Den hellige almindelige valgret

Vi kan i disse dage fejre 100-året for grundlovsrevisionen i 1915, der var et afgørende skridt i demokratiseringen af det danske samfund. Ændringen medførte, at kvinder fik valgret til Rigsdagen, men man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig, skriver dagens kronikør

Jens Fabricius Møller,Skribent.
Jens Fabricius Møller,Skribent. Foto: Leif Tuxen.

DET ER INTERESSANT, at hverken Junigrundloven fra 1849 eller nogen af de senere revisioner anvender ordene demokrati eller demokratisk om styreformen i Danmark.

Statsomvæltningen i 1848 og Grundloven året efter var i sin grund blot en indskrænkning af kongens magt, idet kongen helt måtte opgive sin dømmende magt. Den udøvende magt måtte overlades til de af ham udpegede ansvarlige ministre, og den lovgivende magt måtte han dele med en repræsentativ forsamling.

Valgretten til den repræsentative forsamling - indtil 1953 Rigsdagen og derefter Folketinget - er konstant blevet udvidet, og samtidig har Folketinget fået stadig stigende betydning gennem det meste af det 20. århundrede. Et afgørende gennembrud kom med indførelsen af parlamentarismen med grundlovsrevisionen i 1953, en formalisering af den forfatningsskik, der i det store hele havde hersket siden 1901, nemlig at regeringsmagten var afhængig af ikke at have et parlamentarisk flertal imod sig.

I vurderingen af denne demokratiske forsamlings sammensætning er to spørgsmål afgørende: Hvem eller hvad skal repræsenteres, og hvordan tilvejebringes denne repræsentation bedst? Sædvanligvis stiller vi os tilfredse med den direkte oversættelse af ordet demokrati til folkestyre. Det vil sige, at Danmark ledes af folkets repræsentanter. Men det er langt fra en udtømmende eller tilstrækkelig definition. Vi må tilbage til før begyndelsen for at finde forklaringen.

Efter Julirevolutionen i Paris i 1830 spredte der sig en politisk vækkelse i store dele af Europa, også i Danmark. Man ønskede reformer af styret, herunder indflydelse gennem en repræsentation. Hvem skulle man i givet fald vælge? Det blev opfattet som et grundlæggende problem, at en meget stor del af befolkningen simpelthen ikke egnede sig til opgaven. ”Hvad nytter det heller at dølge for hinanden, hvad vi alle veed,” skrev Grundtvig i 1831 i forsøget på at definere, hvem der var skikket til det politiske håndværk, ”at der i alle Lande er et stort Antal, end ikke blot i de laveste Klasser, som vi ei kan kalde andet end Fæ”. Man får ikke en sum af visdom ud af at skabe en forsamling på et par hundrede vankundige, hvis man skal sammenfatte Grundtvigs lidt kringlede prosa.

Selvom det fra et nutidigt standpunkt er vanskeligt at ignorere arrogancen i Grundtvigs konstatering, er problemet helt grundlæggende også for vore dages demokrati: Hvordan får man skabt en repræsentativ forsamling med et overskud af fornuft, når den sammensættes ved en kombination af statistiske principper og vælgernes luner? Man forsøger at skabe en ligning, hvor matematik plus følelser helst skal være lig med fornuft.

ET AF HOVEDKRAVENE, som blev stillet blandt politisk aktive borgere i første halvdel af 1800-tallet, var indsigt i og kontrol med statens indtægter og udgifter. Statens regnskaber blev trykt og gjort offentligt tilgængelige første gang i 1840, og i 1849 blev det grundlovsfæstet, at statens regnskab skal vedtages som lov, det vil altså sige, at den repræsentative forsamling opnåede fuld kontrol med skatteopkrævning og offentlige udgifter ved hjælp af det, vi i dag kender som finansloven.

Men man kunne bare lade hvem som helst varetage dette økonomiske ansvar? Hvis man lod de uformuende få for stor indflydelse, ville de jo bare vedtage at beskatte de rigeste og give pengene til de fattige, lød argumentet. Det er motivationen bag den såkaldte husbondvalgret, altså at kun overhovedet for en husstand fik valgret. Kun de, der havde ansvar for en husholdning i forvejen, kunne komme i betragtning som ansvarlige for statens husholdning. Selvom kvinder også i 1848 især som enker kunne fungere som husbond, var det dog ikke på tale at inddrage dem. Undtagelsen er Island, hvor kvinder, der stod i spidsen for en husholdning, fik valgret til Altinget i 1882.

