Min bedste sommer varede kun en enkelt dag. Det var den 1. juni og vores sidste eksamensdag. Foran os lå sommerferien og fremtiden åben. Vi havde masser af planer, Mia og jeg. Først skulle vi til Göteborg, så til København. Engang ville vi skrive en bog om nordisk litteratur sammen.
Men sommeren sluttede brat den 2. juni, da det gik op for mig, hvordan det, der var sket i sommernatten, ændrede alt og aldrig ville kunne gøres ugjort.
Det var det år, jeg var på udveksling i Uppsala; en studenteridyllisk parallelverden langt fra livet derhjemme i København. Jeg ankom til Uppsala i januar, hvor mørket lægger sig som gråtunge velourgardiner over byen.
Mia og jeg mødte hinanden kort tid efter. Vi var de to eneste nordiske udvekslingsstudenter på litteraturvidenskab det semester. Vi skulle følge de samme fag, og vi var blevet placeret på det samme kollegium. Alle de breve, jeg havde modtaget fra studiesekretæren op til afrejsen, var adresseret ”Kära Mia og Charlotte”. Vi udgjorde allerede på forhånd en alliance, et eksklusivt fællesskab for to.
Det var en tusmørk eftermiddag, da hun bankede på min dør, smilede genert og sagde hej, det er mig, der er Mia. Vi blev hurtigt veninder. Først drak vi kaffe og talte om pensum, bagefter gik vi tur i sneen, så drak vi vin, mens vi skiftedes til at spørge ind til hinandens liv.
Snart gjorde vi alting sammen. Og samtalen fortsatte gennem hele foråret; der blev ved med at være nye ting at fortælle. Tænk, sagde vi tit, hvis vi aldrig havde mødt hinanden. Tænk, at vi begge valgte at tage til netop Uppsala og så på samme tid.
Det var ikke, fordi Mia undlod at tale om Markus, hendes kæreste hjemme i Oslo. Tværtimod. Men det var, som om der altid opstod en lille akavet tavshed, når hun snakkede om ham. Hun sagde ellers, at han gerne ville møde mig, og hun havde fortalt ham så meget om mig.
Vintermørket forsatte ind i februar og marts. Der lå snedriver til langt ind i april. Så kom sommeren pludselig væltende. I maj svulmede knopperne på træernes nøgne grenarme op. Græsset blev saftigt, fuglenes morgenkvidder eksploderede.
På to uger sprang hele naturen ud. Det var sært; alt blomstrede på samme tid, forsytia ved siden af syrener og kastanjetræernes gyngende lys. Den 31. maj stod jeg på mit kollegieværelse og kiggede ud på regnen. Alt det grønne lyste intenst mod den grå himmel og betonbyggeriet overfor. Jeg tænkte på alle de dage, vi havde ligget i solen dernede på græsset, læst og talt om litteratur, forholdet mellem fiktion og virkelighed, hvordan de hele tiden snor sig om hinanden. Og os to der. Hvordan vi langsomt var vokset ind i hinanden. Nu var det forbi, snart ville vi rejse hjem til hvert vores land. Så blev det juni.
Jeg trådte ud i junimorgenen ør af nervøsitet. Jeg havde sovet elendigt, vågnet en gang i timen og troet, at jeg havde sovet over mig. Jeg har altid hadet mundtlige eksamener, men der var alligevel noget storslået over at sidde der og diskutere Katarina Frostenson, jeg på dansk, professoren på svensk, inde mellem bogreolerne på hans kontor.
Mens Mia var oppe, gik jeg på Systembolaget. Nu skulle vi fejre. Vi havde ikke drukket alkohol sammen siden Valborg. Der, hvor vi havde været til fest og danset sammen hele aftenen, indtil nogen havde spurgt, om vi var kærester. Så ville Mia hjem. Og det ville jeg også, så.
Jeg sad på bænken i gården og ventede, da hun kom ud, smilende, mens hun lavede V-tegn med fingrene. Vi klakkede plastikkrusene mod hinanden og skålede i cava. I dag må vi gøre alt, hvad vi har lyst til, aftalte vi.
