Den moderne verden er truet af et tveægget sværd, som den femstjernede general Dwight D. Eisenhower advarede om allerede i 1961, da han holdt afskedstale i Det Hvide Hus efter otte år som USA's præsident.
Dengang var problemet endda kun en brøkdel af det mangehovedede uhyre, først og fremmest Reagan i 1980'erne – og aktuelt George W. Bush – har fodret det til at blive.
Den militærkyndige Eisenhowers 45 år gamle tale giver indsigt i en fortrængt viden om, at vor tids største trussel mod fredelig sameksistens ikke primært kommer fra inhumane og fanatiske terrorister, men derimod fra den økonomiske, jobmæssige og politiske prioritering af militær og våbenproduktion, der er opbygget først og fremmest i USA siden Anden Verdenskrig og i disse år er på vej mod nye, ødelæggende højder.
Nogle af de vigtigste passager af Eisenhowers tale, som man kan høre den i Oliver Stones film fra 1992 om attentatet på John F. Kennedy og i Hot doks-programmet "Why we fight" vist på
TV 2 i juni 2005, lyder: "Der er nu gået 10 år siden midten af et århundrede, hvor fire store krige er blevet udkæmpet, hvori vort land har deltaget i de tre. Vi har måttet opbygge en permanent våbenindustri af enorme proportioner. 30 millioner mænd og kvinder er direkte involveret i forsvaret af USA.
Kombinationen af et enormt militær og en stor våbenindustri er ny for os amerikanere.
Den totale indflydelse – økonomisk, politisk, ja, selv åndeligt – mærkes i hver en by, regeringsbygninger og statskontorer. Vi anerkender nødvendigheden af denne udvikling, men må samtidig ikke overse dens mulige alvorlige konsekvenser. Vi må forhindre en overtagelse af uberettiget indflydelse – bevidst eller ubevidst – af de militærindustrielle kræfter. Vi må aldrig lade tyngden i denne kombination bringe demokratiet i fare. Muligheden for en katastrofal fremkomst af en sideordnet magt eksisterer og vil blive ved med at eksistere. Vi må ikke tage noget for givet. Kun årvågne og oplyste borgere kan sikre den rette blanding mellem den enorme militærindustri og vores fredelige metoder og mål, så sikkerhed og frihed kan trives."
I det to timer lange Hot doks-program tilføjer præsident Eisenhowers søn, Joseph: "Min far havde stærke principper. Moderne våben stjæler mad fra de sultende og husly fra de hjemløse, sagde han. Så han lå i konstant budgetstrid med Forsvarsministeriet og Kongressen. Min far så os igangsætte det ene militærprogram efter det andet, der løb løbsk. Hans egne muligheder for at forme den nationale sikkerhedspolitik blev begrænset af større magter (læs: militærindustrien og dens magtfulde forbindelser), som han ikke kunne kontrollere, til trods for at han var præsident!"
Eisenhowers barnebarn, Susan
Eisenhower, tilføjer i det tankevækkende TV-program: "Ved mindst én lejlighed blev han hørt sige: "Gud hjælpe dette land, når der kommer til at sidde en ved det her skrivebord, der ikke véd så meget om militæret, som jeg gør.""
Verden efter Sovjetunionens opløsning, og forløbet efter 11. september, viser med alarmerende tydelighed, at Eisenhowers advarsel om at frihedens pris – årvågenhed – skulle blive overhørt.
Efter nogle år med jubel over kommunismens sammenbrud opstod der alvorlige økonomiske og politiske problemer i USA. Dollaren begyndte at falde drastisk (ligesom det i øvrigt sker nu igen, hvilket i sig selv skaber begrundet frygt for nye terrorangreb og mere krig!). Fredsvindene medførte, at beskæftigelsen stagnerede i USA i midten af 1990'erne. Militærbaser samt fly- og våbenfabrikker lukkede eller skar drastisk i antallet af ansatte. Arbejdsløshedskøen voksede år for år.
Samtidig med den militære og nationale lavkonjunktur begyndte titusindvis af højreorienterede amerikanere at organisere sig i militsgrupper, der udpegede den føderale regering i Washington som fjende af det amerikanske folk. 100.000 mand stor blev denne hær, der først blev ignoreret, men så at sige sprængte sig vej på den politiske dagsorden.
