Den postmoderne helt

I den postmoderne relativisme er alle synspunkter lige gyldige, men i et kristent verdensbillede findes der en absolut virkelighed, der kan skelne mellem godt og ondt. »Den røde Pimpernel« er et godt eksempel på en kristent inspireret heltetype,

ledende inspektor Vi befinder os i dag på den anden side af to verdenskrige og lever i en postmoderne relativisme, hvor helten er et meningsløst begreb. Kampen mellem det gode og det onde er et spørgsmål om præferencer og synsvinkler, ikke om et afgørende absolut valg. Alt i tid og rum indgår i en indbyrdes gensidig påvirkning. Modernitetens store fortjeneste er, at den har givet denne kontekstbaserethed mæle. Der er tale om en kollektiv bevidsthedsudvidelse, der betyder, at intet fortrænges, at alt lægges frem. Problemet er imidlertid, at selvom alle synsvinkler er lige gyldige, fordi der er mennesker, der definerer verden ud fra dem, er det jo ikke ligegyldigt, hvilken synsvinkel, man har. Det har konsekvenser for en selv og andre, med hvilket øje man ser. Her er det afgørende, hvordan man opfatter menneskets bevidsthed. Hvis man ikke mener, at mennesket er skabt til frihed, og kun ser dets bevidsthed som et resultat af gener og miljø, vil der ikke være noget sorteringsredskab i valget mellem vinklerne. Hvis man derimod er af den opfattelse, at der findes en åndelig virkelighed, som udtrykker sig igennem tid og rum, men uden identitetssammenfald, vil ens syn på mennesket være anderledes. Som skabt ud af denne åndelige virkelighed er man del af noget absolut, selvom man også hører til i tid og rum. Det er det, der i kristen terminologi er det samme som at være skabt i Guds billede. Den vestlige kultur er karakteriseret ved en voksende polarisering mellem rig og fattig og ved reaktionsmønstre, der vidner om megen indre smerte. Der er samlivsproblemer, selvmord, alkoholisme, narkomani og fremmedhad. I middelklassen er der et udbredt karriereræs, hvor præstationerne på arbejdspladsen betinger selvværdet. Vi stiller store krav til hinanden i parforholdet. Forelskelsens rus afløses af hverdagens tømmermænd. Det serielle monogami bevirker, at der ikke går for lang tid mellem snapsene. Vi har på mange måder gjort os til slaver af nogle meget ukærlige mekanismer, der ikke rummer os, men dømmer os og forkaster os, når vi ikke lever op til kravene. Det dominerende relativistiske og materialistiske menneskesyn har ikke megen krisehjælp at byde på her. Bøger kan fungere både som et trygt sted, som man kan flygte ind i, når verden strammer grebet, men de kan også fungere som inspiration og vejvisere til at forbedre den. Baronesse Orczys roman »Den røde Pimpernel« (fra 1905) om en modig englænder, Sir Percy Blakeney, der under dæknavnet »Den røde Pimpernel« redder aristokrater fra guillotinen under Den franske Revolution, er en af de romaner, som kan udgøre begge funktioner og har gjort det for mange, ikke mindst for mig selv, der ikke er nogen heltinde, men absolut et produkt af min tid og kultur med kendskab til både skilsmisse og præstationsafhængighed. Baronessen sagde selv, at hun så Sir Percy første gang som en mental vision, mens hun ventede på toget. Hun skrev selve bogen på fem uger uden tvivl båret af en stor inspiration. Det er nærliggende at sammenknytte denne bog med hendes egen skæbne. Hun var flygtning fra Ungarn, familien havde været i fare, og hun havde skiftet kultur. Derfor er det måske ikke tilfældigt, at hun får en sådan vision. Denne mandlige figur er også et symbol på de kræfter, hun selv havde brug for at integrere i sit nye liv, hvilket hun jo gjorde ved udadtil at skabe en karriere for sig selv i sit nye land, hvor en kvinde på det tidspunkt omkring århundredeskiftet i høj grad havde brug for en indre helt til at skaffe sig et fodfæste i en kultur, der foragtede både udlændinge og kvinder. Hun var efter eget udsagn lykkeligt gift, så i sine relationer må hun også have været i stand til at skabe gode sammenhænge. Denne heltevision, der opstod i baronesse Orczys bevidsthed, er i mine øjne værd at beskæftige sig med, da hun, som os i dag, måtte opbygge en verden på baggrund af en oplevelse af kaos. »Den røde Pimpernel« er ikke stor verdenslitteratur, men romanen har overlevet på grund af dens helteskikkelse, som har haft en betydelig virkningshistorie. Dobbeltgængerhelte som Batman, Superman og Zorro står i gæld til Sir Percy. Den har været filmatiseret mange gange. Den sidste version er som musical på Broadway, hvor der er mennesker, der har set den op til 50 gange. Den har således en betydelig følelsesmæssig gennemslagskraft, hvilket skyldes, at den rører ved noget universelt. Sir Percy er den arketypiske helt. Han ser godt ud, lyshåret, blåøjet, høj, bredskuldret, elegant og ikke mindst vittig og intelligent. Typisk for en helt har han haft en vanskelig og udsat barndom, som bevirker, at han enten selv må skabe sig et holdbart verdensbillede eller leve meningsløst. De forhåbninger, han har til sit ægteskab, kuldsejler, da hans franske kone, Marguerite, ikke bare