Jeg interviewede Aksel Østergaard, da jeg var 16 år, som del af mine forberedelser til et foredrag i gymnasiet om besættelsestiden. Han var en af dem, der havde ført en dramatisk tilværelse under krigen.
På selve besættelsesdagen havde han som værnepligtig soldat sammen med en menig kammerat og en korporal kastet sig ud i en kamp mod en tysk opklaringskolonne nær Bredebro, en snes kilometer nord for den sønderjyske grænse.
Et stykke tid derefter havde han været CB-betjent, også kaldet føl”, altså en slags politimedhjælper, noget man brugte værnepligtige til under besættelsen. Han var gået tidligt ind i modstandsbevægelsen, havde deltaget i sabotager, var blevet arresteret af Hipo og ført til afhøring på Politigården.
Da befrielsen kom, blev han indkaldt som tolk til tjeneste samme sted. Ud over at være modstandsmand havde han jo en slags politimæssig baggrund, og desuden var han sønderjyde af fødsel og talte flydende tysk.
Østergaards oplevelse af befrielsesdagene lå langt fra de sædvanlige historier om lysene, der tændtes over hele landet og folk, der omfavnede vildtfremmede mennesker på gaden i glædesrus.
Det var næsten det værste, jeg oplevede under hele krigen,” sagde han. ”Dag og nat kom såkaldte frihedskæmpere slæbende ind med folk, der dirrede af angst. Langt de fleste var meget små fisk. Men fuldstændigt overspyttede var de alligevel, så det drev af dem, og skræmte fra vid og sans.”
Den slags episoder fandt sted landet over i befrielsesdagene og afslørede et adrenalinudbrud af dimensioner, kombineret med en dårlig samvittighed, der havde ruget besættelsestiden igennem og nu brød ud i fuldt flor.
Hvad adrenalinet angår, så var kedlerne navnlig kommet i kog i de sidste måneder op til befrielsen. Nazityskland var tydeligt nok ved at gå ned med flaget, men freden ville efter al sandsynlighed først komme efter en ”Kampf bis zum letzten Mann”. Enhver, der fulgte begivenhedernes gang over radioen fra London eller i de illegale blade, kunne se, at slutspillet uundgåeligt ville finde sted i Danmark og Norge.
De mange tusinder af medlemmer i den danske modstandsbevægelses såkaldte ventegrupper og i Den Danske Brigade i Sverige vidste, hvad der lurede om hjørnet umiddelbart forude. Så snart signalet blev givet fra den allierede overkommando, skulle de komme ud af deres skjul og falde de tyske tropper i ryggen, mens de allierede hære pressede på fra den anden side. Efter lang tids venten skulle man endelig i kamp og vise verden, at det danske folk hørte til de allierede nationer.
Så kom det store antiklimaks: Tyskerne kapitulerede. Det var stik imod den ordre, Hitler kort inden sit selvmord havde udstedt til sin efterfølger, Karl Dönitz. Men ordren nåede aldrig frem, og Dönitz valgte at nedlægge våbnene.
Samtidig mobiliseredes ventegrupperne i Danmark. Men eftersom kampen mod tyskerne nu var aflyst, havde disse titusinder af danske våbenføre mænd med deres ophobede kampiver og vilde forventninger ikke noget, de kunne rette energien mod. Eller rettere: Noget havde de.
Og så var det, at man i mangel på bedre kastede sig over alt, hvad der kunne krybe og gå af folk, som engang havde sagt noget anderkendende om tyskerne i en sidebemærkning, piger, der havde været kærester med tyske soldater, passive medlemmer af nazistpartiet og så videre.
Det danske politi var blevet opløst af besættelsesmagten i september 1944. Mange betjente var blevet interneret og derfra sendt til koncentrationslejre i Tyskland. Andre var gået under jorden. De sidstnævnte dukkede nu frem og prøvede at tackle situationen.
