Det uomgængelige hus

Ganske vist er huset til at komme uden om, og mange af de, der som spæde blev båret derind til dåb, har som voksne holdt sig på behørig afstand. Alligevel er det i kulturens lange erindring uomgængeligt
Ole Juul

I sit arbejde med at finde ind til kernen i overgangen fra hedenskab til kristendom indså forfatteren Martin A. Hansen, med hvilken nødvendighed de første kristne nordboere forstod kirkens uomgængelighed. Store danske forfattere som Tage Skou-Hansen, Kirsten Thorup og Jens Smærup Sørensen kredser faktisk lidt om det samme emne

Ganske vist er huset til at komme uden om, og mange af de, der som spæde blev båret derind til dåb, har som voksne holdt sig på behørig afstand. Alligevel er det i kulturens lange erindring uomgængeligt. Et faktum, som nogle af vore ypperste forfattere i det skjulte vidner om.

Første gang, jeg i litteraturen stødte på husets uomgængelighed, var i Martin A. Hansens store værk ”Orm og Tyr” (1952). I sit arbejde med at finde ind til sindskernen i overgangen fra hedenskab til kristendom indså han, med hvilken nødvendighed de første kristne nordboere forstod kirkens uomgængelighed.

For nordboerne var det en hellig pligt ”at feste nyt livsmod i planter og dyr. Men selv måtte de have kirken, hvorfra Guds rige breder sig ud over gårde og marker, et lyst land i dødsnaturen”. Huset blev også for forfatteren selv - skønt kritisk over for institutionen - uomgængeligt.

En af efterkrigstidens store forfattere - nyligt afdøde Tage Skou-Hansen - havde mødt Martin A. Hansen i deres samarbejde omkring Heretica, og Martin A. Hansen blev ham, der for alvor gav Tage Skou-Hansen stødet til ”De nøgne Træer” (1957), der blev den første af syv romaner med Holger Mikkelsen som den gennemgående figur, i hvem skuffelsen efter Befrielsen blev forvandlet til stædig trods, og som i al sin ufuldkommenhed gennemlevede et forlig med verden, der i sidste instans gjorde, at livet blev livet værd og livet om at gøre.

I ”Den hårde frugt” (1977) beskriver Tage Skou-Hansen Holgers møde med Jakob, hans gamle ven fra modstandskampen, som efter krigen er blevet præst i et østjysk landsogn. Jakob sidder i sin præstegård, desillusioneret og med ringe tiltro til sine sognebørn. Og alligevel bliver han i embedet og blandt det folk, han synes har svigtet, for han ved, at ligesom han har også de brug for tilgivelsen og velsignelsen.

Og den hentes i det uomgængelige hus, som han tager Holger med over i for dér at fortælle om det, der gang på gang modsiger ham i hans pessimisme.

Derinde i den lille, kullede kirke fortæller Jakob Holger om ”en magt som kom til stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En magt som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme, hvad han havde imod mennesker (...). Men han kunne kun føle den magt, som var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker. Og kun når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.

Det vil være et overgreb at gøre Tage Skou-Hansen til forsvarer for folkekirken. Det er heller ikke mit ærinde. Men i sin søgen efter, hvor et menneske som Jakob, der bar så megen uforløst kraft med ud fra modstandskampen, som blev til skuffelse, kan få den mentale nød vendt til noget livgivende, finder forfatteren ind til husets uomgængelige nødvendighed.

Det ville på samme måde være en fejllæsning af et forfatterskab, hvis man anser Kirsten Thorup for at være folkekirkens fortaler. Men når man leder efter de sprækker i et forfatterskabs murværk, hvor lyset trænger igennem, så finder man det i romanen ”Bonsai” (2000).

Kirsten Thorup lader hovedpersonen Nina fortælle kærligt og loyalt om sine forældre, om faderen, der ”går i kirke til højtiderne. Som det hører sig til. Moren går hver søndag for at få den portion åndelig føde, hun har så hårdt brug for (...). Hun spiser grådig af Guds ord. Ordene trænger ind i hende som regn i den tørre jord (...). Hun mærker suset, der udgår fra præstens mund. Hun drikker hans stemme som duggen, der falder tidligt om aftenen. Hun er en lille fugl, der pudser fjerene i et fuglebad af marmor på en fornem plads. Hun er i den store verden, der åbner sig mod menneskers sjæle”.

