Drenge, I Drenge, som døde...

Befrielsesaftenen var en skøn forårsaften, hvor hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring efter nyhederne fra London. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, og folk samledes spontant i gaderne og sang nationalsange til langt ud på natten. Men ikke alle nåede frem til festen...

'Fremtiden afgøres af Politikerne - Jeg er kun Soldat', skriver Berlingske Tidende fredag den 6. april 1951, da helten fra 2. Verdenskrig, feltmarskal Bernard Law Montgomery, indledte et tre dages besøg i Danmark. Under besøget havde han bl. a. en tre kvarters samtale med kong Frederik IX, inspicerede Fodfolkets Løjtnants- og Kornetskole på Kronborg og nedlagde en krans for de døde frihedskæmpere i Mindelunden i Ryvangen'. .; Field Marshal Bernard Law Montgomery, 1st Viscount Montgomery of Alamein ( 1887 - 1976 ) at a three days visit in Denmark. Here he has laid a wreath in Mindelunden , a park for burried victims from the second word war .;
'Fremtiden afgøres af Politikerne - Jeg er kun Soldat', skriver Berlingske Tidende fredag den 6. april 1951, da helten fra 2. Verdenskrig, feltmarskal Bernard Law Montgomery, indledte et tre dages besøg i Danmark. Under besøget havde han bl. a. en tre kvarters samtale med kong Frederik IX, inspicerede Fodfolkets Løjtnants- og Kornetskole på Kronborg og nedlagde en krans for de døde frihedskæmpere i Mindelunden i Ryvangen'. .; Field Marshal Bernard Law Montgomery, 1st Viscount Montgomery of Alamein ( 1887 - 1976 ) at a three days visit in Denmark. Here he has laid a wreath in Mindelunden , a park for burried victims from the second word war .;.

”HER ER LONDON “ I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig ...”.

Om aftenen den 4. maj 1945 nåede frihedsbudskabet Danmark gennem det danske nyhedsprogram på BBC, og speakeren Johannes G. Sørensens berømte ord gik tydeligt igennem de tyske støjsendere. Fem års tysk besættelse var slut.

Det var en skøn forårsaften, hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, og tændte stearinlys sat i vinduerne, man samledes spontant i gaderne, jublede, græd og sang nationalsange til langt ud på natten. Klokken otte den næste morgen trådte kapitulationen i kraft, og landets kirkeklokker begyndte at ringe frihedsbudskabet ind.

Men glæden var iblandet sorg over de mange, der mistede livet under besættelsen for deres indsats i modstandsbevægelsen. Man tænkte på dem, man savnede - dem, der ikke klarede den.

Den 16-årige elektrikerlærling Helge Henningsen fra Odense var en af dem, der var gået forrest i kampen mod tyskerne. Trods sin unge alder var han involveret i illegale aktiviteter på Fyn, og han kom til at betale den højeste pris og ofrede sit liv i modstandskampen.

Kun ganske få timer før meddelelsen om tyskernes kapitulation den 4. maj faldt Helge Henningsen tilfældigt i snak med to mænd ved Det Nye Missions-hotel i Odense. De to udgav sig for at være modstandsfolk, der var gået under jorden, og Helge kom netop fra banegården, hvor han var blevet standset og visiteret af Gestapo.

Drengen var sluppet med skrækken, men turde ikke længere blive i Odense, og han søgte desperat efter en måde at slippe ud af byen på. De fremmede - det viste sig senere at være John Kolling og Helge Keil - var venlige og imødekommende og tilbød ham kørelejlighed til Jylland.

Men så vel John Kolling som Helge Keil var medlemmer af den måske mest frygtede terrorgruppe under Besættelsen, Birkedalgruppen, ledet af grosserersønnen Ib Birkedal Hansen fra Strandvejen i Aarhus, der fra efteråret 1944 fungerede direkte under det tyske sikkerhedspoliti. Alene i 1944-1945 gennemførte gruppen 28 drab på modstandsfolk.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog ”Birkedal”, at Helge Henningsen havde hjulpet de to mænd med at slæbe benzindunke ned fra hotelværelset, og med Keil ved rattet kørte de alle mod Middelfart. Efter en middag på Blommenslyst Kro fortsatte de den videre tur, da Keil drejede ind på en lille skovvej. Drengen blev kommanderet ud af bilen, mens Keils veninde Sonja blev siddende og ventede.

Peter Øvig Knudsen fortæller, hvad der derefter skete: ”“ kort efter tabte Sonja dem af syne bag en bakke. Efter fem eller ti minutter hørte hun en hurtig serie skud inde fra skoven, og et øjeblik efter vendte Keil og Kolling alene tilbage “”.

I HELGE HENNINGSENS HJEMBY, Odense, skulle befrielsesdagen den 5. maj 1945 blive den blodigste dag under den fem år lange besættelse. Heftige ildkampe mellem modstandsfolk, hipoer og tyske soldater gjorde den indre by til en veritabel krigszone og kostede 11 modstandsfolk og 13 civile livet, mens 80 personer blev såret.