Det blev en hård opgave for Aksel Østergaard og resten af staben på Politigården i de dage. Størstedelen af arbejdet bestod i at beskytte arrestanterne mod den ophidsede menneskemængde på gaden udenfor. Folk krævede summariske standretter og henrettelser, men i stedet så de arrestanter blive løsladt og snige sig væk langs husmurene. En del af dem nåede dårligt at komme hjem, før de blev arresteret igen.
Det kulminerede, da folk fra modstandsbevægelsen besatte politigården og smed ordensmagten ud. Politiet generobrede snart bygningen, men så alvorligt gik det altså for sig.
Selvfølgelig var der indimellem folk, der blev arresteret af meget gode grunde. Men overordnet var der tale om et hysteri og en hekseforfølgelse uden sidestykke i nyere dansk historie. Det var, som om man med djævlens vold og magt ville vise sig selv og omverdenen, at man så sandelig ikke havde taget tyskernes parti under krigen.
I virkeligheden gjorde man bare skammen større. Med freden kom nemlig afsløringerne af nazismens værste forbrydelser. De var mere modbydelige og omfattende, end man selv i sine værste fantasier kunne have forestillet sig. Det var ikke noget, det danske folk kunne siges at have gjort sig medskyldig i, men alligevel trængte flovheden sig på over det, man ikke havde gjort. Undladelsessynden.
Siden 1945 er afsløringerne af disse ”passivitetens forbrydelser” og meget andet i samme forbindelse faldet i en lang stribe, helt op til vore dage, hvor man også i Danmark omsider er begyndt at åbne visse af arkiverne, og det efter årtiers mental mørklægning er blevet tilladt overhovedet at tale om de mest dystre af besættelsestidens skyggesider.
I England har jeg af og til prøvet at forklare venner om danskernes følelser i forbindelse med Anden Verdenskrig. At vi sammenligner os selv med nordmændene og andre, der gjorde modstand tidligere end vi og meldte klarere ud, hvor de stod som nation. At danske politikere samarbejdede med Berlin og hjalp dele af erhvervslivet med at hente kæmpefortjenester hjem ved at udføre arbejde for tyskerne og ”sælge” varer til dem i et gåsehudsfremkaldende omfang på det danske folks regning.
At danskerne ser Anden Verdenskrig som en fælles international kamp mod nazismen - en kamp, hvor alle burde have givet deres bidrag, men hvor Danmark kun ydede meget lidt. Og endelig: At danskere generelt føler sig knyttet til det engelske folk og mener, at de svigtede deres venner ovre på den anden side af Nordsøen.
De svar, man i England kan få på sådan en udredning, akkompagneres gerne af dybt forundrede blikke, rynkede pander og vantro hovedrysten.
”I har fået det her galt i halsen,” hedder det. ”Anden Verdenskrig var et resultat af vores uduelige politikeres fejlvurderinger, helt tilbage til Versaillestraktaten. Og det var ikke af smukke humanistiske eller politisk-ideologiske grunde, vi erklærede Tyskland krig. Tyskerne truede vores eksportmarkeder på kontinentet, og de truede vores koloniimperium. Det var, hvad krigen handlede om for de britiske ledere. Det var, hvad man indkaldte vores unge mænd til og sendte dem i døden for. Det Britiske Imperium og bevarelsen af overklassens privilegier. Hvad det danske folk gjorde af modstand, gjorde de forhåbentlig helt og holdent for deres eget lands skyld, og ingen anstændig person i England kunne drømme om at forlange eller forvente mere af jer, end hvad I gjorde. Man behøver bare at se på et landkort. I var jo fuldstændig prisgivet.”
Smukke og vederkvægende ord. Men når man ved, at éns fødeland i fem år var besat af Nazityskland og derefter blev befriet, og når befrieren helt fysisk og konkret var den britiske hær, ja så kan det være umådeligt svært at nuancere billedet. Jeg er ikke engang sikker på, at det bliver nemmere med årene.
Befrielsesdagene blev - med deres bizarre og desperate forsøg på at udføre en slags modstandskamp på forsinket efterbevilling - et forvarsel om karakteren af den danske selvopfattelse helt op til og med vor egen tid.
Claes Johansen er forfatter