Den etiske og moralske dimension af den græske krise

Det er efter min opfattelse både forstemmende og oprørende, at Tyskland har stået bag den meget hårde politik over for Grækenland. Netop tyske politikere burde vide, hvad en for hårdhændet sparepolitik kan bane vejen for, nemlig politisk ekstremisme, skriver tidligere overvismand Christen Sørensen i dagens kronik

Christen Sørensen er forhenværende overvismand. Han er folketingskandidat for Socialdemokraterne, Aarhus Nord.
Christen Sørensen er forhenværende overvismand. Han er folketingskandidat for Socialdemokraterne, Aarhus Nord.

DET VAR GRÆKERNE SELV, der valgte de politikere, der førte landet i uføre. Derfor har Grækenland bare at honorere sine gældsforpligtigelser og i øvrigt overholde de aftaler, som er indgået med landets euro-partnere og Den Internationale Valutafond (IMF) via Trojkaen (Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og IMF). Men er det virkelig så enkelt, som denne vurdering lader formode? Og er det politisk klogt?

Det var vel også Tyskland, der havde et hovedansvar for såvel Første Verdenskrig som Anden Verdenskrig. Alligevel blev det heldigvis besluttet at hjælpe Tyskland - i hvert fald Vesttyskland - ud af det økonomiske kaos efter Anden Verdenskrig med Marshall-hjælp, eftergivelse af krigsskadegæld og så videre. Dette var især en følge af, at det endnu stod i frisk erindring, hvad den uforstandige politik mod Tyskland med abnorme krigsskadeserstatninger, som de allierede havde tvunget Tyskland til at acceptere med Versailles-traktaten, havde ført med sig: grobunden for nazipartiets magtovertagelse.

Man indså - om ikke før så dog efter Anden Verdenskrigs gru - at gældshåndhævelse kunne være direkte farlig, hvis dette fordrede en for hårdhændet sparepolitik med hertil hørende forarmelse af folket, især når denne politik ikke kunne levere de lovede resultater.

Det er efter min opfattelse både forstemmende og oprørende, at Tyskland har stået bag den meget hårde politik over for Grækenland. Netop tyske politikere burde vide, hvad en for hårdhændet sparepolitik kan bane vejen for, nemlig politisk ekstremisme.

Da lånetilførslen fra USA til Tyskland tørrede ud i tilknytning til krakket på Wall Street i oktober 1929, førte en meget hårdhændet sparepolitik til, at nazipartiet kom til magten i takt med den forarmelse, som fulgte med, da arbejdsløsheden steg fra omkring seks procent i 1928 til 30 procent i 1932. I 1928 fik nazipartiet kun 2,6 procent af stemmerne, i september 1930 18,3 procent af stemmerne og i 1932 henholdsvis 37,3 og 33,1 procent af stemmerne. Og Hitler blev kansler fra januar 1933, med alt hvad det betød. Sammenhængen til den fejlagtige førte økonomiske politik er åbenbar.

DET ER PÅ HØJE TID, at denne dimension også inddrages i relation til den aktuelle græske krisehåndtering. Grækenland er et meget mindre land, end Tyskland var og er, hvorfor en fastholdelse af politikken over for Grækenland givetvis ikke vil have nær så drastiske følger for omverdenen, som det blev tilfældet i relation til Tyskland efter Versailles-traktaten. Men der er vel nu et såvel større moralsk som etisk problem knyttet hertil givet de officielle tilkendegivelser om europæiske samlingsbestræbelser.

Dette etiske og moralske problem forstærkes af, at Grækenlands euro-partnere og IMF - via Trojkaen - medvirkede til, at især franske og tyske pengeinstitutter i første omgang slap for at få deres fordringer på Grækenland nedskrevet og i anden omgang fik indløst deres fordringer, inden den uundgåelige gældsnedskrivning blev gennemført i marts 2012.

Taberne ved denne luskede transaktion var Grækenland og skatteydere i andre lande - vinderne var bankerne, der blev friholdt for konsekvenser af deres uansvarlige udlån. Dette er omfattende dokumenteret i IMF-papirer, for eksempel ”Greece. Ex Post Evaluation of Exceptional Access under the 2010 Stand-By Arrangement.” IMF Country Report No. 13/156, June 2013.

