Historieløshed er et ofte gentaget prædikat, når nutidens samfund skal karakteriseres. Med Michael Böss’ bog ”Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen” fra 2014 fik debatten et meget stærkt udtryk. Ifølge forfatteren er samfundet ved at miste evnen til at erindre. Specielt retter han angrebet mod landets politiske og kulturelle elite, præget af djøfisering og dertil hørende åndsforladt funktionalisme. Bogen må opfattes som et gennemtænkt forsvar for den historiske dannelse.
Tager man pulsen på dagens samfundsdebat, kan man fristes til at give ham ret. Men spørgsmålet er, om den giver et retvisende billede af, hvad der rører sig blandt danskerne. Ser man sig lidt omkring i kultur- og samfundslivet, som det udfolder sig ikke blot på Slotsholmen og i hovedstadens mediehuse, men i hele den danske mangfoldighed, vil man opdage, at det bobler af historieinteresse og historieaktivitet. Man kan godt vove den påstand, at historieforbruget næppe nogensinde har været større. Og hvad der er endnu mere tankevækkende: Den digitale revolution har faktisk bidraget til at stimulere brugen af historie.
Det er ikke så underligt. Vi har set det før, når den etablerede samfundsorden går i skred. Vi så det omkring 1900, da almuesamfundet blev udsat for dybtgående moderniseringer og omfattende vandring fra land til by. Vi så det igen i kølvandet på den store kommunalreform i 1970, da lokalhistoriske arkiver skød op som paddehatte i de gamle sogne.
Nutidens historieinteresserede danskere træffer vi til middelalderfestival i Horsens eller på vikingemarkeder i Ribe, på Spøttrup og mange andre steder. Vi ser dem stå i lange køer for at opleve det nye Moesgaard Museum. Og vi kan se dem ved utallige udstillinger og iscenesatte oplevelser på landets mange kulturhistoriske museer. De sidder bænket til historiske egnsspil, ofte indlejret i smuk natur. Det er ikke kun middelalder og fjerne tider, der fascinerer. Den Gamle By i Aarhus har vist, at ikke mindst den nuværende voksengenerations egen historie har stor tiltrækningskraft.
Alt det er den mere synlige del af den historiske arbejdsmark. Men hjemme i stuerne og i et stort antal mødelokaler landet over er aktiviteten på samme høje niveau. Besøgene strømmer fortsat til de 540 større og mindre lokalhistoriske arkiver, spredt over Danmark. Alene i 2012 steg besøgstallet med 12 procent. Samtidig er der et omfattende netværk af lokalhistoriske foreninger og interessegrupper.
Interessen for slægtens historie spiller en afgørende rolle. Opbrud i bosætningsmønster og den hastige urbanisering betyder, at de fleste danskere kommer til at leve deres voksenliv fjernt fra det sted, de voksede op. Det giver anledning til en kulturel dobbeltbevægelse: Mange vil fastholde rødderne til det sted og den slægt, de er rundet af. Men mange er også på jagt efter identitet og fællesskab i det lokalsamfund, de er havnet i, og hvor deres børn vokser op.
Kerneværdien i disse mangfoldige historiske aktiviteter er den enkeltes oplevelse af at indgå i en historisk sammenhæng, der giver livet mening og mobiliserer handlekraft. Samtidig vil engagementet i den nære historie ofte stimulere interessen for den fjernere store historie. Appetitten vokser, mens man spiser.
Her er det så, den digitale revolution har gjort sig gældende og skabt en helt ny dynamik. I gamle dage – for blot et årti siden – skulle slægtshistorikere og alle andre på historisk opdagelse bevæge sig til det nærmeste lokalhistoriske arkiv eller til et af landsarkiverne med deres begrænsede åbningstider og trængsel om læsepladserne. I dag er enorme kildefonde tilgængelige på den lille skærm derhjemme. Mere end 1000 frivillige har gennem en årrække været engageret i disse digitaliseringsprojekter. Statens Arkiver har fulgt op med et omfattende webtilbud, Arkivalier Online. Samtidig er meget store billedsamlinger gjort tilgængelige. Prøv for eksempel det nyåbnede site arkivet.dk. Statistikken viser, at de mange digitale tilbud bliver udnyttet til fulde.