viser sig at være revolutionær af sind, men også er det af handling og tilsyneladende uden grund har medvirket til at få en hel familie guillotineret. Det er spændingen mellem Sir Percys forskellige roller, der udgør hans fascination. Der er den selvoptagede society-laps, der citerer sit digt om pimpernellen, »We seek him here, We seek him there«, vel vidende, at ingen mistænker ham for at være den, han også er, nemlig helten. Som helt lever Sir Percy dog ikke op til det sædvanlige ideal, der forveksler fysisk aggression med mod. Han er ingen machomand. Selvom han beskrives som et lækkert mandfolk med højde og masser af muskler, vinder han altid ved hjælp af sin begavelse, sin hurtighed og sin evne til at forklæde sig, ikke ved at slå på tæven. Han er noget så usædvanligt som en ikke-voldelig, gift helt med humor. Og han har en menneskelig dimension, hvad hans populære efterfølgere ikke har. Mellem lapsen og helten er der en bitter og skuffet, men stadig forelsket ægtemand, som har mistet sine illusioner. Sir Percy er en helt på to områder. Han er en udadvendt helt, hvis idealer ikke udspringer af ideologi, men af medfølelse. Mange har opfattet ham og hans forfatter som politisk ukorrekte, netop fordi der er tale om redning af ofre, der selv har været tyranner. I en senere roman redder han sin ærkefjende Chauvelins datter. På denne måde har vi her at gøre med en kristent inspireret heltetype, der nok fastholder det gode i forhold til det onde, men ikke forholder sig dømmende over for andre, men ser dem som medmennesker, der ikke har et hovede for meget. Han er i stand til at indleve sig i enhver synsvinkel og kan derfor færdes i alle miljøer og påtage sig alle mulige forklædninger. Vi er især vant til at definere en helt som en, der vinder over nogen. Det gode er hos helten, og det onde er udspaltet i skurken, som får sin fortjente straf. Også her afviger romanen fra normen, for selvom Sir Percy har en ydre modsætning i Chauvelin, har han også en indre problematik, hvis løsning er romanens egentlige heltegerning. Hvor det kan være relativt nemt at være en helt over for mennesker, man ikke kender, er den største udfordring i vores kultur, hvor vi ikke skal kæmpe for det daglige brød, eller hvor vi ikke trues på livet, at skulle indgå i en kærlighedsrelation. Det er måske lettere som Greenpeace-aktivist at binde sig bag en hvalfangerbåd end dagligt at skulle forholde sig givende og modtagende til et andet menneske. De mange skilsmisser vidner om, hvor lidt et sådant helteprojekt appellerer til os. At være en helt i personlige forhold er den ultimative udfordring, da den intime sfære stiller os over for de dybeste længsler og de største begrænsninger og beskadigelser i vores sind. Parret i romanen har været gift i et år og ville nok, hvis de havde levet i dag, have været på vej til sagføreren. Vi er på den anden side af »de levede lykkeligt«. Han har haft behov for at idealisere hende, og hun har været afhængig af hans beundring og ikke blind for hans penge og position. Sir Percy og Marguerite finder hinanden gennem forvandlingen af denne egocentriske kærlighed. Da hun erkender, at hun elsker ham, handler hun for hans skyld og viser dermed, at det er ham, hun elsker og ikke hans spejling. Han på sin side kan igen vise hende sin kærlighed, da han forstår, at hun er et almindeligt menneske og ikke et ideal. Pointen er, at den lykkelige slutning ikke indebærer tilbageskridtet til forelskelsens projektion af gensidige illusioner, men bliver en uddybet relation mellem to mennesker, der har lært sig selv og hinanden bedre at kende og kan fastholde en kærlighed på menneskelige betingelser. Der er ikke noget at sige til, at heltens og heltindens forening i krop og sjæl symboliserer menneskets urlængsel efter kærlighed, både efter selv at blive rummet fuldstændigt og efter at kunne elske lige så uforbeholdent selv. Mennesker kan ikke gøre dette for hinanden fuldkomment. Mange af vores gensidige skuffelser er betingede af, at vi tror, at den anden kan udgøre en sådan gudsfunktion for os. I vores kultur idealiserer vi - katastrofalt - forelskelsen og de euforiske højdepunkter i forbindelse hermed. Det er ikke så underligt, at menneskelige relationer har det svært, og at vi falder dybt i hinandens agtelse, når vi ikke lever op til forventningerne. Hvis man skulle ønske noget for os mennesker i det nye årtusinde, skulle det være udviklingen af os som helte og heltinder. Udfordringen er at blive i stand til at rumme den postmoderne mangfoldighed samtidig med, at man med kærligheden som værdigrundlag og som formål tør sortere og vælge. Vi har hårdt brug for helte. En verden uden helte ville ende i et psykotisk kollektivt univers, hvor alle stemmer råber i munden på hinanden, men vi har heller ikke brug for helte, der ensretter og forkaster. Vi har brug for helte, der har medfølelse, som tør handle på den og griber ind over for grusomheder og uretfærdigheder. Vi har brug for mennesker, som kan leve med deres egen og andres begrænsninger og stadigvæk tør elske. n