Debatten om aktiv dødshjælp er kørt helt af sporet

Debatten om aktiv dødshjælp er den mest afsporede etikdebat, vi lige nu har i Danmark. Det skyldes, at vi som regel altid diskuterer nogle stærkt karikerede positioner, som de færreste reelt tilslutter sig eller forestiller sig. Dagens kronikør finder det ganske grundløst og ødelæggende for debatten, at man tillægger hinanden sådanne motiver

At dømme ud fra en række indlæg i danske aviser, siden debatten om aktiv dødshjælp sidste efterår atter blussede op, kunne man få det indtryk, at der på den ene side befinder sig mennesker med ”et brutaliseret menneskesyn”, som ønsker at vurdere deres medmennesker efter nyttefunktion, og som ønsker at aflive de uproduktive og besværlige.

På den anden side er der så en selvbestaltet junta af ”dødsfornægtere” med ”begrænset livsperspektiv”, der vil ”bestemme, hvad der er den korrekte, lidelsesfyldte livsudgang for andre” (Ole J. Hartling og Stig Grenov henholdsvis Niels Peter Agger i Kristeligt Dagblad).

Nu kender jeg selv en del af deltagerne i disse debatter og må sige, at jeg finder det ganske grundløst, at man tillægger hinanden sådanne motiver. Jeg vil derfor gøre gældende, at debatten er den mest afsporede etikdebat, vi har. Det skyldes, at vi mestendels diskuterer nogle karikerede positioner og spekulative scenarier, som de færreste reelt tilslutter sig eller forestiller sig.

Dette kommer mere konkret til udtryk som en række retoriske figurer, som forplumrer mere end de klargør, fordi de bygger på grundlæggende misforståelser.

Den måske mest problematiske af disse er påstanden om, at aktiv dødshjælp indebærer ”drab på begæring”. Men mig bekendt mener ingen, i det mindste ikke ved nærmere eftertanke, at alle skal kunne bestille en aflivning sådan uden videre. Derfor er det en smule uheldigt, at Det Etiske Råd har insisteret på den betegnelse.

Til det retoriske spørgsmål ”skal samfundet/lægerne have pligt til at hjælpe et menneske til at dø, hvis det ønsker det?”, vil stort set alle svare nej. Det er nemlig langtfra sikkert, at et menneske bør have hjælp til at dø, bare fordi det ønsker det. Det ville være urimeligt at forlange af en læge, at hun skulle yde aktiv dødshjælp, hvis alt håb ikke er ude, eller der findes bedre alternativer.

Det forekommer mere rimeligt at tænke om dødshjælp i forlængelse af lægeløftet som (lidt forkortet) pålægger lægen en forpligtelse til efter bedste skønnende at bruge sine kundskaber sådan, at de gavner patienten. Når aktiv dødshjælp ydes i Holland og Belgien, er det en betingelse, at lægen og patienten (og en yderligere, uafhængig læge) er blevet enige om, at det er det bedste at gøre.

DET GÆLDER GENERELT i sundhedsvæsenet, at patienten har ret til at fravælge en behandling (kræve, at den ikke bliver sat i værk, eller at den bliver indstillet). Men patienter har ikke ret til tilvalg af enhver behandling, hvis lægen ikke kan stå inde for, at den gavner patienten.

Det er desværre ikke altid tilfældet, at fortalere for at tillade aktiv dødshjælp er klar over dette eller gør det klart. Man slår i stedet ensidigt på retten til selvbestemmelse uden at tage disse afgørende forbehold i forhold til, hvad en sådan ret rimeligvis burde indebære.

Et mere ædrueligt bud på, hvad samfundet skal have pligt til, ville være, at det har pligt til at lade læger hjælpe et menneske til at dø, hvis det er det rigtige at gøre. Den mere relevante diskussion åbner sig her, når mange modstandere af at tillade assisteret død medgiver, at der findes tilfælde, hvor aktiv dødshjælp ville være det bedste (eller tilmed det eneste acceptable) for patienten og dermed isoleret set det rigtige at gøre.

Men man gør så gældende, at en formaliseret lovliggørelse af en praksis vil have så problematiske følgevirkninger, at vi er bedst tjent med et forbud; det vil sige, at det i sådanne tilfælde skal være forbudt at gøre det rigtige (Mickey Gjerris repræsenterer dette synspunkt i Det Etiske Råd).