Så forlod vi Engelska Parken og gik ned mod byen. Jeg foreslog først, at vi skulle spise is. Så foreslog Mia, at vi skulle drikke øl. Så røg vi cigaretter ved Fyrisån med fødderne dinglende over vandet. Jeg røg egentlig ikke, men i Uppsala gjorde jeg.
Så spiste vi sushi. Drak flere øl. Og det var så befriende bare at lade sig føre med af dagen uden forbehold. Som om tid og rum smeltede sammen i et sitrende nu. Derefter gik vi på Svantes källare med det grotteagtige kælderlokale og buede stenlofter. Der sad vi ved siden af hinanden, meget tættere end nødvendigt, og snakkede om, hvordan jeg først skulle søge om en udvekslingsplads i Oslo, og Mia bagefter skulle komme til København. Hun nævnte ikke noget om, hvordan Markus passede ind i den plan. Er I kærester, eller hvad? Sådan spurgte en fyr, der slog sig ned ved vores bord. Mia slap min hånd under bordet.
Da jeg kom tilbage fra toilettet, var de ved at tage jakker på. Kom, vi går hjem til Lasse og drikker gin og tonic, sagde Mia overstadigt med lidt slæ-bende s'er. Det var som at blive revet brutalt ud af en drøm. Hvorfor ville hun videre, når vi havde det så vidunderligt hyggeligt der, bare os to? Måske prøvede Mia at redde os, inden det gik galt. Det har jeg tænkt på senere.
Morgensolen skinnede orangerødt, da vi gik hjem tværs gennem byen, viklet ind i en slags gående omfavnelse. Det var koldt, og jeg var sur på Mia. Sur over, at hun havde ødelagt vores perfekte dag. Det var ikke meningen, at den skulle slutte med lunkne dåseøl på et dødssygt kollegieværelse sammen med en eller anden fremmed fyr, der kun var interesseret i at tale med Mia. Men vi slap ikke hinanden.
Du må ikke være vred på mig, sagde hun. Vi stod stille foran hoveddøren. Det er kun fordi, sagde jeg, og vidste ikke, hvordan jeg kunne fuldføre sætningen. Jeg tror, vi krammede. Så kyssede vi hinanden. Det var på en gang mærkeligt og så selvfølgeligt. Som om det var den eneste mulige afslutning på denne dag. Som om hele dette forår havde været en lang optakt.
Jeg tænkte, sker det virkelig? Og turde næsten ikke bevæge mig af frygt for, at Mia skulle fortryde. Men vi stod der længe, indtil hun gjorde sig fri, tog min hånd og sagde, kom vi går op.
Tømmermændene vækkede mig næste morgen, og jeg kunne først ikke forklare den perlende følelse af glæde indeni. Som om der var sket noget særligt. Så huskede jeg det. Vores dag. Natten. Og morgenen nogle timer tidligere, da Mia stod ud af min seng og sagde, at hun var nødt til at ringe til Markus.
Senere kom sms'en. Jeg er så ulykkelig, skrev hun. Jeg sårer dem, jeg holder af. Skubber dem væk fra mig. Markus og dig.
Nogle dage efter gik vi en tur. Vi havde begge solbriller på. Jeg havde grædt i to døgn, og mine øjne var røde og hævede. Hun sagde: Jeg rejser hjem til Oslo. Det er bedst, hvis vi ikke har kontakt, i hvert fald det første stykke tid. Hun sagde: Jeg kan ikke. Jeg kan ikke forholde mig til det nu. Til dig og det, der skete. Hun sagde: Forelskelse og fascination er to forskellige ting. Jeg ved, at jeg ikke har svigtet Markus med mit hjerte.
Jeg blev stående tilbage, ubevægelig, mens Mia gik over mod sin dør, og jeg mærkede, hvordan jorden begyndte at smuldre under mine fødder. Der sluttede min sommer, netop som den skulle til at begynde.
Jeg tænker tit på, om vi nogensinde kommer til at mødes igen. Engang når vi er blevet gamle, måske, på en litteraturkonference et sted. Så vil vi stå der over for hinanden, forbundet af mindet om en sommerdag og et kys - i Uppsala engang.