Husbondvalgretten var allerede fra 1849 udvidet, fordi den også omfattede arbejdere og husmænd, så længe de havde en selvstændig husholdning. De udgjorde grænsetilfælde, fordi de også kunne betragtes som stående i et afhængighedsforhold af en anden husbond - en arbejdsgiver eller en godsejer. Den berømte remse af f'er, der ikke havde valgret - fallenter, fattige, fruentimmere, fjolser, folkehold og så videre - havde derimod det til fælles, at de enten var umyndige, afhængige eller uværdige - kort sagt uansvarlige.

I det kommunale selvstyre, der blev udviklet samtidig med den fri forfatning, blev valgretten ganske enkelt knyttet til skattebetaling. Man kender princippet fra det berømte slagord under den amerikanske revolution mod det britiske koloniherredømme: ”No tax-ation without representation”. (Ingen beskatning uden repræsentation). De amerikanske kolonier ville ikke betale skatter, så længe de ikke var repræsenteret i parlamentet i London. Den, der betaler, vil også være med at tage ansvaret for, hvordan pengene bruges. Det var den samme logik, som danske godsejere anvendte for at retfærdiggøre, at de sad næsten uafbrudt på regeringsmagten fra 1866 til 1901 med et stadig større flertal af vælgerne imod sig. Det er interessant nok en tilsvarende logik, der endte med at give kvinderne stemmeret.

Man var for 100 år siden stadig optaget af, at kvinders psyke eller intelligens var en anden end mandens. Kvinder var mere følelsesbetonede og mænd mere fornuftige, mente man. Men til denne kønsdiskrimination hørte netop ikke, at kvinder var uansvarlige. De havde ansvaret for familien og dens trivsel. Netop kommunernes overtagelse af en række af de forsorgsopgaver, der normalt blev betragtet som kvindens, var et argument for at give kvinder kommunal valgret i 1908, for kommunernes ansvarsområde var jo det samme som kvindernes. Det samme kan givetvis siges om kvinders valgret til menighedsråd, som de allerede fik i 1903.

DET BANEDE VEJEN for kvinders valgret til Rigsdagen i 1915. Man skal imidlertid være varsom med at stirre sig blind på kønsperspektivet. Tyendet fik nemlig valgret samtidig.

Den nye valglov var først og fremmest et opgør med husbondvalgretten, og det indebar, at også alle de mænd, der indgik i en husholdning i et tjenesteforhold, nu blev betragtet som værdige til at stemme til rigsdagsvalgene. Parallelt med anerkendelsen af kvinders og tyendes politiske myndighed fulgte også den juridiske og økonomiske. Kvinder fik for eksempel i disse årtier stadig større råderet over eget bo, og husbonds ret til at revse tyendet fysisk blev ophævet.Det grundlæggende kriterium for valgret, nemlig kravet om ansvarlighed, ændrede sig imidlertid ikke. Efter 1915 kunne man stadig fortabe sin stemmeret, hvis man var på offentlig forsørgelse under særlige omstændigheder eller straffet. Det har ændret sig siden. I dag kan både indsatte i fængslerne og bistandsklienter stemme, men det er stadig således, at den, der i kraft af værgemålsloven er umyndiggjort, altså frataget sin retlige handleevne, for eksempel på grund af økonomisk uansvarlighed, også mister sin stemmeret.

Og selvom valgretsalderen til Folketinget løbende er sat ned over flere omgange til i dag 18 år, er det stadig således, at de, der i kraft af deres unge alder juridisk og økonomisk betragtes som umyndige, altså de ikke-voksne, ikke har stemmeret. Vælgerens hverv er stadig kun betroet dem, der i øvrigt betragtes som ansvarlige.

Jes Fabricius Møller er forfatter og lektor i historie ved Københavns Universitet. Dagens kronik er en tale holdt ved Københavns Universitets fejring den 1. juni 2015 af 100-året for 1915-grundloven og kvindernes stemmeret