I DANMARK HØRER MOSES hjemme i Bibelen. Vel kan godtfolk sige ”Du milde Moses!”, men udråbet er som en død metafor, ingen tager bogstaveligt.
Anderledes i Amerika. Her har Moses været en realitet i 400 år og befinder sig stadig overalt - også uden for Bibelen. Specielt Cecil B. DeMilles film ”De Ti Bud” fra 1923 flyttede ham fra den hellige skrift til populærkulturens alter - hvor han gerne har stået for højreorienteret moralisme.
Hverken succesen eller polemikken var mindre, da DeMille i 1956 genskabte sit værk med Charlton Heston som Moses.
Her tæt på 60-årsdagen vistes den version, ”Amerikas højst elskede religiøse epos”, for nogle uger siden i en biograf tæt på, hvor jeg bor - med forskræp i lokalavisen om ”den største dramatiske fantasi nogensinde skabt i 50'ernes Hollywood-guldalder”.
Forresten følger postyret lige i kølvandet på Ridley Scotts nye blockbusterfilm ”Exodus”, i hvis noget anderledes tolkning samme lokalavis ser ”tegn på den styrke og magt bag Moses-myten, hvis fortælling om frigørelse fra slaveriet giver genlyd på tværs af århundrederne - at den kan tilpasse sig så megen opsparet mening, generation efter generation”.
Og film er kun en af de medieflader, Amerikas Moses efterhånden har bredt sig over. For 50 år siden gav landets da mest populære sangtrio, Peter, Paul & Mary, lyd til ungdomsoprørets tidsånd med ”Der er kommet en mand til Egypten, og Moses er hans navn”.
Politisk befandt denne Moses sig lige så langt til venstre som Hestons til højre, men i dag er han både her og der. Da Michele Bachmann, Tea Party-dronning og kongresmedlem fra Minnesota, før jul tog afsked med sit job i Washington, priste hun Moses som Amerikas oprindelige lovgiver - ganske som den øverste skolemyndighed i Texas kort forinden havde kaldt ham ”den første amerikaner” og krævet tekstmaterialet til historieundervisningen i statens skoler indrettet derefter.
BÅDE POLITISKE OG RELIGIØSE slag har været slået om forståelsen af Moses og hans rolle, men især har han været centrum for den strid om ”politisk religion”, der har stået siden USA's tilblivelse. Som prismet, der bedst bryder og samler lyset fra flest indfaldsvinkler, er hans betydning usvækket og specielt værd at overveje, nu hvor skyerne trækker sammen til det næste præsidentvalg.
En god dækning af emnet leverer bogen ”America's Prophet: Moses and the American Story” af Bruce Feiler, Yale- og Cambridge-uddannet akademiker med rejser gennem Bibelens univers som speciale. Feiler følger Moses-kavalkaden op gennem tiden og bevidner også figurens spændvidde. For ud over polariserede holdninger har den ledt til reelle synteser.
Siden Columbus sammenlignede sig selv med Moses, har stort set alle USA's politiske og kulturelle topfigurer fulgt trop og regnet manden, der splittede Det Røde Hav, for nationens grundlægger og samlende symbol! Allerede puritanerne, der koloniserede New England, mente at være landet i det forjættede land, og siden er det gået slag i slag.
Feiler opregner fire valg, der bestemte Moses' liv: Hans solidaritet med de magtesløse, hans beslutning om at følge sit kald og befri dem, hans uselviske accept af dette besværlige folk, som Gud havde udvalgt (og ikke skabt i hans billede), og endelig hans accept af rollen som de udvalgtes leder til et forjættet land, han ikke selv skulle opleve. Foruden at afskæres fra at spille forjættelsens førsteviolin, blev han siden overtrumfet af en ny Moses: Matthæusevangeliets Jesus.
Hvordan blev denne marginaliserede skikkelse hovedperson i historien om Amerika? Fordi netop andenviolin kunne den almindelige pilgrim og puritaner selv håbe at spille! Det valg, Moses gav sit folk på Nebo-bjerget, gentog Martin Luther King aftenen før sin død - og Ronald Reagan ved Frihedsgudindens 100-årsdag.
AT MOSES-FORTÆLLINGEN har holdt sig så usvækket siden kolonitiden, skyldes pagten med dens to grundpiller og indre spænding: friheden, som den lover, og ansvaret forbundet dermed, som den kræver. På amerikansk: føderalisme.
