Ateistisk Selskabs kampagne mod tro i almindelighed og folkekirken i særdeleshed er symptomatisk for vor tids tilbagelænede og selvfede form for ateisme, som stort set aldrig formår at præstere en gennemarbejdet kritik af troen, men i stedet ser sig selv i offerrollen og formulerer sig i tostavelsespostulater og af en eller anden mystisk grund har fået overbevist sig selv om, at det er godt nok.
Den intellektuelle magelighed til trods er det overordnede budskab klart: Troen på Gud er uden hold i virkeligheden, og det er ikke samfundets opgave at oppebære en folkekirke. Begge idéer er på ateisternes faste repertoire og udspringer af henholdsvis mangel på viden og mangel på dannelse.
Opfordringen til danskerne om at besinde sig på deres – ifølge Ateistisk Selskab – naturlige ikke-tro og melde sig ud af folkekirken runger under sloganet ”Tænk Selv”, og det skal tages præcis så bogstaveligt som, at det gør man ikke, hvis man tror på Gud. Man fungerer simpelthen ikke ordentligt som menneske. Anders Stjernholm har i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 19. april ikke fantasi til at forestille sig, at det er muligt at være et moderne, rationelt, reflekteret menneske og samtidig have en inderlig og fri overbevisning om, at Gud findes. Man kan kun tro på Gud, hvis man bliver hjernevasket fra spæd! Det ville være komik på højt plan, hvis ikke det var decideret idiotisk.
Sagen er, at troen på Gud på forskellige måder har hold i virkeligheden. Nogen troende vil for eksempel sige, at troen bare er et andet perspektiv på verden end naturvidenskabens. Troen italesætter ting, naturalismen ikke har forudsætningerne for at tale om. Vigtige ting. Som det derfor er vigtigt at tale om. Nogen troende vil sige, at troen på Gud angår en side af virkeligheden, som ligger hinsides denne verden, og som masser af mennesker har erfaringer med. Troens erfaringer er bare af en anden art end sanseoplevelser og refererer til en anden virkelighed end den fysiske, og det er derfor håbløst at kræve, at troen skal kunne begrunde sig med en virkelighed, der ikke er dens egen.
Men selv hvis vi vender os mod virkeligheden, som ateisterne taler om den, nemlig den konkrete verden, vi er indlejret i, er troen på Gud ikke uden holdepunkter. I verden, som den præsenterer sig for os, findes der fænomener, naturalismen synes principielt ude af stand til at redegøre for, og som dermed åbner op for eksistensen af noget ”over” naturen og dermed troen på Gud.
Og lad mig bare nævne tre klassiske eksempler (blandt flere):
Naturalismen kan for eksempel ikke redegøre for bevidsthedsfænomenet. Den kan sige noget overordnet om korrelationen mellem hjernen og vores tankeprocesser, men det ”hårde” bevidsthedsproblem – førstepersonsperspektivet – synes principielt at unddrage sig en naturalistisk forklaring. Naturvidenskaben synes heller ikke at kunne forklare, hvordan der kan findes objektive værdier, eller give os redskaberne til at pege godt og ondt ud i det levede liv. Og endelig synes naturalismen at være ude af stand til at forklare universets måde at eksistere på (for eksempel dets momentum) og måske heller ikke selve dets eksistens. Altså en klassisk kosmologisk argumentation. Bemærk: Jeg siger ikke, at de nævnte fænomener beviser, at Gud findes. Jeg siger bare, at her står ”Guds-forklaringen” ikke indlysende dårligere end de naturalistiske forklaringer.
Der er forskellige modeller for forholdet mellem tro og naturalisme (for nu at forsimple uenigheden, så den er til at håndtere), men det er uanset hvad, entydigt urigtigt at påstå, at diskussionen for længst er afgjort til naturalismens fordel. Det er forkert på den dér måde, hvor det er forkert, at bananer altid er blå. Diskussionen er i høj grad levende, og mange naturvidenskabelige forskere har ikke noget problem med at forene deres fag med en tro på Gud i en eller anden form.