Samtidig har den digitale revolution en afgørende social dimension. De nye digitale medier åbner for nye former for dialog samt mulighed for at løfte i flok og formidle ny viden. Et godt eksempel er crowdsourcing, hvor et stort netværk af frivillige bidrager både til indsamling og til bearbejdning af kilder. Denne metode åbner for, at aktuelle strømninger og begivenheder kan fastholdes. Det kan eksempelvis være omkring et konkret lokalt bevaringsprojekt. Tilsvarende har digitaliseringen åbnet for helt nye formidlingsformer, knyttet til hjemmesider og sociale medier.
Problemfri er hele denne udvikling ikke. Websites skal plejes og vedligeholdes, og der skal etableres kritiske filtre. Der er også betydelige bevaringsproblemer knyttet til digitaliseringen af ”Danmarks hukommelse”. Men over for disse udfordringer står den vidtrækkende folkelige åbning af arkiver og museer.
Danskernes historieinteresse og vilje til at bruge historie fejler ikke noget. Den store udfordring nu er at omstille og udvikle de kulturhistoriske institutioner til at omsætte dette potentiale til en frugtbar kulturvirksomhed i dialog med de aktive historiebrugere.
De yngre generationers historieinteresse skal støttes og inspireres af nye organisations- og kommunikationsformer med afsæt i både fysisk samvær og digitale platforme. Livet i det moderne samfund er på mange måder præget af individualisering. Det kræver et aktivt modspil i form af kulturelle fællesskaber. En af mulighederne kan være et engagement i den fælles historie, hvad enten det er i boligkvarteret, på arbejdspladsen eller i større enheder som kommune eller egn.
Sammenhængskraften i et samfund er tæt forbundet med en fælles historisk bevidsthed. Det har Michael Böss tydeliggjort i ”Det demente samfund”. De historiske institutioner, lokalarkiver, Statens Arkiver og de kulturhistoriske museer vil være afgørende medspillere i denne kulturpolitiske indsats. Herfra skal der tilbydes ressourcer og organi-satorisk støtte. Fremtidens arkiver og museer bør opfatte sig som dynamiske og samarbejdende kulturcentre. Det står på ingen måde i modsætning til deres traditionelle arbejde med indsamling, opbevaring, forskning og formidling. Men det kræver en dynamisk dialog med det nærsamfund, de indgår i. Inspektørerne og arkivarerne skal ud af huset og være med i mangfoldige sammenhænge. De skal være synlige.
Det er en udvikling, der allerede er på vej mange steder. Derfor kan der være grund til at advare mod aktuelle tendenser, der trækker i den modsatte retning. I de seneste år er der gennemført omfattende fusioner i museumsverdenen. Sigtet har været at styrke kvaliteten i virksomheden, men ofte har de været forbundet med omfattende budgetreduktioner. Det rummer en betydelig risiko for, at den folkelige forankring bliver svækket. Museet må ikke blive en fjern institution. På arkivområdet kan man iagttage lignende centraliseringer, senest manifesteret i beslutningen om at lukke Statens Erhvervshistoriske Arkiv i Aarhus. Her må også politikere erkende, at ikke alt kan digitaliseres, men kvalitetssikring og rationel udnyttelse af ressourcerne kan ingen være imod. Men ”regnearkstænkningen” bør afbalanceres af en aktiv kulturpolitik, der sikrer et stærkt folkeligt engagement og medspil på den lokal- og kulturhistoriske arbejdsmark.
Det vil være den bedste forsikring mod historieløse danskere.
Knud Holch Andersen og Henrik Fode er forfattere og historikere, der i en lang årrække har arbejdet med lokalhistorie i henholdsvis Thy og Aarhus.