Penge er forbundet med mange illusioner. En af de største, ”den store pengeillusion”, er selve den forestilling, at samfundsøkonomi grundlæggende handler om penge. Denne illusion synes i høj grad at diktere, hvad det for eksempel vil sige at være ”økonomisk ansvarlig”.
Det er imidlertid grundviden på økonomistudiet, at samfundsøkonomi handler om, hvordan samfundet holder hus med sine knappe reale ressourcer: arbejdskraften, produktionsmidlerne, naturressourcerne og så videre. Det er dem, der skaber velstanden, og dem, vi skal økonomisere med.
Skulle der blive knaphed på penge, kan man nemt og billigt producere flere. Sådan er det ikke med de reale ressourcer. Hvis man opfatter pengenes univers som den virkelige økonomi og naturen og miljøet som et slags luksusunivers, har man altså fået vendt tingene grundigt på hovedet. Så lad mig forsøge at vende tingene ”på benene” en gang til.
Pengenes funktion er at hjælpe os med at økonomisere med de reale ressourcer, at sørge for, at de bruges der, hvor de gør størst nytte. Hverken staten eller markedet løser denne opgave perfekt, og vi lever derfor i en verden, hvor ansvarligheden over for for eksempel statsbudgettet kan være direkte uansvarlig over for realøkonomien - og omvendt.
Vækstkritikkens yndlingseksempel er naturligvis, at man ved at fyre op under den økonomiske vækst alt andet lige vil accelerere udtømningen af knappe naturressourcer. Realøkonomisk opfører vi os som rige arvinger, der bruger løs af hovedstolen, og det kan jo næppe betragtes som ansvarligt over for vore egne arvinger. Adfærden er ikke bæredygtig; der er ikke realøkonomisk dækning for den. Et omvendt eksempel: En række sydeuropæiske lande slås med betydelige gældsproblemer. De tvinges derfor til at ”spare” ganske voldsomt. Konsekvenserne er blandt andet, at ungdomsarbejdsløsheden i Grækenland er oppe omkring 60 procent. Dette astronomiske spild af menneskelige ressourcer betegnes uden at blinke som besparelse, uagtet at den arbejdskraft, der ikke bruges i dag, er tabt for evigt. Er det så ansvarlig økonomisk politik - og i givet fald over for hvem?
Gældskrisen i Sydeuropa kan selvfølgelig overbevise enhver om forgældelsens forbandelse. Ifølge EU's vækst- og stabilitetspagt skal medlemslandene da også føre en ”ansvarlig” politik, hvor budgetunderskuddet højst må udgøre tre procent af BNP, mens den offentlige gæld ikke må overstige 60 procent af BNP. Det budgetterede offentlige underskud herhjemme er tæt på de tre procent, mens den offentlige bruttogæld udgør cirka 45 procent af BNP. Nettogælden er på cirka seks procent.
Så hvis den danske stat, som kan låne til en meget lav rente, skulle beslutte sig for at låne til investering i for eksempel energirenovering af statens bygningsmasse, så kan budgetreglerne blokere for det - på trods af, at en sådan investering formentlig ville forbedre såvel statsbudgettet som samfundsøkonomien på lang sigt. Er det ansvarligt? Er det ”sunde finanser”?
Mange offentlige investeringer kan være samfundsmæssigt rentable uden nødvendigvis at være gode forretninger for det offentlige i sig selv. Til gengæld rummer mange offentlige ydelser et direkte eller indirekte element af investering, set i et rent budgetperspektiv. Hvis skatteinddrivningen eksempelvis ”rationaliseres” i et sådant omfang, at skatteindtægter i milliardklassen går tabt, så er det indlysende, at besparelserne koster kassen.
Skatteeksemplet er imidlertid langt-fra det eneste. Gennem snart mange år har man fra politisk hold ”aftalt” produktivitetsstigninger i forskellige dele af den offentlige sektor. De er så ved grønthøsterens hjælp blevet gennemtrumfet, uanset om de havde realøkonomisk dækning i faktiske innovationer (det vil sige forbedringer, ikke blot forandringer) eller ej.
