I sidste uge idømte en egyptisk domstol i Alexandria 14 kvinder til 11 års fængsel for at bære bannere med slogans mod den egyptiske regering til en demonstration.
LÆS OGSÅ: Analyse: En hær med politiske ambitioner
I Dubai er en amerikansk mand blevet hevet i retten. Ifølge tv-stationen Al Jazeera har han delt en video, der gør grin med ungdomskulturen i De Forenede Arabiske Emirater.
Og i Beirut blev fire journalister fra den uafhængige tv-station Al Jadeed overfaldet af toldere, fordi deres chef nægtede at lade sig interviewe til en rapport, der skulle modbevise anklager om korruption i Beiruts Lufthavn.
Alt i alt er disse hændelser udtryk for stigende angreb på ytringsfriheden noget af det eneste, som de arabiske demonstranter fra Bourguiba Avenue i Tunesien til Tahrir-pladsen i Egypten troede, de havde sikret sig med de historiske omvæltninger, der opstod mange steder i regionen i kølvandet på revolutionen i 2011.
Men vi skal alle tænke os om en ekstra gang. Egypten er et godt eksempel på, hvad der foregår i regionen. I juni styrtede befolkningen i Egypten landets første folkevalgte præsident, Mohamed Mursi. Efterfølgende har landets nye love og stigende restriktioner på demonstrationer resulteret i en begrænset mulighed for kritik af den nuværende militærstyrede regering. Desuden bliver militærdomstolenes magt over civilsamfundet fasttømret yderligere i et nyt udkast til landets kommende forfatning.
TILSAMMEN KASTER alt dette en sort skygge over både parlaments- og præsidentvalget, der efter planen skal finde sted næste år. For hvordan kan man forvente, at en kampagne vil udforme sig, når forsamlingsfriheden er blevet indskrænket, når kritik bliver nedkæmpet, og når størstedelen af pressen gør, som der bliver sagt i stedet for selv at stille spørgsmål?
I den arabiske verden ved vi godt, hvordan kampagnen kommer til at se ud. Den kommer til at se ud, som den altid har gjort. Lad mig fortælle jer, hvad jeg tror, der kommer til at ske fremover.
Tilbagegangen i regionen er i allerhøjeste grad begyndt både i Egypten, Jordan, Bahrain, Irak, Libanon og mange andre steder. Ytringsfriheden et i forvejen ensomt og sygt barn i den arabiske verden er allerede tilbage på intensivafdelingen.
Gadeprotesterne vil langsomt uddø i mange af de hovedstæder, der ellers har oplevet store omvæltninger i de seneste tre år. Afvigere vil fortsat blive arresteret og få en hård behandling. De, der føjer sig, vil derimod blive belønnet.
Vedvarende regeringspropaganda vil overbevise enhver tvivlende om, at politisk stabilitet og økonomisk velstand er langt vigtigere end personlig frihed, et fungerende retssystem, menneskerettigheder og demokratiske værdier.
Trods håbet blandt masserne bliver det sidste kapitel i det arabiske forår skrevet i dette øjeblik. Det er forbi.
Den næste årlige rapport fra den amerikanske prodemokratiske ngo Freedom House kommer til at belyse restriktionerne af ytringsfriheden over hele regionen, mediernes begrænsninger og arabiske lederes forsøg på at opretholde den struktur, der eksisterede før 2011.
Egyptens militære ledere er opsatte på at kvæle friheden. Sikkerheden i Libyen og Syrien går i den forkerte retning, de politiske spændinger vokser i Tunesien, og friheden i Jordan bliver mindre dag for dag. Business as usual er vendt tilbage til regionen.
Domstolene benytter sig af strafferetten som et værktøj til at undertrykke ytringsfriheden. I stedet kunne de forsøge at ændre den lovgivning, som de har arvet fra tidligere autokratiske regeringer, og som har gjort det kriminelt at ytre sig kritisk om offentlige personer og institutioner.
I dag bliver professionelle journalister i regionen straffet for at udføre deres job overalt i regionen. I Irak står de over for en dobbelt trussel. Både fra bevæbnede bander, der skyder dem ned på åben gade, og samtidig fra landets anklagemyndighed, der bruger sin energi på at straffe journalister i stedet for at bringe de virkelig kriminelle for en domstol.
Siden begyndelsen af oktober i år er fire journalister blevet myrdet i Mosul, hovedstaden i den irakiske provins Nineva. Samtidig har irakiske domstole optrappet antallet af retsforfølgelser af journalister. De, som arbejder med politisk følsomme emner, bliver især udsat for chikane.
I Tunesien er fremstående aktivister som Walid Zarrouk, en fagforeningsleder som har kritiseret politiseringen af anklagemyndigheden, kortvarigt blevet tilbageholdt. Anklagemyndigheden har også indkaldt journalisten Zuheir al-Jiss, fordi han var vært på et radioprogram, hvor en gæst kritiserede landets præsident, Zeid al-Heni, og protesterede imod tilbageholdelsen af en fotograf, der havde filmet ægkastning mod den tunesiske kulturminister.
I JORDAN BLIVER ytringsfriheden beskyttet i artikel 15 i forfatningen fra 2011. Men myndighederne fortsætter forfølgelsen af professionelle mediefolk og politiske aktivister.
Et udspil fra regeringen efter anbefaling fra den jordanske kong Abdullah indskrænker embedsområdet for det pseudomilitære retssystem til at omfatte terrorisme og fire andre alvorlige former for kriminalitet spionage, landsforræderi, møntfalskneri og overtrædelse af loven om brug af euforiserende stoffer. Men det er endnu ikke blevet implementeret.
Der hersker seriøs tvivl om, hvorvidt Jordans parlament vil forbedre sig eller fjerne de bestemmelser i straffeloven, som bliver brugt til at hive fredelige demonstranter i retten og anklage dem for terrorisme.
Med disse dystre fremtidsudsigter slår ARIJ, Arab Reporters for Investigative Journalism, denne weekend dørene op til den sjette konference i Amman.
Her vil over 360 journalister, redaktører og professorer debattere tilbagegangen og begrænsningerne af ytringsfriheden i regionen.
De vil debattere det centrale spørgsmål: Hvorfor foretrækker de arabiske medier at sidde på skødet af magtfulde ledere i stedet for at tjene det omkringliggende samfund og agere vagthunde, som de burde? (Konferencen finder sted lige nu i Amman fra den 6. til den 8. december, red.).
Rana Sabbagh er journalist og leder af ARIJ Arab Reporters for Investigative Journalism, et netværk af journalister, som den danskbaserede organisation International Media Support (IMS) har været med til at etablere. Netværket kæmper for ansvarlig journalistik i ni arabiske lande: Jordan, Syrien Libanon, Egypten, Irak, Palæstina, Bahrain, Yemen og Tunesien. Kronikken er oversat og dansk bearbejdet af journalist Anne Sidsel Troldtoft Hjorth og kommunikationsmedarbejder Helle Wahlberg