Feiler vender og drejer med rette denne pointe. Mellem frihed og lov er spændingen en bunden frihed, som det ses i Frihedsgudindens moderne forvaltning af mosaisk historie. En spænding mellem revolution og konstitution, som gør frihed fra ondskab til det godes træl.
Ret forstået svinger historien om Amerika, ligesom den om Moses og Exodus, mellem succes og nederlag, hybris og ydmyghed. Deraf nationens inklusivitet - nok en grund tilm, at Moses refereres fra frihedsklokken og frihedsgudinden til Jeffersons og Franklins moderne ideologi.
I nogen grad var overgangen fra jødisk til amerikansk exceptionalisme oplagt. Amerikas grundlæggere var pragmatikere, og den frihed, de søgte for deres land, var ikke det kristne efterlivs, men den mosaiske dennesidigheds. Deres forestilling om det overjordiske var rationalistisk, så igen er det spændingen i livssynet, der falder i øjnene.
Deres fortælling om Amerika bygger på en gudstro af denne verden, lige fjernt fra steril fornuft og løbsk mystik. Moses er dens perfekte emblem, en frihedskæmper, som følger Gud, men basalt er et naturligt menneske, hvis arv Washington fører videre med en konstitution, hvis løfte om frihed forudsætter, at revolutionære frihedskrav underkastes loven. Amerika som det nye forjættede land og kolonisterne som Guds udvalgte folk deler en manifest skæbne, en højere enhed af Moses og Konstitutionen, som det religiøse og sekulære virkeliggør i tandem.
Men nationens ”mosaiske” fædre holdt slaver! En del Moses-symbolik må derfor vies slavefrigørelsen, undergrundsbanens Exodus fra Syden, Guds sanktionerede brud med loven. Mens Onkel Tom og Abraham Lincoln hver for sig hyldes som Amerikas største Moses, fandt Sydstaterne fremdeles belæg for slaveriet i mosebøgerne, og først da præsidenten i Gettysburg officielt fornyr pagten med Gud og dermed genføder nationen, slås udfrielsen fra slaveriet fast. Hvad selve forløsningen til den ny tid angår, forblev den Lincolns private drøm, som eksperter påpeger i Feilers bog.
AMERIKANSK IDENTITETSFØLELSE udspringer af eksilet i den nye verden. Grundlæggende er landet bibelsk, ikke kristent. Til gengæld bibelsk for hele folket, ikke som typisk for den tids Europa, kun for eliten. Det mosaiske Amerika er en pluralistisk nation, hvis Moses er taget til indtægt for alt fra religiøse reklamefremstød for social forandring og smart forretningsmoral til kommunistiske drømmerier; fra lovgivning til frigørelse; fra outsiderens forjættede land til Wilsons folkeforbund. Populærfiktion gjorde ham til Superman for Everyman - svarende til De Ti Buds kombinerede koldkriger og faderskikkelse for boomerne. Hårde og milde Moses i samme 50'er-figur!
I Feilers optik bekriger han på alle religioners vegne kommunistisk bagstræb, men pluralismen rummer andre varianter. En romans sorte Moses tackler med lovbrud hvid racisme, og Martin Luther Kings Amerika var mere løftebruddets land end forjættelsens, mere Ægypten end Israel.
Sådan fik borgerretsbevægelsen en Moses, der passede til pengene. Og apropos dem er også Bill Gates og Steve Jobs blevet kaldt Moses. Alligevel er den mosaiske forvandlingskugle ifølge Feiler stadig en gyldig personifikation af det moderne, fremmedgjorte menneske; en almenvellets mand med det moralske hjerte ret placeret - i samfundets periferi.
Når man betænker polariseringen af USA's politiske kultur - og hvordan specielt konfliktens højrefløj har taget Moses til indtægt - er det oplivende at blive mindet om, hvor omfattende en eksistens- og kulturkamp Moses-skikkelsen faktisk omspænder. I dens dynamik ligger et stort potentiale for en samtale om holdningsmuligheder, der ellers gensidigt udelukker hinanden.
Gid kommende valgkombattanter ville forholde sig til USAs's mest samlende symbolfigur og gøre det med bare lidt af den sensibilitet, der udmærkede (andre af) nationens grundlæggere.
Poul Houe er professor ved University of Minnesota i USA