Se, det kunne jo føre til en mere relevant diskussion om, hvorvidt de påståede følgevirkninger er realistiske, om de eventuelt kunne imødegås, og så videre. Men for så vidt man medgiver, at det isoleret set kunne være det rigtige at yde aktiv dødshjælp, har man jo samtidig medgivet, at der ikke behøver at ligge noget ”brutaliseret menneskesyn” til grund. Tilsvarende kunne beskyldninger om ”dødsfornægtelse” og diktering af ”den korrekte, lidelsesfyldte livsudgang for andre” passende lægges til side.

En anden, meget omfattende forplumring finder sted i forbindelse med slagordet om ”en værdig død”, som har affødt helt modsatrettede syn på, hvad der er en værdig behandling af døende, og om bevarelse af værdighed i det hele taget er det vigtigste mål.

I Politikens kronik den 19. november 2014 gjorde Marianne Harboe under overskriften ”En værdig død - ellers tak” op med idéen om den værdige død forstået som en proces klinisk renset for lidelse, afhængighed af andre og tab af selvkontrol.

Og det er ganske givet et både urealistisk og ufrugtbart ideal. At blive gammel, syg og i sidste instans døende indebærer en stadigt stærkere afhængighed af andre, fordi man ikke kan klare sig selv på den måde, man har været vant til. Marianne Harboe plæderer for, at vi fokuserer mindre på værdighed og mere på nærhed og ubetinget accept.

Den dybere modstand mod talen om ”værdig død” hænger sammen med en frygt for, at den megen tale om værdighed og uværdighed får os til at anse nogle liv for mere værdige end andre. Og dermed nogles liv som mindreværdige eller uværdige.

Og så ligger det snublende nær at trække nazikortet: at en sådan sortering i værdige og uværdige liv lægger op til en ”udrensning” af det uværdige.

Men det beror i mine øjne på en sproglig tvetydighed i vores brug af begrebet. Vi taler nemlig på den ene side om, at alle mennesker besidder en umistelig værdighed, men på den anden side om, at værdigheden netop kan mistes, for eksempel, at en lidelsesfyldt og fornedrende dødsproces medfører ”tab af værdighed”.

FORKLARINGEN ER, at vi bruger begrebet på to distinkte måder: Den ene er, når vi tilskriver visse væsener værdighed, eksempelvis ved at påstå, at de har en egenværdi, en værdi ”hævet over enhver pris”, som Immanuel Kant formulerede det; eller vi tilskriver sådanne væsener en særlig ophøjet status, som indebærer, at de skal behandles med værdighed og respekt, hvorimod det er utænkeligt og uhyrligt at behandle dem som ting eller lavere rangerende væsener, for eksempel som dyr.

Den anden brug er, når vi udpeger situationer som værdige eller uværdige. Noget sådant er selv de argeste værdighedskritikere nødvendigvis med på: Visse behandlinger er nedværdigende og som sådan umoralske. Det gælder til eksempel korporlig afstraffelse og tortur eller i den lidt mildere ende at blive stillet til offentligt skue i meget ”private” situationer.

Det er givetvis rigtigt, at man må revidere sine grænser for, hvad man anser for værdigt (for eksempel at få hjælp til toiletbesøg), når man bliver alvorligt syg og svækket af alderdom, men det gør vel en stor forskel, om man her bliver hjulpet af nogen, man kender og har tillid til, eller om det er en vildt fremmed eller ligefrem en hel forsamling af fremmede.

Det sidste at da netop både uværdigt og nedværdigende! Af samme grund er hospicepleje i velkendte, stabile rammer bedre end palliativ behandling på en hospitalsgang blandt fortravlede fremmede.

De to betydninger - den væsensudpegende og den situationsudpegende - hænger tydeligvis sammen og kan meget vel være udtryk for en samlet idé, for det er kun væsener, der besidder værdighed, som kan blive nedværdiget eller blive bragt i uværdige situationer.

Grunden er lige præcis, at hverken sygdom eller alderdom eller andre omstændigheder ændrer på et menneskes grundlæggende værdighed og menneskeværd. Igen ville det klæde debatten at indse, at næsten alle er grundlæggende enige i dette.

Morten Dige er lektor i filosofi