Den aften min mor og jeg blev fortrolige

Jeg tvivler på, at min mor forstod meningen med mit digt. Men hun forstod meningen med, at jeg viste det til hende. Jeg var genkendt. Jeg var ikke så alene, som jeg havde troet, skriver dagens kronikør, den første af vinderne i sommerens kronikkonkurrence ”Alt om min mor”

Den aften min mor og jeg blev fortrolige

Vi sidder ved spisebordet i køkkenet i min mors lille rækkehus og renser jordbær en junidag i 2016.

Rollatoren er parkeret ved hendes stol, og doseringsæsken, som hjemmesygeplejersken en gang om ugen kommer og fylder op med piller til hver dag, står på bordet. Der ligger krummer under hendes stol, og der hænger et par spindelvæv i hjørnerne, for hjemmehjælpen kommer kun hver fjortende dag. Hænderne ryster en smule, men alligevel piller hun arbejdsvant blomsterne af bærrene og stabler affaldet i en pæn dynge på bordet.

”Der er noget, jeg skal have snakket med dig om,” siger hun så, min mor, og lader et øjeblik hænderne hvile.

Jeg nikker og møder hendes grågrønne blik. Der falder et blødt lys ind ad vinduet.

”Jeg har tænkt over, hvad der skal ske, når jeg engang ikke er her mere,” fortsætter hun og begynder så at forklare, hvor og hvordan hun gerne vil begraves. Hendes stemme dirrer en smule, for det er svært at tale om.

Vi har berørt emnet før, jeg ved, hvad hun føler, og hun ved, at jeg forstår. Vi sidder på hver sin side af bordet, men der er ingen afstand mellem os.

Det var en februaraften i 1974, da jeg gik i 1.g. Jeg havde været på biblioteket og fundet en digtsamling af Grethe Risbjerg Thomsen og var blevet grebet af hendes smukke, melankolske digte:

Jeg dør en lille smule

for hvert sekund, der går,

jeg bærer døden med mig

igennem livets år.

En nat, måske en martsnat,

så mild af regn og tø

skal jeg gå bort i mørket

og holde op at dø.

Med hele den 17-åriges fortumlede, blødende følelsesregister havde jeg følt mig genkendt, følt mig hjemme, følt mig set i de klassiske, enkle digte.

Jeg havde beruset mig i ord og om eftermiddagen siddet oppe på værelset bag en meget lukket dør og skrevet et digt i samme stil, med rim og dansende versefødder. Ikke at det var første gang, jeg skrev digte. Jeg havde skriblet to-tre hemmelige hæfter fulde af drømmende sange til guitarakkompagnement og stakke af løse A4-ark med urimede strofer med mærkelige metaforer. Men det her var noget andet. Det var mere ægte.

Den februaraften sad vi i det lavloftede køkken derhjemme på gården, min mor og jeg. Jeg havde placeret mig påtaget skødesløst på køkkenbordet med hænderne i de snævre lommer på fløjlsbukserne, min mor sad på en stol ved udtræksklappen, som familien plejede at klumpe sig sammen om til måltiderne.

Der faldt et skarpt lys fra pæren i en gammel loftslampe, der tidligere havde hængt i stuen og nu var blevet degraderet til køkkenet.

Jeg rakte hende bogen, som jeg havde været så optaget af. Viste hende, hvad der vakte genklang i mig. Min mor, hvis sind altid har været gennemåndet af Højskolesangbogen, nikkede og kiggede i digtsamlingen. Og selv om der er et stykke vej fra ”Jeg er havren” og ”Det haver så nyligen regnet” til disse mere æteriske og personlige digte, må de også have vakt genklang i hende. Hun erklærede i hvert fald, at hun godt kunne lide dem, husker jeg.

Og så – inspireret af øjeblikkets fortættede fortrolighed – hev jeg mit nye digt frem af lommen. Det var skrevet med blyant på et stykke linjeret papir. Jeg foldede det forsigtigt ud og viste hende det.

”Hvad? Har du selv skrevet det?”, spurgte min mor.

Jeg nikkede. Blodet bankede i årerne, og jeg tror, jeg fik farve i kinderne. Sådan plejede vi ikke at gøre i min familie, på min egn. Følelser var ikke noget, der blev talt om, og da slet ikke skrevet om. Man talte om høstvejret og mælkepriserne, om korsstingsbroderi og bageopskrifter, om politik og sidste nyt om andre folk i sognet. Eller man talte slet ikke. Man talte i hvert fald ikke om liv og død og skønhed og angst.

Min mor læste de få vers. Digtet er for længst blevet væk for mig, og jeg husker ikke et ord af det. Men den aften i køkkenet var det det vigtigste af alt.

”Det er godt,” sagde min mor stille og så på mig med sine grågrønne øjne. Og jeg vidste, at hun forstod.

”Synes du virkelig?”, mumlede jeg og mærkede vist en sprække i mit sind åbne sig. Måske tog jeg ligefrem hænderne op af bukselommerne og lænede mig lidt frem mod hende.

For hun kunne jo have trukket på skulderen og sagt: ”Det forstår jeg ikke noget af”, hun kunne have stillet irriterende spørgsmål, eller hun kunne have været en mur og tiet, som vi så ofte gjorde. Alle sammen. Hvis det havde været min far, havde han måske grinet eller fyret en sarkastisk bemærkning af. Eller sagt: ”Du skulle nu hellere beskæftige dig med noget mere fornuftigt!”. Men ikke min mor.

Hun tog mig alvorligt. Jeg tvivler på, hun forstod meningen med mit digt, for det gjorde jeg vist ikke engang selv. Men hun forstod meningen med, at jeg viste det til hende. Det svimlede for mig, da jeg fik papiret med digtet tilbage og senere gik op på mit værelse. Jeg var genkendt. Jeg kunne spejle mig, ikke bare i en ukendt digters fjerlette vers, men også i min egen mor og vores almindelige, sparsomme hverdagsord. Jeg var ikke så alene, som jeg havde troet.

”I må godt brænde mig, hvis det er det nemmeste for jer,” siger min mor ligeud, som om hun taler om et stykke inventar. ”Det har jeg før tænkt, at jeg ikke ville, men det betyder ikke noget for mig nu.”

”Okay, det er godt, så ved vi det,” nikker jeg. ”Vi skal nok sørge for, at det hele bliver, som du vil have det.”

Jeg stiller et par yderligere opklarende spørgsmål. For godt nok er det et emne, der er svært at tale om, men det er ikke svært at tale med min mor.

Men så siger hun med en skælven lige under overfladen: ”Og den sidste ting, jeg vil spørge om, det er: Vil du synge en sang ved min kiste i kirken?”.

Jeg kigger ned i bordet, og blodet banker i årerne. ”Nej, det er jeg ikke i stand til,” siger jeg og ser op. ”Den dag kan jeg ikke synge. Da har jeg ingen stemme.”

Hun nikker. Hun forstår.

Og så er vi færdige med jordbærrene, min mor skubber affaldet ned i en skål, og jeg skyller bærrene og stiller dem i køleskabet. Jeg finder en kost og fejer krummerne op af gulvet. Men spindelvævet i hjørnerne glemmer jeg. Det må jeg tage næste gang, jeg kommer.

Anette Broberg Knudsen er forfatter og oversætter

Dette er den første vinderkronik i Kristeligt Dagblads kronikkonkurrence med emnet ”Alt om min mor”. Den næste kronik bringes i morgen, og den endelige vinderkronik bringes den 12. august.