JEG ER VOKSET OP som biologisk barn i en plejefamilie og er som voksen blevet bevidst om nogle af de følgevirkninger, det har haft i mit liv.
Jeg er 37 år, den ældste i en søskendeflok på fire, vokset op på landet og uddannet socialrådgiver. Min far er uddannet klejnsmed, og min mor, der havde arbejdet som sygehjælper og pædagogmedhjælper, blev fuldtidsplejemor i 1994, og hun arbejdede som plejemor indtil 14 dage før sin død i 2011.
Det hele begyndte, da jeg var 14 år. Først en længere godkendelsesproces. Mor havde længe drømt om en tilværelse hjemme på gården og havde, ad flere omgange, overvejet familiepleje som erhverv. Det var en livsstil, der matchede vores familie.
Endelig kom godkendelsen, og første opgave var et søskendepar, der kom i aflastning hver anden weekend. Det gik meget godt, og mine forældre besluttede at blive plejefamilie på fuld tid.
Så gik det stærkt. Hurtig blev de kontaktet om et mindre barn på seks-syv måneder, der var kommet på børnehjem. En dreng, som skulle blive på institutionen, mens min mor og vi andre stille og roligt skulle opbygge en relation til ham, hvorefter han skulle flytte hjem til os. Han flyttede ind, men var fjern og svær at få kontakt med. Det var starten på et langt forløb med plejesøskende.
Vores hverdag var fyldt med liv i huset, en stor søskendeflok og minimum to plejebørn ekstra, en hele tiden og andre på deltid, i weekender og på hverdage. Sammenlagt har vi haft 12 plejebørn i familien. To af plejebørnene har været så stor en del af vores familie, at vi i dag betragter dem som en del af familien.
At være en stor børneflok giver meget liv og mange praktiske gøremål i hverdagen. Der var nok at se til, og der var i høj grad brug for sammenhold og hjælpsomhed for at få hverdagen til glide. Men det, at vi også fik tvangsanbragte plejebørn i fuldtidspleje, fik også andre konsekvenser for familien.
VI HAR OPLEVET FORÆLDRE, der var vrede og bitre over, at deres barn var ”taget” fra dem, og som lod deres vrede gå ud over vores forældre. Og vi har oplevet forældre, der har været truende, både over for deres egne børn, vores forældre, vores hjem og mod hele familien.
Vi har sågar oplevet, at vores forældre er blevet truet på livet, truet med vold, truet med rockere og truet med, at de biologiske forældre ville fjerne deres børn igen.
Den værste oplevelse var, da en af børnenes forældre truede med at pudse rockere på os, på plejebarnet og vores hjem. Jeg husker vores nødplaner for, hvordan vi skulle få barnet væk fra ejendommen, hvis ”rockerne” kom, eller hvis forældrene dukkede op.
Jeg husker angsten, frygten og alvoren. Jeg var bange, kiggede mig altid over skulderen, når jeg cyklede til og fra skole, og hørte jeg en motorcykel, bankede hjertet hurtigere. Jeg husker dagene, da vi blev kørt til og fra skole, fordi det var for usikkert at cykle alene.
At have plejesøskende indebærer også samvær. Plejebørn har og skal have samvær med egne biologiske forældre. Med vores første plejebror blev samværet i starten arrangeret hjemme hos os, hvor forældrene kom to timer hver anden uge.
I starten var det for os børn lidt spændende: Hvem var de, hvordan var de at være sammen med, og hvordan var de sammen med deres eget barn? Det spændende forsvandt dog hurtigt. Vi opdagede, at samvær var en meget anstrengende, opmærksomhedskrævende og støjende adfærd.
Børnenes forældre var støjende og mere optaget af at blive set og hørt end at have kvalitetstid med deres barn. De læssede deres usikkerhed og vrede på ”kommunen” af i vores hjem. Så når der skulle være samvær, søgte vi børn tilflugt på vores værelser eller uden for hjemmet. På et tidspunkt blev et af børnenes forældre skilt, hvilket betød separat samvær. Nu stod den så på to gange to timers samvær hver anden uge.
Det interessante ved samvær er ikke så meget forstyrrelsen ved samværet, men adfærden op til samværet og dagene efter samværet. Både vores og vores plejesøskende. Alles adfærd ændrede sig. Det gav uro i huset og fik alle til at trække sig og undgå forstyrrelsen og støjen.
Siden 1993, hvor ”vi” blev godkendt som plejefamilie, har vi ikke haft ferier og weekender som almindelig kernefamilie. Og nu er det for sent. Årene er gået, og min mor er død.
Så i vores familie blev det at blive plejefamilie samtidig et farvel til kernefamilien. Det blev kernefamiliens job, som krævede det meste af vores energi, vores tid, vore hverdage, helligdage og ferier. Det var det, vi voksede op med på godt og ondt.
Flere gange har vi biologiske børn været psykisk udmattede af at skulle rumme flere og mere, men hvem tog sig af det? Og der opstod savn og en længsel efter at blive set, hørt og forstået. Vi, mine biologiske søskende og jeg, begyndte at savne roen, freden og nærværet ved at være den ”lille” familie.
Vi efterspurgte alenetid med vores forældre, men de formåede ikke at imødekomme behovet, eller måske vidste de ikke, hvordan de skulle gribe det an?
Da vores mor blev uhelbredeligt syg af kræft, bad vi om, at hverken vi eller vores forældre skulle være plejefamilie i den sidste tid. Ingen hørte os eller reagerede. Hvordan kan man tillade en dødssyg kvinde at fortsætte som fuldtidsplejeforælder? Hvis hensyn var vigtigst; hendes, vores, plejebarnets eller kommunens?
JEG VED GODT, at ovenstående kan give det indtryk, at jeg er bitter, vred og føler mig svigtet. At der ikke har været noget positivt ved at vokse op med bonussøskende i huset. Det har der.
Vores forældre har gjort det bedste, de formåede, med kærlighed og kærlige hensigter. Vi har aldrig været i tvivl om deres kærlighed, og jeg er meget taknemmelig over de bonussøskende, jeg har fået. Men med taknemmeligheden følger også vrede, bitterhed, og en følelse af svigt og savn. Et svigt fra mine forældre i almindelighed, men i særdeleshed fra ”systemet” som i denne forbindelse er kommuner og plejeforeninger.
Der bliver gjort meget for de anbragte og udsatte børn, og med rette. Omsorgen for dem skal vi have fokus på, men ikke på bekostning af de biologiske børns trivsel.
I vores opvækst er der på intet tidspunkt spurgt til eller fulgt op på vores (de biologiske børns) trivsel og tanker om det at være plejefamilie, på hvilke konsekvenser det har for kernefamilien som helhed, eller på hvilke konsekvenser det har for de oversete - de biologiske børn i plejefamilierne?
Jeg håber, at jeg kan være med til at sætte fokus på, at der findes plejefamilier, hvor sunde biologiske børn lider under, at børn med særlige behov har brug for omsorg og et kærligt hjem, og hvor de biologiske børn oplever svigt og føler, at de må give afkald på deres forældre.
Plejefamilier udfører et fantastisk og meget vigtigt samfundsmæssigt arbejde, og jeg har en stor tro på, at det at være plejefamilie kan være sundt, berigende og godt for alle involverede. Jeg har også stor tiltro til fremtidens plejefamilier, men vi må sikre dem de rette betingelser og muligheder - også for de oversete biologiske børn.
Cecillia Vangsgaard er socialrådgiver og coach og voksede selv op som barn i en plejefamilie