For præcis 150 år siden (søndag den 19. november 1865) lød der salmesang fra præstegårdsladen ved Ryslinge kirke på Fyn. Sognets præst - den nationalt sindede politiker og kirkelige stridsmand Vilhelm Birkedal - var kort forinden blevet afskediget fra sit embede på grund af barsk kritik mod regeringen og kongen.
Ifølge Birkedal havde fredsslutningen efter krigen i 1864 været vanærende, ja decideret ”pjalteri”; i stærke vendinger havde han fra Folketingets talerstol opfordret den daværende konge til enten at genoptage kampen mod Prøjsen eller abdicere.
Birkedal havde i længere tid været en torn i øjet på myndighederne. Året forinden havde kultusminister Heltzen forsøgt at få ham afskediget, efter at han i en kirkebøn havde bedt ”“Gud give Kongen et dansk Hjerte, om det er muligt!”. Biskop Engelstoft i Odense frarådede dog en fyring, da Birkedal med sine mange tilhængere blandt vækkelsesfolkene og grundtvigianerne alt for let ville blive en martyr for den kirkelige friheds sag.
Men fyret blev han. Birkedals mange kirkelige støtter, både den talstærke menighed, der efterhånden havde samlet sig under hans prædikestol i Ryslinge, og tilhængere af den kirkelige frihed landet over, var dog ikke til sinds at forbigå afskedigelsen i stilhed.
Dermed lagde fyringen ikke blot grund for dannelsen af den første frie grundtvigske menighed i Danmark, men inspirerede samtidig også grundtvigsk sindede lægmænd og præster landet over til at gøre, som man gjorde i Ryslinge: danne frie menigheder om frie præster.
Søndag den 19. november 1865 mødtes præst og menighed for første gang til gudstjeneste i tærskeloen i Ryslinge Præstegårds kornlade. Kirken havde man ikke længere lov at bruge; provsten havde beordret herredets øvrige præster til på skift at varetage gudstjeneste i sognekirken, indtil den nye præst var ansat.
Præstegårdsladen var meget mørk, så man satte ekstra vinduer i. Væggen ind mod selve laden blev dækket med grangrene. Prædikestolen var den talerstol, man plejede at bruge til folkelige møder; døbefonten et simpelt porcelænsfad. Ved østvægen opstilledes et alter på en baggrund af to store dannebrogsflag med et påhæftet grankors. Et stik af Correggios ”Nat” blev brugt som alterbillede. Menighedens gamle kunne under gudstjenesten sidde ned på bænke af uhøvlede brædder, mens resten af tilhørerne stod op og fyldte hele ladegangen.
Man kunne let forestille sig, at Birkedal - opildnet af menighedens harme over at føle sig uretfærdigt behandlet af de kirkelige myndigheder - kunne have fundet lejlighed til at tordne mod den folkekirke, som han og menigheden følte sig presset ud af. Det gjorde han nu ikke. I stedet er mange af de prædikener, der er bevaret fra tiden i laderne, præget af en særlig varme og besindighed. Kirkeligt set var præst og menighed nu på Herrens mark, og det gav en stærk fornemmelse af, hvor vigtigt det var, at man nu stod sammen.
”Naar jeg seer mig omkring i denne Lade, da tykkes den mig ikke uden Tillokkelse for denne Hyrdegerning. Det var jo i en Stald og Lade, Verdens Frelser fødtes, - det var ikke et Pallads eller en stolt Marmorkirke - men en ringe Stald på den vildende Mark, hvor Han fandt sit første Leje. [“] Her i denne Lade se vi rundt omkring de nøgne Bjælker - det minder mig om Korsbjælken, hvorpaa Verdens Frelser hang. [“] Der er dæmrende dunkelt i dette Huus og Lyset bryder kun sparsomt igjennem de smaa og faa Ruder, - det minder mig om Gravhvælvingen, hvor Verdens Frelser laa og begrov al vor Synd, men tillige om Timen, da Englen rokkede Stenen og en Lysstraale faldt paa Hans blege Kind, og Han rejste sig og gik ud til Lys og Forklarelse; [“] Her i denne Lade see vi overalt Høstens Gaver, der her ere bragte i Huus - det skal minde os om den himmelske Lade, hvorhen Englene skulle bære den store, evige Høst - o, at vi maa være blandt de Høstens Neeg [“].
