæredygtighedsmål, resultaterne af klimatopmødet 2015 i Paris og resultaterne fra det kommende humanitære topmøde i juni (World Humanitarian Summit). Endelig har de økonomiske rammevilkår for dansk udviklingsbistand ændret sig dramatisk inden for de seneste år.
Men der er grund til at fastholde den rettighedsbaserede tilgang, som ”Retten til et bedre liv” bygger på. Humanitære principper og menneskerettigheder er under stærkt pres i disse år: Menneskers rettigheder bliver trådt under fode, og civilsamfundsorganisationer oplever, at det humanitære rum indskrænkes, og at medarbejdere i stigende grad bliver mål for angreb fra konflikters parter. Det er ganske enkelt blevet farligere at udtrykke sig kritisk i forhold til regeringer og myndigheder. Derfor må det skarpe fokus på menneskerettigheder ikke blive smidt ud i den nye udviklingsstrategi!
De globale bæredygtighedsmål skal med! Verdens nationer er i FN gået sammen om at definere 17 nødvendige mål for en bæredygtig udvikling med et 15-årsperspektiv frem til 2030. De 17 mål er tæt forbundet med menneskerettighederne, hvor de økonomiske og sociale rettigheder samt miljø- og klimamæssige spørgsmål står centralt.
Danmark kan selvfølgelig ikke være lige stærk på alle mål. Danmark bør imidlertid fortsat prioritere fattigdomsbekæmpelse højt, svarende til mål nummer 1: ”Afskaf alle former for fattigdom”. Er der noget, dansk udviklingsbistand har været båret af gennem årene, så er det netop fattigdomsorienteringen – og det bør den klassiske udviklingsbistand fortsat være. De fattige må ikke gå i glemmebogen!
I forlængelse af mål nummer 1 er der meget, der taler for, at mål nummer 2 også prioriteres: ”Stop sult, og giv alle mulighed for nærende mad. Styrk bæredygtigt landbrug”. Bondeorganisering og bæredygtigt landbrug danner grobund for vækst: Med afsæt i tidligere udviklingsstrategier, hvor et stærkt civilsamfund har været prioriteret, fordi det holder regeringer ansvarlige, bidrager til demokratiopbygning og overholdelse af menneskerettighederne samt social udvikling, bør en ny dansk udviklingsstrategi fortsat prioritere et stærkt civilsamfund (jævnfør mål nummer 16).
Caritas’ erfaring er, at organiseringen af eksempelvis småbønder i udvalgte lande har stor betydning for både et stærkt civilsamfund og for fødevaresikkerhed samt fastholdelse af et livsgrundlag for landbefolkningen. Et livsgrundlag, som tillige kan være et alternativ til migration til byer og andre lande, samtidig med at en sådan bondeorganisering åbner for stigende udefrakommende investeringer og dermed vækst.
Netop migrationstemaet skal adresseres i den nye udviklingsstrategi. Det forekommer, at ikke bare den danske regering, men for eksempel også EU og dens medlemslande behandler migrationstemaet i en meget snæver sammenhæng. Det bør ses i et bredere perspektiv. Migrationsstrømmene, som vi nu er vidner til i Europa, er i lige så høj grad drevet af fattigdom som af konflikt og krig, ja, ofte vil der være en sammenhæng.
Mange migrerer til Europa på grund af fattigdomsrelaterede problemer, som deres hjemlande har været ude af stand til at håndtere. Andre flygter som følge af for eksempel krigen i Syrien (sikkerhed). Danmark bliver nødt til at prioritere både de langsigtede udfordringer, der vedrører bekæmpelse af fattigdom, og de mere kortsigtede som at yde humanitær hjælp til flygtninge både i nærområder og i Danmark.
Man kan fristes til at vælge, om vi skal fokusere bistanden på de fattige eller flygtningene. Det valg er ikke et anstændigt valg at tage. En udviklingsstrategi, som fokuserer på flygtninge, vil være symptombehandling – uanset flygtningenes åbenlyse humanitære behov. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) bør have tiltro til, at danskerne godt kan forstå, at bistandskronerne er givet godt ud, når vi fjerner årsagerne til, at folk lider nød og måske flygter.
Det fører over i temaet om sammenhængen mellem udvikling og nødhjælp. Caritas arbejder både med nødhjælp og langsigtet udvikling. Der er bestemt forskelle, men også behov for at skabe mere sammenhæng mellem de to bistandsværktøjer. Samtidig skal det påpeges, at den humanitære bistand er mere end blot et værktøj – den bygger også på en række juridisk bindende principper, der forpligter os til at basere vores hjælp til nødstedte alene på behov.
Den danske udviklingsbistand er blevet reduceret kraftigt og bliver i højere grad brugt til at betale for udgifter i Danmark til flygtninge. Udviklingsbistanden er nu nede på 0,71 procent af BNI, og efterhånden er det mindre end 0,5 procent, der bruges internationalt. Der foregår således en voldsom national orientering af bistandskronerne. Er det virkelig det, den danske befolkning ønsker? Jeg tror det næppe.
Effektiv og langsigtet bistand kræver forudsigelighed. Det er uholdbart, at skiftende regeringer har brugt udviklingsbistanden som en pengekasse, der kan finansiere varierende udgifter til flygtninge og sikkerhed – eller for den sags skyld velfærd i Danmark. Udgifterne til flygtninge og sikkerhed bliver en finansiel gøgeunge og en trussel for især den langsigtede udviklingsbistand, der må betale ”regningen”. Det giver langt mindre effektiv brug af skatteborgernes penge, når langsigtede indsatser med kort varsel skubbes til side af andre behov. En ny udviklingsstrategi bør baseres på en ny bistandsarkitektur, så det bliver muligt at foretage langsigtede investeringer i langsigtet udvikling! Bistanden skal igen op på 1 procent af BNI, men uanset niveau er forudsigeligheden afgørende.
Meget skal adresseres og afvejes i en ny udviklingsstrategi, selvom den efter udenrigsministerens udsagn skal være relativt kort. Det kan være svært at få det hele med, som det i øvrigt heller ikke har været muligt i denne kronik.
En ting, som ikke var med i ”Retten til et bedre liv”, men som bør finde vej til Danmarks nye udviklingsstrategi, er den kendsgerning, at religion har en enorm betydning for de fleste af de mennesker, som en udviklingsstrategi handler om. Som dansker, der er vant til at få tudet ørene fulde af, at religion er en privatsag, kan det være svært at forstå den rolle, religion og trosbaserede organisationer spiller ude i verden. Ikke desto mindre er det et faktum, som vi bør forholde os til, hvis vi vil forstå og hjælpe mennesker i udviklingslandene og i øvrigt også dem, der kommer til Danmark.
Nogle vil hævde, at religion er en bremseklods for udvikling – ja, til tider en kilde til konflikt. Samtidig ved vi, at religion er en drivkraft og en støtte i en verden præget af uro, hvor både kirker og moskéer ofte yder hjælp, trøst og beskyttelse til folk, der bliver forfulgt. Og fremmer langsigtet udvikling i lokalsamfund. Det aspekt er også vigtigt at få med få med i en ny strategi, hvis den skal være relevant for en verden i konstant forandring.
Jann Sjursen er generalsekretær for Caritas Danmark