I ÅR 2000 TOG VERDENS LEDERE sammen en modig beslutning: De lavede en plan for, hvordan verden skulle udvikle sig de næste 15 år. Planen bestod af otte ambitiøse mål - og de blev af mange, os selv inklusive, modtaget med stor skepsis.
Skulle vi virkelig på så kort tid kunne halvere ekstrem fattigdom, halvere andelen af mennesker, der lever uden rent drikkevand og bremse aids-epidemien? Kalenderen viser nu 2015, og det er faktisk lykkedes. Selvom det ikke er alle otte mål, der er blevet indfriet i skrivende stund, er det i dag tydeligt, at 2015-målene har forbedret livet for milliarder af mennesker.
Vi er netop trådt ind i ”verdens vigtigste år”. Vi skal ikke blot gøre status på de mål, der blev sat for 15 år siden. Det er også blevet tid til at formulere nogle nye mål, der frem til 2030 skal være vores rettesnor. Vi skal med andre ord afgøre, hvilken verden vores børn og børnebørn skal arve.
Der er meget på spil! Erfaringerne fra det seneste årti viser, at vi faktisk kan ændre verden - men kun hvis vi laver kloge politiske prioriteringer. Så hvilke mål skal vi prioritere frem til 2030?
t af de hidtidige 2015-mål var netop, at alle børn skulle komme i skole. Det nåede vi ikke helt, men faktisk er virkeligheden i dag, at ni ud af ti børn i udviklingslande kommer i skole. Og for første gang i historien kommer lige så mange piger i skole som drenge. For hver 100 drenge, der i år 2000 gik i grundskole i udviklingslandene, var der kun 86 piger. I 2012 var forholdet ændret til 97 piger for hver 100 drenge.
DET ER KÆMPE FREMSKRIDT, fordi netop uddannelse er et afgørende fundament for at få verdens befolkning ud af fattigdom. Uddannede mennesker er sundere mennesker. Antallet af hiv-smittede halveres hos unge, der afslutter grundskolen. Ligeledes viser studier, at uddannede kvinders børn har dobbelt så gode chancer for at leve længe nok til at kunne fejre deres femårsfødselsdag, end hvis moderen ikke har fået en uddannelse.
Gennemsnitligt vil en pige fra et udviklingsland mindske risikoen for, at hendes børn dør med 10 procent - og øge sin løn med 20 procent - for hvert ekstra års uddannelse, hun får, efter fjerde klassetrin.
Uddannelse er også en forudsætning for økonomisk vækst - intet land har kunnet opnå vedvarende økonomisk vækst, uden at mindst 40 procent af den voksne befolkning lærer at læse. Og måske vigtigst af alt: Uddannelse skaber fred.
For hvert år en mand går i skole, falder hans risiko for at blive involveret i voldelig konflikt med 20 procent. Det er indlysende grunde til, at vi også i de nye mål skal prioritere mere og bedre uddannelse til alle.
Øget ligestilling mellem kønnene har også indtil nu været ét af FN's otte udviklingsmål. Og vi har opnået fremskridt på stort set alle områder. I samme periode som ligestillingen er øget mellem piger og drenge i skolesystemet, er antallet af kvinder i verdens parlamenter steget fra 14 procent i 2000 til 22 procent i 2014.
Netop kvinders adgang til uddannelse og sundhed er essentielle prioriteringer, hvis vi fortsat skal kunne styre verden i en positiv retning. Det er nemlig ikke kun for kvindernes egen skyld, at vi skal prioritere øget ligestilling i udviklingslandene - med styrkelse af kvinder kommer en lang række positive bivirkninger: Studier viser, at når kvinderne får egen indtægt, stiger uddannelses- og sundhedsniveauet for hele familien.
Styrkelsen af kvinder har også positiv betydning for et lands økonomi. For eksempel vil landbruget i udviklingslande kunne øge udbyttet fra afgrøder 20-30 procent, hvis kvinder får samme adgang til jord og ressourcer som mænd, anslår USA's landsbrugs- og fødevareorganisation.
DET ER IKKE FOR INGENTING, at den tidligere cheføkonom for Verdensbanken og økonomisk rådgiver for præsident Obama Lawrence Summers har kaldt uddannelse af kvinder for den bedste investering, et udviklingsland kan lave. Arbejdet for kvinders ligestilling må fortsætte, hvis vi vil reducere fattigdom globalt og sikre en bæredygtig udvikling.
Ikke nok med, at andelen af verdens fattigste er halveret siden 1990. Hver tredje afrikaner tilhører i dag middelklassen. Det er positivt. En stærk middelklasse skaber vækst og politisk stabilitet, fordi den har ressourcer til at kræve troværdige regeringer, menneskerettigheder og demokrati.
Samtidig får middelklassen ofte færre børn, der til gengæld vokser sundere op. Den voksende middelklasse i udviklingslandene kræver selvfølgelig adgang til de samme forbrugsgoder og velfærd, som vi i Vesten nyder godt af.
Men kan klodens ressourcer følge med, når verdens syv milliarder mennesker vil have fladskærme og træk og slip? Det lyder måske som en udfordring, men én ting er sikkert: Vi kan og skal ikke nægte befolkningerne i udviklingslandene at blive middelklasse - men vi kan sammen finde en ny og mere bæredygtig måde at være middelklasse på.
Netop derfor skal de nye mål ikke blot gælde udviklingslandene, de skal være universelle. Fordelingen og håndteringen af klodens ressourcer gælder selvsagt os alle.
STORT SET ALLE udviklingslande har de seneste årtier oplevet en forbedring af deres økonomi og levestandard. Ifølge Den Internationale Valutafonds seneste opgørelse fra 2014 ligger seks ud af de ti hurtigst voksende økonomier i verden på det afrikanske kontinent.
Men der kommer ikke meget udvikling ud af en højere BNP i de enkelte lande, hvis rigdommene forbliver fordelt på ganske få hænder. Ifølge den afrikanske udviklingsbank var 60 procent af kontinentets samlede BNP i 2008 fordelt på blot 100.000 mennesker - hvad der svarer til cirka 800 milliarder dollars.
Den store ulighed skaber ustabilitet, hæmmer væksten og giver grobund for voldelige konflikter. Prognoser fra den afrikanske udviklingsbank viser, at Afrika over de næste 20 år kan accelerere sin voksende middelklasse så meget, at det meste af befolkningen vil være løftet ud af ekstrem fattigdom i 2030. Men hvis vi vil have en fredeligere verden, må og skal det også være en topprioritet at mindske uligheden markant i de kommende år.
Ligestilling mellem kønnene, god uddannelse til alle og komplet udryddelse af fattigdom. Det lyder sikkert utopisk i manges ører, men vi er allerede nået et langt stykke ad vejen. Og som ovenstående viser, så kan vi ved at skrue på én knap, som for eksempel uddannelse, få en række positive sidegevinster med. Fattigdommen er halveret, men den skal helt væk. Udfordringen de næste 15 år bliver at fortsætte den gode udvikling på en bæredygtig måde.
Men hvis der er én lektie, vi kan tage med fra arbejdet med de hidtidige mål, som verdens ledere satte sig for tilbage i 2000, så er det, at vi kan gøre verden til et bedre sted. Endda i vores egen levetid. Nu skal vi i mål.
Stine Bosse er Millennium-ambassadør for FN's generalsekretær, og Thomas Ravn-Pedersen er sekretariatsleder for nyhedskampagnen Verdens Bedste Nyheder