Når Ateistisk Selskab opfordrer folk til at opgive troen, fordi den ikke har hold i virkeligheden, er det med andre ord deres påstand, der ikke har hold i virkeligheden. Hvilket må være lidt af en sur sild at tygge sig igennem for et selskab, der slår sig stort op på kun at ville sandheden og virkeligheden. Men de færreste lever som bekendt det, de prædiker.
Ateistisk Selskab er ude at missionere – noget de ellers hader, at kristne gør – og målet er ikke bare, at kirke og stat skal adskilles: Kirkeministeriet skal nedlægges, og det religiøse liv skal være selvfinansieret. ”Hvorfor koster tro noget?”, som en af dybsindighederne i kampagnen lyder. Og her slår de over i åndeligt plebejeri. Sagen er jo, at vi lever i et samfund, hvor den religiøse side af livet betyder rigtig meget for rigtig mange, og hvorfor skulle vi dog som samfund ikke støtte disse mennesker i deres religiøse søgen og deres markering af livets grundbegivenheder som fødsel og død, så længe den praktiseres så imødekommende og åbent, som den gør i folkekirkens regi? Folkekirken er en stående invitation til at komme ind og søge Gud, som man kan tage imod eller lade være, og det bør selvfølgelig være en samfundsopgave at holde den invitation åben.
Man kan sammenligne med kunsten: En stor del af befolkningen kommer aldrig i Det Kongelige Teater, på Statens Museum for Kunst og mange andre ”fine” kulturinstitutioner, simpelthen fordi det ikke interesserer dem. De vil hellere gå til gymnastik. Men betyder det, at de med rette kan forvente, at den slags ”finkultur” ikke understøttes af staten? Eller de såkaldt finkulturelle, der aldrig har sat deres palæhvide ben i en idrætsforening, kunne sige: Jamen, hvorfor skal vi betale for, at nogen har lyst til at sende deres børn til fodbold? Det er cirka sådan, Ateistisk Selskab tænker om åndelige spørgsmål: Tro er et personligt valg, og folk må tro, hvad de vil – bare de selv betaler.
Men hvis Ateistisk Selskab virkelig mente, at folks måder at leve og forstå deres liv på ikke måtte ligge andre ufrivilligt til last, måtte princippet jo gælde alle de ting, folk vælger selv. De, der tager toget, skal ikke betale for dem, der bruger vejene – og omvendt. De, der vælger ikke at få børn, skal ikke betale for de skoler og daginstitutioner, samfundet stiller til rådighed for dem, der vælger at få børn. Listen kunne forlænges ad infinitum, men sådan et samfund ville aldrig kunne fungere – og hvis det kunne, ville vi ikke bryde os om at leve i det.
Det er muligt, man som ateist ikke værdsætter tro (ligesom performancekunst personligt ikke siger mig noget), men så må man som bare halvdannet menneske lægge sine personlige modviljer til side og anerkende, at der kan være ting, man ikke selv forstår og værdsætter, men som kan være en berigelse for andre, ja, kan være eksistentielt afgørende.
Og det er præcis det, Ateistisk Selskab misser: det at leve i et samfund som vores, der består af mennesker med forskellige livssyn og verdenssyn, indebærer, at man giver hinanden en vis plads og støtter hinanden i at leve, som man nu vil (inden for visse økonomiske og etiske grænser, selvfølgelig, jævnfør for eksempel tidens famøse imamer).
Ateisterne ville muligvis sige: Jamen, det er en berigelse for os alle sammen, at vi har en varieret infrastruktur, og at der fødes børn, og at vi har adgang til kunst og kultur – det er kirken ikke! Problemet er bare, at det er notorisk forkert. Det passer simpelthen ikke, for en masse mennesker oplever netop kirken som en berigelse og et holdepunkt i deres liv – og det skal samfundet selvfølgelig bidrage til ved at støtte den.
Det betyder ikke, at folkekirken ikke kan ændres. Man kunne diskutere både kirkens budget, struktur og sågar trosgrundlag. Men de diskussioner handler om helt andre ting. Så længe tro betyder så meget for så mange af os, er det et livsområde, samfundet skal engagere sig i. Blandt andet med en folkekirke.
Lau Sander Esbensen er ph.d.