I dette papir redegøres blandt andet for, hvordan Grækenlands euro-partnere nærmest tvang IMF til at indgå i den såkaldte redningsaktion for Grækenland, som Trojkaen kom til at stå for. Det var dog kun første trin. Euro-partnerne modsatte sig også, at långivernes fordringer på Grækenland straks blev nedskrevet, hvad der var en åbenbar nødvendighed. Herom skriver IMF i det omtalte notat (her oversat til dansk):

”Europæiske banker lå med store beholdninger af græske obligationer, men lå også - og dette gav anledning til større bekymring - med meget betydelige beholdninger af offentlige obligationer fra andre europæiske lande, som ville falde i værdi, hvis långiverne til Grækenland måtte acceptere gældsnedskrivning. For euro-området som helhed kunne der være begrænsede fordele ved at tvinge långiverne til gældsnedskrivning, hvis disse efterfølgende måtte reddes af offentlig støtte.”

Der var mange, der over for Trojkaen ved dens nedsættelse i foråret 2010 påpegede, at det kun var et spørgsmål om tid, før der måtte gennemføres en gældsnedskrivning. Og det skete da også allerede i marts 2012.

Denne udsættelse betød, at en række private långivere til Grækenland, herunder især banker, fik mulighed for at afvikle græske fordringer og fordringer på andre gældsplagede euro-lande enten ved udløb eller på anden måde uden gældsnedskrivning. Herom anfører IMF i samme papir:

”En umiddelbart gennemført gældsnedskrivning ville have været bedre for Grækenland, selvom den ikke var acceptabel for euro-partnerne. Den udsatte gældsnedskrivning gav private långivere mulighed for at reducere deres långivning, som herefter måtte overtages af offentlige långivere. Som tidligere set skete dette i udstrakt grad. Dette begrænsede den gældsnedskrivning, som private måtte påtage sig, da denne senere blev gennemført. Dette betød, at skatteyderne og den offentlige sektor hang på gældskrogen.”

DET VAR ISÆR franske og tyske banker, der havde store udlån til Grækenland ultimo 2009, ligesom det var banker fra disse to lande, der havde store udlån til øvrige gældsplagede euro-lande som Italien, Spanien, Portugal og Irland.

Dette følger af ovenstående, at euro-lande i långivningen til Grækenland også varetog betydelige egeninteresser. Euro-partnernes afvisning af en umiddelbar gældsnedskrivning bevirkede, som IMF eksplicit anfører, at Grækenland blev hårdt ramt. Denne ekstra belastning af Grækenland er senere blevet modvirket af gældsindrømmelser fra Euro-partnerne, men det er uklart, hvordan nettostillingen er i dette regnskab.

Det etiske problem, som ikke mindst Grækenlands euro-partnere bør konfronteres med, er måske bedst udtrykt af Keynes, der blev så oprørt over Versailles-traktatens uforstandige behandling af Tyskland, at han opsagde sin stilling - han var øverste økonomiske rådgiver for den engelske regering under disse forhandlinger - og skrev bogen ”The Economic Consequences of the Peace”, der udkom i 1919 og i øvrigt allerede i 1920 i en dansk udgave: Freden og dens økonomiske følger.

Det følgende citat fra side 138-139, hvor det i stedet for Tyskland kan være tankevækkende at læse Grækenland, bør efter min mening mane til besindighed i det forestående opgør - især fra de stærke over for den svage:

”Den Politik, som ligefrem sætter sig som Maal at reducere Tyskland til Slaveri i en hel Generation, at degradere Millioner af Menneskers Liv, og at berøve en hel Nation for Lykke, vilde være afskyelig og foragtelig - ja afskyelig og foragtelig, selv om den var mulig, selv om vi ved den berigede os, selv om den ikke saaede Forfald i hele den europæiske Civilisation. Nogle prædiker denne Politik i Retfærdighedens Navn. De store Begivenheder i Menneskenes Historie kender ikke et saa simpelt Retfærdighedsbegreb. Og om saa var, saa giver hverken Religionen eller den naturlige Moral Nationerne Ret til over deres Fjenders Børn at tage Hævn for Fædrenes og Herskernes Misgerninger.”

Skal Grækenland virkelig med Tysklands opbakning gennemgå det, som Versailles-fredstraktaten påførte Tyskland, men som heldigvis i anden omgang blev stoppet?

Det er altid ubekvemt at sige fra over for mægtige og stærke naboer og venner. Men hvis Angela Merkel ikke blev konfronteret med dette etiske problem under sit officielle besøg i Danmark, så er en opfølgning nødvendig.

Christen Sørensen er forhenværende overvismand. Han er folketingskandidat for Socialdemokraterne, Aarhus Nord