Det kan være en tilfældighed, men når Kirsten Thorup taler om moderens tilgang til huset, til kirken, til forkyndelsen, så lyder det som et ekko af de ord, som Martin A. Hansen skrev i novellen ”Påskeklokken” fra samlingen ”Tornebusken” (1946), hvor Grethe sidder i kirken og lytter til præstens prædiken over opstandelsens evangelium, som ”ville hun tage ordene, inden han endnu har sagt dem. Hun venter på dem, som en nyplantet, mat plante venter på vand”.

I begge beskrivelser er det det sjæleligt tørstende menneske, der finder tilbage til huset, hvor kilden springer. For dem begge bliver det en uomgængelig nødvendighed. Sådan hænder det, når man nærlæser nogle forfatterskaber, at uomgængeligheden er der. Nu senest med Jens Smærup Sørensens roman ”Feriebørn” (2015). Hovedpersonen Arne har i nogle år forsøgt sig som landsbypræst, men institutionen folkekirken er ham så meget imod, at han uden særlig modstand lader sig afskedige af en biskop, hvis lige jeg ikke har fundet i andre romaner.

Her er for alvor et vrangbillede af kirken som institution, som heller ikke Arne længere kan være i som helstøbt. Han vælger da den anden af de to veje, som tidligere i romanen blev udstukket for ham. Han bliver brugtbilshandler.

Om valgene siger Jens Smærup Sørensen i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten: ”Begge professioner handler om tro og tillid, noget grundlæggende i menneskelivet. Og det er stillinger i udkanten, der må man søge ud for at finde de livstegn, de er helt nødvendige for en forfatter at finde. Man må skrive troen på det levede liv, litteratur kan ikke skrives på lutter negativitet - om så nok så småt, skal der være noget andet.”

Og vel er det småt, men Smærup Sørensens hovedperson, Arne, når gennem romanen frem til det samme forlig med verden, som Holger Mikkelsen gjorde. Atter er et slægtsskab bekræftet, atter høres der et ekko af en uomgængelig sandhed.

Kort tid efter at Arne har opgivet sit sognepræsteembede, opsøges han af sin gamle bekendte, Thor, som synes at have forspildt sit liv og er flygtet tilbage til provinsen, til udkanten. Arne aner ikke i mødet, hvad han skal stille op med Thor. Af sig selv og i sig selv kan han ikke finde den trøst, der er en tvingende nødvendighed for, at Thor kan komme videre med sit liv.

Da kommer tanken til ham. ”Thor, lad os gå en tur. Lad os gå op i kirken (...). Du må ned på knæ, sagde jeg til ham, da vi stod deroppe (...). Du er en lille skiderik, sagde jeg og lagde min højre på hans hoved. Jeg véd slet ikke alt om, hvad du har gået og lavet af lort i din tid. Det er i alt fald for meget. Det véd du også selv. Men hvis du virkelig tror på, at jeg her i Guds navn kan tilgive dig, så er alt dig nu forladt. Det er glemt, Thor, og du kan begynde på en frisk. Ja, og så kan du godt rejse dig op igen. Endnu nede på knæ var han begyndt at stirre op over mit hoved, og han fortsatte med det, uden en eneste gang at glippe med øjnene, mens han kom på benene. Han stod der sådan foran mig, og jeg vendte mig og kunne se, at det var krucifikset. Den lille Jesus på korset, højt deroppe på den nøgne murstensvæg, udskåret i træ engang i middelalderen. Det var ham, der fikserede hans store, åbne blik.”

Jeg begyndte beskrivelsen af det uomgængelige hus med en henvisning til Martin A. Hansen, der for mig blev en øjenåbner af format. Og den, der har øren at høre med, vil i Smærup Sørensens beskrivelse af kirkerummet høre et ekko af den roman af Martin A. Hansen, der om nogen har holdt sig, nemlig ”Løgneren” (1950).

Johannes Vig ser den dag, han holder degnetjeneste i Sandøs kirke, noget, han ikke kan glemme, skønt han aldrig igen vover sig ind i kirken. Han ser et stenhoved, der for ham bliver symbolet på undergangen, glemslen og meningsløsheden, men dette hoved er sat i koret, ”så døden må stirre lige op på opstandelsens symbol, som forstanden ikke begriber”.

Nej, forstanden begriber ikke styrken og kraften i det uomgængelige hus. Men hjertet higer efter det - og finder det. Netop dér.

Ole Juul er tidligere sognepræst, skribent og foredragsholder