Der er behov for det konservative i dag

Disse principper kommer ikke til mig fra fornuften. De er snarere en del af en stor og fantastisk historie, som samfundet fortæller mig
Jacob Munk

Det moderne menneske har ikke bare brug for en større eller mindre stat. Han eller hun har brug for at genvinde de tabte dyder: selvopofrelse for det fælles bedste, respekt for autoriteterne og sans for det guddommelige, skriver studerende

Det konservative optager en mærkelig plads i den politiske debat i Danmark i dag. På den ene side forekommer begrebet betydningsløst som aldrig før: Selve betegnelsen ”konservativ” er i dag blevet helt synonym med det noget mere håndgribelige ”liberal” og dermed overflødig. Samtidig er et af vores mest ortodokst konservative partier, nemlig Dansk Folkeparti, blevet landets næststørste, og to konservative udbrydere har netop stiftet et nyt parti under arbejdstitlen Vi Konservative.

Der er tilsyneladende et behov for denne gådefulde tredje ideologi, som vi samtidig ikke rigtig forstår. Jeg vil her give mit bud på, hvad det konservative er, og hvorfor vi har brug for det.

Men lad mig begynde et helt andet sted: Forestil dig, at du er ude at handle ind en mandag eftermiddag. Du står tålmodigt i kø og venter på, at det bliver din tur. Men pludselig kommer en ung mand ind fra siden, springer frimodigt køen over og lægger sine varer på disken.

”Det er uacceptabelt!”, vrisser du. Men forestil dig, at han bare skulle kigge undrende tilbage på dig og spørge: ”Hvorfor?”. ”Fordi den, der stod her først, har ret til at blive betjent først!”. Men han gentager blot: ”Hvorfor dog det?”.

Dette uendelige ”hvorfor?” kan fornuften ikke besvare. Vi godtager princippet af ren fordom, og det ligger så dybt i os, at vi end ikke føler, det bør begrundes. Vi oplever det ikke som et ydre pres, men som en indre overbevisning, vi glade og gerne lever efter.

Det bemærkelsesværdige er, at jeg aldrig har overvejet med mig selv, om jeg vil leve efter et princip om ”køkultur”, eller om jeg vil tale sandt, om jeg vil hjælpe en ven i nød og så videre. Disse principper kommer ikke til mig fra fornuften. De er snarere en del af en stor og fantastisk historie, som samfundet fortæller mig. Mine forældre fortæller mig den, skolen fortæller mig den, nyhedsværten, morgenavisen - og det forunderlige er: Vi bemærker det end ikke! Men netop denne historie er, hvad der gør os til én samlet kultur, som dermed, for den konservative, er selve forudsætningen for det politiske.

”Okay, men hvorfor skulle jeg overholde jeres regler?”, insisterer den unge mand.

Imidlertid har dette ”hvorfor?” fået en afgørende betydning for den vestlige kultur. Den tyske filosof og filolog Friedrich Nietzsche var mig bekendt den første til at tænke tanken til ende: Alle etiske, religiøse og kunstneriske værdier er på bundlinjen irrationelle. De er fordomme, som ikke har nogen almen gyldighed. Det står den enkelte frit for at vælge og vrage imellem dem, men bygge samfund på dem kan man ikke længere.

Og dermed: Velkommen til den moderne verden. Her er ”værdi” noget, der er forbeholdt den enkelte, men det offentlige rum holder sig fra den slags flyvske idéer.

Nuvel, værdi er individualiseret. Men samfund danner vi jo stadigvæk. Der er to populære bud på, hvordan dette lader sig gøre:

Det ene kommer fra blå blok og hævder, at i en moderne verden, hvor ethvert værdifællesskab er udelukket, er der kun ét samfund tilbage: forbrugersamfundet. Vi er et samfund af individer, der hver især opfylder vore egeninteresser ved at handle med hinanden.

Det andet svar kommer fra rød blok og går på, at vi stadig har én interesse i fællesskabet: at modtage hjælp. Fordi vi ved, at ulykken kan ramme os alle, giver vi samtykke til et højt skattetryk for til gengæld at modtage sikkerhed og hjælp fra staten. Denne model vil ofte være lige så autoritetskritisk som forbrugerismen, blot rettes kritikken her imod for eksempel det nationale forsvar, virksomhedsejere, politivæsenet eller kongehuset.