En chokeret præsident Clinton og omverden erfarer den 19. april 1995, at den statsfjendtlige cowboy-hær mener det alvorligt, da en regeringsbygning i Oklahoma City bliver sprængt i luften og over 168 uskyldige mennesker dræbt. Umiddelbart efter Oklahoma-bomben anholdt FBI 13 militsfolk i Arizona, mistænkt for at forberede bombeattentater mod amerikanske regeringsbygninger.
I september 1994 havde en gal – og narkotikapåvirket – mand forsøgt at lande et lille Cessna-fly på plænen foran Det Hvide Hus. Men i modsætning til da tyskeren Mathias Rust landende på Den Røde Plads nogle år tidligere, fandt man aldrig ud af, hvad ideen i det amerikanske flyve-eventyr var, for det lille fly har for meget fart på, da det hoppede hen over plænen ud for Clintons soveværelse og knustes mod Det Hvide Hus' væg.
"Hvordan kan I sige, at USA, verdens frieste land, er et tyranni?" lød det fra præsident Clinton i en tale efter Oklahomabomben.
Hvor kom disse gale mænd pludselig fra? Problemet var enkelt, om end i høj grad forbigået i den offentlige politiske debat. Fjenden var død, og USA nedrustede. For første gang i årtier skar regeringen i forsvarsbudgettet, og militærfolk og underleverandører i hundred-tusindvis mistede deres gode, faste stillinger. På grund af den frygtindgydende størrelse det militærindustrielle kompleks fik igennem ikke mindst 1980'erne truede freden mellem Sovjetunionen og USA i virkeligheden det amerikanske samfund, mere end nogen anden fjende nogensinde før havde haft held med. USA var på vej i knæ – men indefra.
Grundstenen til den nuværende trussel fra USA's militærindustrielle kompleks blev lagt under og efter Anden Verdenskrig. Præsident Eisenhower advarede modigt og klart mod fjenden indefra i sin tv-transmitterede afskedstale til det amerikanske folk den 17. januar 1961. Talen er enestående, blandt andet fordi en hæderkronet amerikansk general advarer samfundet mod sit militær.
Eisenhower havde som femstjernet general en særlig indsigt i det komplicerede samfundsproblem, han forsøgte at få sine landsmænd til at forstå. Inden han blev præsident, var han igennem mange år øverstbefalende i det amerikanske forsvar og kendte den amerikanske konflikt imellem militærindustrien og samfundet i almindelighed mere end nogen anden præsident i USA. Eisenhower må rotere i sin grav over den forkerte udvikling, USA slog ind på sidenhen.
Forsvarsbudgetterne voksede sig enorme i 1980'erne. Da Reagan i juni 2004 blev begravet, mindedes de fede tider for USA's militærindustri med en oplysning om, at man, da forsvarsudgifterne toppede, brugte 34 millioner dollar i timen! Det var i 1986-87.
På årsplan brugte USA dengang årligt cirka 300 milliarder skattedollar og Sovjetunionen det samme. Resten af verden spenderede ca. 400 milliarder dollar på militær.
USA slår i disse år alle rekorder: Sidste år var forsvarsudgifterne i verdens sidste supermagt øget med 50 procent i forhold til de værste koldkrigsdage for 20 år siden. Minimum 450 milliarder dollar brugte USA på sit militær sidste år; fire procent af den samlede amerikanske økonomi. Reelt er militærindustrikompleksets påvirkning endda væsentligt større, end tallene her antyder.
I Hot doks-programmet "Why we fight" siger Joseph Cirincirone (fra Carnegie-fonden for international fred) om skismaet i verdens mest frygtindgydende militærmaskine: "Almindelige mennesker tænker på forsvarsbudgettet som et naturligt redskab til at bevæbne hæren med, så landet kan forsvares. Men folk i våbenbranchen ved, at det er ren og skær forretning. Meget store koncerner konkurrerer hårdt om at få lukrative kontrakter."
Tidligere CIA-agent Chalmers Johnson beskrev rammende de iboende negative krigs-kræfter i det militærindustrielle amerikanske samfund i ovennævnte TV-program på følgende måde: "Forsvarsbudgettet er på trekvart billion dollar. Avancen steg med over 25 procent sidste år. Når krig bliver så profitabelt, så garanterer jeg for, at vi kommer til at se mere af det."
Hvorefter det er naturligt at stille 10.000 milliarder kroner-spørgsmålet: Hvem eller måske rettere hvad er i virkeligheden fredens hovedfjende: Osama bin Laden – eller det militærindustrielle kompleks?
Jesper Petersen er journalist