Den falske forsoningslære

Læren om, at Gud frelste menneskeheden ved at ofre sin egen søn, er grusom og derfor Gud uværdig. Så længe den står ved magt, har kirken ingen ret til at hævde, at den prædiker retfærdighedens og kærlighedens religion

»Om aftenen var jeg en timestid hos Goethe, og vi havde en god samtale om alt muligt,« anfører den unge kunstnerspire J.P. Eckermann i en dagbogsoptegnelse fra den 11. marts 1832. Eckermanns samtale med digtergeniet i Weimar fortsætter på en måde, der nok kunne interessere de, der har fulgt forsommerens debat om den kristelige forsoningslære her i bladet: »Jeg havde købt mig en engelsk bibel, hvori jeg til min store beklagelse ikke fandt de apokryfe bøger. De var ikke optaget, da de hverken blev regnet for ægte eller af guddommelig oprindelse. Jeg savnede den helt igennem ædle Tobias (...) Salomons ordsprog og Jesu Sirachs visdom (...)«. »Jeg er helt enig med Dem,« sagde Goethe (...). »Den kristne kirke har en umådelig magt netop derved, at den tror, at den som Kristi efterfølger kan befri menneskene for deres syndebyrde. Og at bevare denne magt og anseelse og således sikre den kirkelige bygning, er det kristne præsteskabs fornemste opgave. Det spørger derfor ikke så meget om denne eller hin bibelske bog giver stor åndelig oplysning, og om den indeholder høje etiske lærer og ædel menneskenatur, men om det i Mosebøgerne kan lægge vægt på (...) syndefaldet og opkomsten af længselen efter en forløser, og om det (...) hos profeterne kan fremhæve den gentagne henvisning til Ham, der ventede, ligesom det i evangelierne fremhæver Hans virkelige jordiske tilstedeværelse og Hans død på korset som soning for vore menneskelige synder. De kan altså se, at for sådanne mål og tendenser (...) kan den ædle Tobias så lidt som (...) Jesu Sirachs visdom have nogen større betydning«. Goethes lille analyse er ret skarp, fordi den så utvetydigt fremhæver Jesu soningsdød som essensen i kirkens lærebygning. Og fordi Goethe har ganske ret heri, bør forsoningslæren også som kirkeligt debatemne betragtes som essentiel. Adam og Evas syndefald betød menneskehedens selvforskyldte fjernelse fra Gud. For at kunne mildne sin »hellige vrede« mod de syndige menneskebørn krævede Gud et blodsoffer, og Han lod derfor sin elskede søn føde på jorden som menneske. Ved at lade sønnen lide en pinefuld død på korset forsonede Gud sig med hele den syndige menneskehed og forskånede os således for helvedes ild. havde Gud været fuldkommen, havde Han ikke været nådig, men kærlig over for sine børn; det er kun en vred, streng fader, der kræver ofre og da - måske - viser nåde. Den fuldkomne fader handler ikke sådan - og den fuldkomne fader kræver i hvert fald ikke menneskeofringer! »Du må ikke ihjelslå!«. Forsoningslærens gud er altså langt fra fuldkommen - han er splittet og grusom. Nu vil nogle kristne sikkert indvende: »Jovist, Gud er streng, men det ændrer ikke ved, at Hans guddommelige søn ofrede sig frivilligt for menneskeheden; hans kærlighed til dem var så stor, at han villigt tog alle deres synder på sine skuldre og gik i døden for dem«. »Du er den eneste af alle mine børn, der er som et barn skal være. Dig elsker jeg. Men dine søskende er alle stridbare, rebelske, dovne, skinsyge og uenige. De følger aldrig mine formaninger; intet kan forbedre dem. Men nu vil jeg give dig alle de prygl, som dine søskende egentlig burde have. Jeg vil straffe dig, og den ydmyghed, hvormed du gør dig til dine søskendes stedfortræder, vil sikkert forbedre dem, for de vil glæde sig over at være gået fri af straffen, de vil elske dig, fordi du - der er uden skyld i deres forseelser - påtog dig at lide min straf, at underkaste dig min vredes udløsning«. Hvad ingen jordisk fader ville indlade sig på, det tillægger kirken uden videre sin guddom. Hvor kirkens mænd kalder en sådan fader for det højeste, det ufejlbarligste væsen af alle, der ville ethvert civiliseret og etisk opmærksomt menneske kalde ham en dybt uansvarlig forælder, der straks burde tvangsfjernes fra sine børn. »Dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for de mange« (Markus, kap. 14). Den historiske Jesus, der bar et klart og rent billede af den fuldkomne Gud i sit sind, er ikke identisk med den bloddryppende frelserskikkelse, der træder én i møde hos Paulus og Luther. Og på samme vis må sund fornuft kunne afgøre, at den gud, om hvem - den sande - Jesus siger: »Værer da barmhjertige, som eders Fader og er barmhjertig« (Lukas 6,36), ikke er identisk med den gud, om hvem Johannes (Åbenb. 11,18) siger: »Din vrede er kommen og de dødes tid, at de skulle dømmes«. »forlader I menneskene deres overtrædelser, skal eders himmelske Fader og forlade eder« (Matthæus 6,14), og den gud, om hvem én af Paulus' disciple siger: »Han bringer hævn over dem, som ikke (...) er vor Herres Jesu Kristi evangelium lydige« (2. Thessalonikerbrev 1,8). »syndernes tilgivelse ... gælder øjeblikkeligt og totalt, også uden at mennesket har gjort sig fortjent til den ved at sone eller udføre gode gerninger«. Så enkelt kan det gøres! Selv de værst tænkelige voldsforbrydelser skyller denne såkaldte »gud« væk fra regnskabets tavle med sin søns brutalt udgydte blod. På den anden side har vi så den retfærdige, sande Gud. Den gud, der ikke lader én af sine skabninger sone alle de andres synder, men - gennem sin udsending, Kristus - gør gældende, at »Menneskene skulle gøre regnskab (...) for hvert utilbørligt ord, som de taler« (Matthæus 12,36). Denne gud er ikke vred, men myndig i sine krav. Om en splittet gud er der ikke tale her, nej, afklarethed, visdom og kærlighed er dette væsens kendemærker, for det er nemlig denne gud, om hvem Jesus taler, når han giver den smukke lignelse om den fortabte søn; med sin dybe faderkærlighed formår denne gud at tilgive selv sin mest opsætsige og håbløst ufuldkomne søn, når denne indser sine fejl og vender hjem til ham. »Vi er blevet trætte på den forkerte vej og har vandret ad tunge, sure veje; men Guds vej har vi ikke erkendt, og retfærdighedens sol er ikke stået op for os«. Først når kirkens myndigheder engang vil indse, at forsoningslæren må og skal falde, fordi den er Gud uværdig, først da vil retfærdighedens sol stå op for dem, først da vil kristendommen kunne blive det, dens grundlægger mente den var: kærlighedens religion. n cand.mag.