Begge disse ligner desuden hinanden ved, at de er udtryk for, hvad jeg med et begreb fra den mesterlige tyske samfundstænker Max Weber vil kalde rationalisering. Med det begreb mener jeg, at relationer går fra at være værdibaserede til at være rent rationelle, nyttebaserede størrelser.

Hvordan dette udmønter sig i det liberale samfund, er klart nok: Værdirelationer som familien, fædrelandet, kirken og ægteskabet opløses til fordel for rene forbrugsrelationer. Synet af de store multinationale virksomheder, der langsomt, men sikkert erstatter lokale traditioner med en ny global verdensorden, er et af de mest uappetitlige eksempler på dette fænomen.

For os danskere er det formodentlig sværere at få øje på, hvordan velfærdsstaten er et udtryk for selvsamme rationalisering. Mange, der sætter deres kryds ved et af de partier, der arbejder for en stor offentlig sektor, vil formodentlig være drevet af et hjerte, der brænder for samfundets svage. Men det offentlige bureaukrati kender intet til et sådant hjerte. Det er en behandler-klient-relation, hvor statens ydelse er en ”pligt”, som klienten har ”ret” til.

Og hvad er så konservatismens svar? Det er netop at afvise begge former for rationalisering og genindføre værdibegrebet i den offentlige, politiske sfære. Derfor betones familien, kirken, fædrelandet, Frivilligdanmark, det lokale initiativ og almen dannelse. Den enkeltes frihed er urørlig, men det er ligheden ikke, og dette er netop grunden til, at konservative ofte (bemærk: ikke altid!) finder sig selv på højre side af det politiske spektrum. Staten understøtter folkekirken mere end for eksempel buddhistiske trossamfund, det monogame ægteskab mere end det polygame og så videre. Altid vil konservatismen starte med de fælles værdier, der nu engang står, omend vi har prøvet at skaffe dem af vejen i halvandet århundrede.

Hverken den sociale eller den liberale stat kan tilbyde noget reelt incitament til demokratisk engagement. I den liberale stat bliver politisk handlen til syvende og sidst et spørgsmål om, hvor du lægger dine penge. Det ser vi allerede i vores tids fokus på ”grønt” og ”etisk” forbrug. Forbrugeren har overflødiggjort politikeren. Den sociale stat kan derimod sige en hel del om, hvad staten skylder borgeren, men ved at projicere det moralske ansvar for nationen over i en rent formel, rationel foranstaltning er borgeren fritaget for ethvert personligt engagement i samfundet. Hvor ofte har man ikke hørt velmenende mennesker afvise den hjemløse med, at ”han da bare kan gå til kommunen”?

Men her er det vidunderlige ved konservatismen: ”Ja, den liberale stat såvel som den sociale er mangelfuld og problematisk,” siger den konservative, men tilføjer da med det samme: ”og derfor har vi brug for dem begge!”. På det økonomiske plan er den konservative altså i sin grundvold midtersøgende.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at vi har svært ved at gribe om begrebet ”det konservative” i dag. Normalt deler vi jo de danske partier op på højre-venstre-skalaen efter deres forhold til velfærdsstatens størrelse. Men den konservative protesterer mod at reducere politik til et spørgsmål om, hvor mange penge vi skal investere i velfærden uden at nævne et ord om ”moral” eller ”værdi”. Han begynder et helt andet sted.

Ja, man fristes i sandhed til at citere Kongelovens indledning: ”Den bedste begyndelse til alting er at begynde med Gud”: Det moderne menneske har ikke bare brug for en større eller mindre stat. Han eller hun har brug for at genvinde de tabte dyder: selvopofrelse for det fælles bedste, respekt for autoriteterne og sans for det guddommelige. Han eller hun har brug for at generobre sin egen historie og derved vinde sig selv.

Jacob Munk studerer litteraturhistorie ved Aarhus Universitet