Den frygtede mårhund i salmebogen

Kirken har til alle tider udstedt advarsler mod invasive arter, der truer med at hjemsøge Herrens vingård, skriver teologisk æresdoktor Jens Lyster

I 2008 LANCEREDE Miljøministeriet en Handlingsplan for invasive, ikke-hjemmehørende arter såsom mårhund, vaskebjørn, dræbersnegl, signalkrebs, kæmpe-bjørneklo og bynke-ambrosie.

Disse uvelkomne skadevoldere skulle nu kortlægges og bekæmpes. Miljøministeriet åbnede altså ikke armene i globaliseringens højhellige navn for at byde alt fremmed hjertelig velkommen som en tiltrængt berigelse af den danske flora og fauna, men advarede, når frø af ugræs er føget over hegnet.

Kirken har til alle tider udstedt advarsler mod invasive arter, der truer med at hjemsøge Herrens vingård. I Højsangen 2, 15 er det ræve og ikke mårhunde, der truer vingården. Rævene blev siden billeder på skiftende aktuelle trusler.

LÆS OGSÅ: Nu får babyerne også en salmebog

I 1520 blev Højsangens ræve i pavens bandtrusselsbulle set som forvarsel om Luther, ligesom også skovens vildsvin (i Sl 80, 14), der nedbryder hegnet om vingården, er samme bulles smagfulde billede på Luthers virke i Wittenberg.

Den danske kirkes salmebog har fra første begyndelse haft sin frygtede mårhund.

Allerede i den Kirkeordinans, der skulle regulere det kirkelige liv efter Reformationen, påbyder kongen udtrykkeligt om nye salmer: Ligeledes vil vi ejheller, at nogen skulle her i vore riger trykke håndbøger, messebøger eller andre ceremoni-bøger med nye sange oversat på dansk, til at synge med latinske noder, som den oprørske Müntzer gjorde, eftersom vi ikke anser brugen af disse for nyttig.

Ved navns nævnelse advarer den unge danske kirkes grundlov mod den tyske teolog og salmedigter Thomas Müntzer (1488-1525). Müntzer personliggjorde den såkaldt radikale reformation, der i skarp opposition til Luther ville en åndeliggjort og antisakramental og revolutionær kirke og et kommunistisk samfund styret af præster efter bibelske forskrifter.

Müntzer udarbejdede den første fuldstændige liturgi på tysk med oversættelser af gamle latinske kirkesange og kom her Luther i forkøbet. Som oprørsleder under Den Tyske Bondekrig blev han ved bøndernes nederlag i 1525 taget til fange, tortureret og halshugget.

Luther og Müntzer konkurrerede altså om salmemarkedet i 1520erne. Deres salmer var teologisk forskellige, men Müntzers salmer kan ikke frakendes hverken teologisk alvor eller litterær kvalitet.

Men fordi Müntzer havde været en oprører imod øvrigheden, hvilket i den danske fyrstekirke var den værst tænkelige synd, blev hele hans forfatterskab lagt på is, i det omfang det kunne identificeres i den unge lutherske kirke, der ikke som den katolske rådede over et indeks over forbudte bøger. De danske teologer var fra første færd på vagt over for Müntzer, men vidste ikke helt, hvad de var på vagt over for.

Med tiden antog den ukendte, men så meget desto mere frygtede Müntzer mytologiske dimensioner. Da Sjællands biskop efter reformationsjubilæet 1617 sammenkaldte alle ikke-lutherske borgere i Vor Frue Kirke og afkrævede dem en loyalitetserklæring, gjorde han opmærksom på, at de fire farlige engle, som i Johannes Åbenbaring (9, 14-15) blev sluppet løs og fik jorden til at skælve, måtte forstås om Müntzer, Zwingli, gendøberen Michael Servet og jesuiten Ignatius Loyola.

FØRST MED DEN HALLENSISKE pietist Gottfried Arnolds epokegørende Upartiske kirke- og kætterhistorie, 1699-1700, blev Thomas Müntzer tilkendt en delvis anerkendende omtale.

Det førte til, at Müntzer igen blev skydeskive for ortodokse teologer. Når de ville angribe pietisterne, blev Müntzer med sin oprørske, øvrighedsfjendske og sakramentforagtende teologi set som forløber for pietismens sværmerier.