Tre dage efter Befrielsen blev der holdt en mindehøjtidelighed i Odense, hvor tusinder strømmede til for at mindes Besættelsens faldne frihedskæmpere. En af dem var den purunge Helge Henningsen, der med livet som indsats var med til at sikre, at Danmark ved Befrielsen kom ud af krigen på de allieredes side.

Han er begravet på Assistens Kirkegård i Odense, hvor den beskedne gravsten bærer indskriften ”Helge Henningsen 18/3 1929 - 4/5 1945”. Til stenen er knyttet en bronzemedaljon med indskriften: Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945.

John Kolling og Helge Keil skulle blive blandt de sidste af besættelsestidens terrorister, der fik regnskabet gjort op. Statsadvokaten havde ved alle retsinstanser beskrevet dem som ”besættelsestidens mest rå og utiltalende terrorister”, men tiden arbejdede for de anklagede, og mildere politiske vinde kom dem til gode:

Helge Keil blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, idømt livsvarigt fængsel ved Østre Landsret året efter, men benådet i 1956.

John Kolling blev dødsdømt ved Københavns Byret i 1948, dommen blev stadfæstet ved Østre Landsret året efter og ved Højesteret i 1950. Benådet den 18. juli 1950 og løsladt i 1959.

Efter et langt liv døde John Kolling i 2009, 64 år efter mordet på den unge elektrikerlærling fra Odense. Peter Øvig Knudsen fortæller i sin seneste bog, ”Nakkeskuddet”, at Kolling så sent som i foråret 2004 boede i et parcelhus ved en øde landevej i Vestsjælland, hvor han havde taget navneforandring til Jon Kolling, nu med titlen skribent. Jon Kolling modtog i flere år statsfinansierede bibliotekspenge, en kulturstøtte bevilget af Folketinget.

Ved Aarhus Universitets hovedbygning, på muren mellem vandrehallen og buerne ud mod Ringgaden, ses en mindetavle med navne på studerende, der mistede livet i modstandskampen efter Besættelsen for 75 år siden.

En af dem var den 23-årige teologi-studerende Christian Ulrik Hansen, der tidligt var gået ind i modstandsbevægelsen, præget af en stærk kristentro med Kaj Munk som det store forbillede. Med mod og mandshjerte havde han sluttet sig til den lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen i kampen mod besættelsesmagten.

Godsejer Flemming Juncker fra Overgaard Gods ved Randers, der stod bag et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland, knyttede snart Christian til sig som sin højre hånd i det illegale arbejde. Juncker fortalte senere, at hans næstkommanderende var ”totalt fri for egocentriske anlæg og kun tænkte på den sag, han ønskede at tjene ...”

Christian, der var født i Farsø i Himmerland, startede flere modstandsgrupper op i Aars, Farsø og Ranum, han organiserede modtagegrupperne i Nordjylland fra november 1943 til februar 1944, ligesom han var gruppeleder i Holger Danske. Men i slutningen af februar måned 1944 gennemførte Gestapo en række aktioner mod de grupper, han stod bag i det nordjyske, og han selv blev taget den 29. februar ved banegården i Aalborg.

Han blev ført til Gestapos hovedkvarter på 1. sal i Højskolehotellet og senere smidt i en fængselscelle i Aalborg Arrest, hvor han under timelange forhør blev udsat for tortur. Men Gestapo kunne ikke knække ham, og han blev overført til Horserødlejren og senere Vestre Fængsel, hvor han kom til at dele celle med Hvidstengruppens medlemmer. Trods sin unge alder skulle Christian få stor betydning som sjælesørger og åndelig vejleder for dem alle.

Kort før sin henrettelse fik han lov til at skrive et afskedsbrev til sine kære, og hans sidste farvel står klart og stærkt tilbage: ”Vi er alle endnu Soldater ved Fronten - vi har alle valgt at kæmpe her med Livet som Indsats, for det vi ved er Frihed, Sandhed og Ret “”.

Kaldet til frihed, sandhed og ret drev den unge modstandsmand - ikke had til tyskerne. Han sluttede brevet til forældrene: ”Og det skal være mit allersidste Ønske, naar Freden er inde, tag da et forældreløst tysk Barn til jer i Stedet for mig “”.

Om morgenen den 23. juni 1944 blev Christian Ulrik Hansen og syv medlemmer af Års- og Farsøgrupperne henrettet i Ryvangen. Tre henrettelsespæle i bronzeafstøbninger og en mindetavle med en inskription af digterpræsten Kaj Munk markerer henrettelsespladsen:

Drenge, I Drenge, som døde,

I tændte for Danmark i dybeste Mulm

en lysende Morgenrøde.

Louis Bülow er historiker og forfatter