Offentligt ansatte har ofte forgæves spurgt, hvad de konkret skal gøre anderledes for at blive mere produktive - præcis som bedemænd og frisører antagelig ville have gjort, hvis de var blevet konfronteret med et tilsvarende krav om årlige produktivitetsstigninger på to procent. Forsøger man at få den offentlige sektor til at gå længere på literen, ikke ved at skifte motoren eller luftfiltret ud, men ved at træde på speederen og foretage en række svinkeærinder i form af forandringer, som ikke har været forbedringer, så bliver resultatet uundgåeligt en kombination af opskruet arbejdstempo og forringet kvalitet.
Det konstante tempo- og tidspres påfører umiddelbart de ansatte et betragteligt velfærdstab, men på lang sigt koster det formentlig også statskassen. Det er langtfra gratis, hvis de ansatte løber så hurtigt, at de ender med udgiftskrævende langtidssygemeldinger, førtidspensioneringer og så videre til følge.
Forsvaret, politiet, sundhedsvæsenet og folkeskolen har alle i varierende grad været ramt af personaleflugt og/eller vanskeligheder ved at rekruttere. Specielt når det gælder højtuddannede, er personaleudskiftning en bekostelig affære. Spørg blot i det private erhvervsliv.
Forringet kvalitet af de offentlige ydelser er i sig selv en form for produktivitetstab. Derfor har for eksempel Herning Kommune kunnet have succes med at ansætte flere socialrådgivere og reducere antallet af sager pr. socialrådgiver - og tjene penge på det. Forklaringen er, at den forbedrede kvalitet giver et afkast i form af lavere sociale udgifter, til stor gavn for de belastede familier.
Det er ganske vist svært at vurdere investeringseffekten af mange offentlige ydelser. t er imidlertid sikkert: Hvis man, for at være på den ”sikre” side, undlader at medregne den, så undervurderes den - og det koster på lang sigt.
Konklusionen på disse betragtninger er ikke, at man trygt kan lukke øjnene for behovet for prioritering på for eksempel sundhedsområdet. Den voksende ældrebyrde tvinger os til at tænke langsigtet, også budgetmæssigt. Men hvorfor så tænke kortsigtet, når vi ikke er tvunget til at gøre det?
Eksemplerne ovenfor peger i den forbindelse på to vigtige pointer. For det første, at vi ved at få en bedre forståelse af investeringselementet i de offentlige udgifter og tage højde for dem vil kunne forbedre de offentlige budgetter på lang sigt og i tilgift høste samfundsmæssige fordele, som ikke direkte viser sig i form af budgetforbedringer.
For det andet illustrerer eksemplerne, at reale produktivitetsforbedringer i længden må baseres på innovation - ikke blot i form af forandringer, men i form af reelle forbedringer. Gentagelsen af denne pointe er absolut nødvendig. Dækningsløse stigninger herudover gør reelt begrebet ”produktivitetsstigning” til en pæn omskrivning af forringede arbejdsvilkår og forringet kvalitet.
Heldigvis foregår der faktisk en del innovation i den offentlige sektor, og der er også forsøg på at koordinere indsatsen (for eksempel via det såkaldte MindLab, som er en tværoffentlig udviklingsenhed). Der mangler imidlertid en samlet strategi på feltet med en systematisk investering i offentlig innovation og en koordinering og evaluering af den innovation, der finder sted.
Behovet for at økonomisere med samfundets reale ressourcer er så påtrængende i dag, som det nogensinde har været. Men det virker undertiden, som om ”den store pengeillusion” forhindrer os i at gøre det rationelt set rigtige. Der er brug for at frigøre den økonomiske tænkning fra denne finansielle forblindelse, som selv på sine egne snævre præmisser er uøkonomisk.
Villy Søgaard er lektor ved institut for miljø- og erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet