Så har vi balladen igen. En folkekirkepræst har på trods af sit præsteløfte og folkekirkens bekendelsesgrundlag sagt god for tanken om reinkarnation.
Da vedkommende præst nu af sin biskop er blevet bedt om ikke yderligere at kommentere sine holdninger, kan det være vanskeligt at komme på det rene med, hvad det er for en slags reinkarnationstanke, der tales om. Er det den amerikan(d)iserede, hvor sjælen efter døden finder bolig et bedre sted end før, kan det på ingen måder tages alvorligt. Snarere er det et uigennemtænkt forsøg på at gøre sig interessant.
Er det derimod den oprindelige hinduistiske reinkarnationstro, hvor det dybest set for mennesket handler om at komme ud af en tilsyneladende aldrig afsluttet genfødsel af sjælen, må man tage vedkommende præsts trosskifte alvorligt, hvis hun selv tager det alvorligt og derfor aflægger sig kjole og krave, da en sådan tro strider imod den folkekirkelige trosbekendelse.
Som jeg husker præstens udsagn, er et af argumenterne for at beskæftige sig med tanken om reinkarnation, at det åbenbart imødekommer en interesse fra lægfolket og menigmands side, hvorfor man som præst ikke skal være afvisende, men tværtimod imødekommende.
Nu ved jeg ikke, om der foreligger et empirisk materiale til grund for argumentationen, men jeg tvivler på, at de gode folk i Vig Sogn tænker meget anderledes end hovedparten af danske folkekirkemedlemmer. Så derfor har jeg en ligeledes berettiget tvivl om, hvorvidt man kan tale om menigmands interesse for sjælevandring. Snarere er det en ud fra et folkekirkeligt synspunkt syg tanke, fostret i sindet hos en præst, der åbenbart ikke er klar over, hvor meget troen på kødets opstandelse, der er grundlaget i trosbekendelsen, strider imod læren om reinkarnation og sjælevandring.
Men skismaet er jo ikke nyt, og går man til Martin A. Hansens ”Orm og Tyr” (1952), dette store værk om trosskiftet i Norden omkring år 1000, vil man her finde udsagn og tanker, der tydeligt viser, hvad der ved trosskiftet var på færde, og hvordan ”menigmand” indoptager den nye kristne tro og her hjælpes ud af en dæmonisk sjælevandringstanke, som prægede de sidste krampetrækninger i asatroen.
Men det har stået hårdt på i overgangen, hvor den nye tro vandt frem, og den gamle tanke om sjælen, der frigør sig fra den døde krop og lever videre andetsteds, er vanskelig at udrydde. Sjælen er hjemløs, den flakker om, tager bolig i ”tuntræet ved gården, i andre mærkelige vækster i dens nærhed, eller i bautasten. Den kunne leve under dørtærskelen eller i skikkelse af en snog logere i sengehalmen”.
En sådan tro driver mennesket ud i sygelige tanker om ”rådnende hobe af sjæle i skovhuller, klynkende ånder i åer og myr, tudsens tunge klask på brønddækslet, flagermusens hastige gisp, når den som skadesjæl sad levende sømmet til stalddøren”.
Da kommer den ”unge kirke”, som Martin A. Hansen omtaler den nye kristne tro, og da vælger ”menigmand den kristendom, som ingen sjæletro ejer, ikke kender nogen særlig sjæl, ånd eller bevidsthed, som løsrives fra kroppen i døden, men kun kender mennesket, en kristentro, som intet dødsrige ejer, altså intet sjælenes efterliv og derfor heller ikke noget sjælenes forliv kender”. Det er med dette, befrielsen kommer, befrielsen fra hele tiden at skulle forholde sig til en dødeskæbne.
De første kristne nordboere har taget det til sig, der er det helt afgørende i kristendommen: at Kristus har besejret døden. Opstandelsestanken bliver dette ”gær i folkekristendommen”, som Martin A. Hansen finder befriende fra en sygelig dødekult, hvor sjælen tager bolig snart det ene sted, snart det andet sted.