For at kunne bruge Müntzer til skræk og advarsel i kirkekampen mod pietisterne måtte de ortodokse teologer studere Müntzers forfatterskab. Müntzers navn blev derved atter kendt i Danmark, ja, selv i kongerigets fjerneste kolonier, og ikke for det gode.

Som begrundelse for at arrestere trankebarmissionæren Bartholomaeus Ziegenbalg, der havde frikøbt lokale slaver, angav Trankebars kommandant nytårsdag 1709, at han betragtede missionæren som en Thomas Müntzer, der ville anstifte oprør. I de første årtier af 1700-tallet var kirke og øvrighed i Danmark på skærpet vagt over for Müntzer.

Men den nye vagtsomhed var for sent ude. I 200 år havde kirken næret en slange ved sin barm uden at ane uråd.

Da Hans Tausen i Viborg 1528 skrev salmer til et nyt salmehæfte, støttede han sig ved oversættelsen af Te Deum Laudamus til en anonym oversættelse på tysk, som han kan have hentet fra Rostocksalmebogen 1525.

Det samme gjorde på samme tid Malmø-reformatoren Claus Mortensen, for i begge byer var der brug for Te Deum på dansk til morgensangen i kirken.

Det blev Claus Mortensens oversættelse O Gud vi love dig, der løb af med sejren og endte med en fornem førsteplads i salmebogen.

Forordnet til forprædiken om søndagen blev O Gud vi love dig i 1699 anbragt forrest i i enevoldskongens forordnede kirkesalmebog. Og i Danmarks og Norges Kirke-Ritual 1685 påbød den enevældige konge sine undersåtter at synge O Gud vi love dig til froprædiken.

Således gik Claus Mortensens oversættelse sin sejrsgang. Da man i 1717 fejrede reformationsjubilæum under kongelig bevågenhed, foregik alle festgudstjenester med trompet-akkompagneret afsyngelse af O Gud vi love dig.

Men kun 10 år senere begyndte nedtællingen til den feterede salmes endeligt. I 1727 udkom et oplag af Kingos salmebog, hvori der som anhang lanceredes en ny dansk oversættelse af Te Deum, nemlig den O store Gud! vi love dig, som stadig står i salmebogen.

Det oplyses, at denne nye salme nu synges i Slotskirken på taksigelsesdage. Og to år senere, i 1729, kom et kongeligt reskript, der påbød alle menigheder i Danmark og Norge at indføre den nye O store Gud! vi love dig. Samtidig forbydes brugen af det gamle Te Deum med den begrundelse, at det har en tung og for menighederne ubefattelig melodi.

De følgende oplag af Kingos salmebog fulgte reskriptet og indledte med O store Gud! vi love dig, medens det gamle Te Deum blev sat i skammekrogen. Det kongelige reskript påbød endvidere bogtrykkerne at fremstille store oplag med separattryk af O store Gud! vi love dig til brug i kirken.

HVEM DER I 1720ERNE er kommet under vejr med, at galionsfiguren i Kingos salmebog var bygget af tømmer fra Müntzers værksted, vides ikke. Den pinlige sandhed, at mårhunden Müntzer alligevel havde kunnet snige sig ind i Herrens vingård gennem et hul i hegnet og nu indtog en hædersplads, må have været ubærlig for både konge og kirke.

I inderkredsen af indviede omkring kongen har man holdt tand for tunge, men en tempelrensning efter mårhundens besøg og besørgelse i det allerhelligste var presserende. Men i al diskretion, så ingen anede uråd om den pinlige sandhed. Derfor fokuseredes på melodien, som det kongelige reskript gav karakteren tung og for menighederne ubefattelig.

Mårhunden var dermed sat på porten. Troede myndighederne. Men tre år senere listede den ind ad en bagdør, da hollænderne på Amager udgav deres egen Nedder-Düdesche Kercken und Huus Psalm-Boeck. Gennem dette hul i hegnet kom Müntzers salme Godt, hillige Schepper aller Stern ind i riget.

Siden har forskere påvist, at Hans Tausens oversættelse af adventshymnen Conditor alme siderum byggede på en Müntzer-salme. Også den farlige engel Zwingli listede sig ubemærket ind i salmebogen.

Måske er der endnu flere mårhunde i salmebogen? Foreløbig står det fast, at Thomas Müntzer bør med, næste gang en dansk salmedigterbiografi skal skrives.