Birkedal slutter sin prædiken med at lægge sin egen og menighedens skæbne i Guds hånd: ”Bevar Menigheden, sæt din stærke Englevagt omkring den lille Flok som en Muur, [“] og lad os alle bevares i din Tro, Ydmyghed, Kjærlighed og Naade uden at gøre Dig Skam, for at Du kan see mildt paa os nu og evindelig! Amen, i Jesu Navn Amen!”.
Det er ikke blot i Ryslinge, at harmen over afskedigelsen var stor. Ryslingesagen satte det kirkelige og folkelige Danmark på den anden ende med en klar fornemmelse af, at Birkedal var blevet gjort til martyr af regeringen. Landet over blev der holdt møder til støtte for Birkedal og den kirkelige frihed.
Grundtvig var fyr og flamme og spurgte i et indlæg retorisk: ”Hvad kommer det Præsten i Vartov ved, at Præsten i Ryslinge bliver afsat?”. Han gav selv svaret: ”Det kommer alle ved, da det er en principiel sag om både præstens og menighedens frihed.”
Grundtvig og mange af hans disciple mente, at tiden var ved at være inde for almindelig udtrædelse af folkekirken - den slags trusler koketterede Grundtvig i ny og næ med uden dog at gøre alvor af sagen.
I stedet bliver den varige frugt af kirkekampen i Ryslinge opførelsen af Nazarethkirken i 1866 og vedtagelsen af loven om valgmenigheder i 1868.
Birkedals menighed var den første til at søge anerkendelse under den nye lov. Loven gør det muligt for mindst 20 husstande at danne valgmenighed om en ”tjenstledig folkekirkepræst” mod selv at bære alle udgifter. Menigheden står under folkekirkeligt tilsyn af biskop og provst og er at betragte som en fri menighed inden for folkekirken.
Dannelsen af den frie menighed i Ryslinge og loven om valgmenigheder blev en stor sejr for de grundtvigske tanker om kirkelig frihed. Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt kalder ligefrem grundtvigianismens glansperiode i 1870'erne og 80'erne for en ”valgmenighedsbevægelse”.
Det skyldes ikke så meget antallet af nyoprettede valgmenigheder - der blev aldrig flere end cirka 30. I højere grad hænger det sammen med, at det kirkelige frihedsprincip nu var blevet slået fast med syvtommersøm, samt at valgmenighederne som en kirkelig avantgarde på mange måder kom til at danne mønster for den senere kirkelovgivning om frit præstevalg og sognedemokrati. Lindhardt har ret i, at de frie menigheder blev mere end blot en ventil på folkekirkens maskineri; de blev en kraftkilde og en stadig inspiration for hele dens organisme.
150 år efter dannelsen af den frie menighed i Ryslinge er der endda mere end nogensinde før brug for valg- og frimenighederne. Det bliver stadigt tydeligere, at folkekirken er inde i en uheldig udvikling. I praksis er man i disse år ved at gennemføre kirkens svar på kommunalreformen: ønsket om topstyring og tydelige ledelsesstrukturer gør, at sogne bliver lagt sammen, mister status og ikke længere betragtes som den folkekirkelige grund-enhed. I stedet flyttes den økonomiske og administrative magt op på provstiniveau. Kirkeministeriet behandler i praksis sognene som den yderste gren af den statskirkelige administration og bebyrder menighedsrådene med love, cirkulærer og skrivelser i ét væk. Mange menighedsrådsmedlemmer fornemmer umyndiggørelsen og begræder, at menighedsrådene reduceres til kirkelige arrangementsudvalg med stærkt indskrænkede beføjelser.
150-årsjubilæet for den første frie grundtvigske menighed kan derfor minde os alle om vigtigheden af frihed i kirkelige forhold samt det helt basale, at menighederne båret af et myndigt lægfolk altid bør være grundstammen i folkekirken.
Malene Rask Aastrup er præst i Ryslinge Valgmenighed og Mikkel Crone Nielsen er præst i Ryslinge Frimenighed. I forbindelse med jubilæet i Ryslinge udkommer bogen ”Om Kirkekamp i en Nybrudstid - Vilhelm Birkedal, Torkild Skat Rørdam og Nazarethkirken i Ryslinge”