”Når trosbekendelsen nævner kødets opstandelse, så er det fundamentale nævnt, og det er lige ufatteligt for enfoldig og høj tanke, men den ufattelige kommende hændelse, menneskets opstandelse, ejer en stor simpelhed, og der er ingen plads for sjæletro ved den.”
Heri ligger det helt afgørende for nordboerens tilkæmpede tro. Den menneskelige ånd er én gang blevet befriet fra den frygtelige opgave det er hele tiden at skulle skabe en dødeskæbne, som sjælevandringstroen fordrede.
”I sin opstandelsestro lægger nu den folkelige kristendom denne opgave fra sig, medens den officielle kristenlære forvilder sig stadig dybere ind i sjæletroens dæmoni.”
Det var denne falske kristenlære, der fandt sit udtryk i tanken om afladshandelen, hvor resterne af boet, sjælen, skulle reddes med over. En tanke, som Luther eftertrykkeligt gjorde op med.
Det er just dette syn på en sund, folkelig kristendom, det er afgørende at forholde sig til. Og det, der afslører folkekirkepræsters optagethed af en reinkarnationstanke, som man mener ligger latent i menigmands tankegods, er en aldeles manglende forståelse for denne danske folkekristendom, der lever videre i protestantismen, hvor graven, som Martin A. Hansen siger, ”ikke er en bolig, men en seng. Den døde sover. Han sover sig bort i jord”. Engang skal han opstå igen, legemlig som han var, men det er en hændelse, som med Kristi opstandelse er blevet Guds anliggende - og ikke menneskets.
Tanken om graven som bolig er en gammel, hedensk tanke, som den ”unge kirke” så at sige ”gravlægger”. Vore forfædre byggede dysser og jættestuer som dødehuse, hvor den døde kunne opholde sig i kort eller lang tid. Gravgaverne, som vi kender fra udgravninger, er tydelige tegn på, at de døde bor en tid i deres dødebolig, men rejser så. Og til hele idéen om graven som bolig hører unægtelig en sjæletro. ”Stuen” er et opholdssted inden afrejsen, en slags gate, en terminal, hvor sjælen opholder sig indtil afgangen. Det er denne tanke, som det moderne, rejsende menneske nok kan forholde sig til, men som er dæmonisk i al sin grublen over, hvor sjælen farer hen.
Derfor kommer opstandelsestroen som denne befriende tanke, der er grundlaget for trosbekendelsens tale om kødets opstandelse. Der er ingen frisættelse af sjælen fra kroppen, der i sin yderste konsekvens bliver til et slags gengangerliv. Tværtimod hviler der over den sunde, folkelige kristentro en fred, der finder sin begrundelse i troen på kødets opstandelse.
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der i Martin A. Hansens tankeunivers ligger et svar på mange af de spørgsmål, det moderne menneske i dag slås med. Og jeg er i alt fald overbevist om, at reinkarnationstanken vil bringe et søgende og spørgende menneske endnu længere væk fra den kristentro, vedkommende blev døbt på.
For ham eller hende skal der med tydelige, livskraftige billeder henvises til den befrielse, der ligger i den kristne opstandelsestanke. For ikke alene mod den fysiske død står den kraft, der ligger i troen på kødets opstandelse, også imod det, der forkvakler og ødelægger liv her og nu, står kraften.
Det betyder i al sin enkelhed, at hverdag og jordeliv får en uendelig betydning. At det er her og i dette nu, at livet leves, og ikke i en sygelig bekymring for, hvad der dog skal blive af sjælen. Det er her og nu, at livet er velsignet, og hvad der så sidenhen skal hænde, har tanken om og troen på kødets opstandelse lagt fra sig - eller lagt i Guds hånd.
I en dansk folkekirke, der i sit bekendelsesgrundlag har troen på kødets opstandelse, er der ingen plads til sjæletro eller tanke om reinkarnation. Om der er plads til præster, der i misforstået hensyntagen til, hvad man tror, folk måtte tænke og mene, lufter tanker om reinkarnation, vil den kommende tid vise.
Ole Juul er tidligere sognepræst og nu skribent og foredragsholder