Duftende arkitektur og lydløse koncerter

Musik, der ikke kan høres. Hellige anlæg, der kan duftes, men knap nok ses. Steder, der flytter. Arkitektur, der rejser i tid og rum. Dagens kronikør fortæller i 10 kapitler om forunderlige aspekter af den japanske tradition

Duftende arkitektur og lydløse koncerter
Foto: .

1.) PLUDSELIG VAR DE HER SÅ, igen. Bygningerne. Sidst, før da, sås de i nogle få dage 62 år tidligere. Men nu stod de her altså. Endnu en gang. Forhistoriske. Og dog lyslevende, emmende af friske naturmaterialer, dér, sidst i det 20. århundrede.

Men også disse bygninger forsvandt efter blot et par uger på jord. For at vende tilbage? Afgjort, ja. Men ingen ved hvornår. Normal tid sat ud af funktion, med materialer, form og volumen midlertidigt til stede.

Det var Dai-jo-kyu. Hellige bygninger, der opføres, når en ny kejser skal træde til, og som rives ned umiddelbart efter, at kroningen er gennemført.

2.) Dette er historien om ældgamle traditioner i det fjerne Japan. Fra tidernes morgen har der her eksisteret en form for fornyelsesprincip, i forbindelse hvormed tiden følger andre spor og rytmer, end vi i Vesten er vant til.

Vi kender denne fornyelse bedst fra den gamle skik med at flytte selveste hovedstaden, når en kejser døde. Nara var den første, der forblev landets regeringsby i længere tid, fra 710 til 784, hvorefter værdigheden for en kort periode overgik til Nagaoka.

Da Kyoto blev anlagt og fra 794 overtog funktionen som hovedstad, var det sidste gang, at man kunne gennemføre ritualet. Det var blevet for stort, for kompliceret. Man måtte holde igen. Traditionen, som manifesteret på denne måde, måtte ophøre.

3.) Men fornyelsesprincippet lever videre på anden vis: Solgudinden, Amaterasu, kejserens stammoder, tilbedes i Ise. Det menes, at hendes helligdom blev anlagt tilbage i det 3. eller 4. århundrede, og det er sandsynligt, at den allerede i sin tidligste levetid blev fornyet med jævne mellemrum.

Først i år 690 blev det formelt dekreteret, at Ise fra nu af skulle genopstå med regulære intervaller, i begyndelsen på 19 år, senere 20. Siden da er det med få afvigelser sket 61 gange sidst i 1993.

Selve genskabelsesprocessen varer mere end 8 år og involverer 60-80 af landets dygtigste tømrere, der præsterer det mest udsøgte og forfinede håndværk, man kan forestille sig, og som i denne periode når at tilvirke de mere end 10.000 stammer af japansk cypres, der skal anvendes.

Sideløbende afholdes mange religiøse ceremonier, der reflekterer arbejdets gang, og den komplicerede proces kulminerer en mørk oktoberaften, hvor Solgudindens symbol, et helligt spejl, overføres fra det gamle til det nye sæt bygninger.

I shintoreligionens univers er dette det næstvigtigste ritual overhovedet, kun overgået af en kejsers kroning. Oplevelsen af det færdige byggeri, hvoraf meget lidt kan ses af den almindelige besøgende, beriges med en ganske uvant dimension, for i dets første leveår er anlægget indhyllet i træværkets gennemtrængende og uimodståeligt liflige duft.

4.) Det er ikke alene selve Solgudindens tempel, der fornyes, men en storfamilie af hellige anlæg med i alt 125 medlemmer, der med jævne mellemrum genopføres. Og det er ikke blot selve helligdommene med deres hegn, broer og sekundære bygværker, der således ser nyt liv: De tusindvis af kostelige, hellige skatte, der opbevares i bygningerne fornyes ligeledes. Det drejer sig om klædningsstykker, våben, musikinstrumenter, skriveredskaber og meget andet, som alt i alt sandsynligvis svarer til det, der i fordums tider har været en overordentlig betydningsfuld persons udstyr.

Et par tusinde af landets ypperste kunsthåndværkere er beskæftiget med genskabelsen af de gamle skatte, og deres præstationer bliver løbende og nøje overvåget af kritiske præster, der uden slingren vil afvise og kassere de genstande, der ikke lever op til den sublime kvalitet og perfektion, som guderne forventer.

På denne måde holdes der liv i håndværk og specialiserede former for kunsthåndværk, der ellers med usvigelig sikkerhed ville være uddøde for generationer siden. Ise er således ikke blot et forhistorisk levn eller et fjernt frilandsmuseum, men en aktiv medspiller i dagens japanske samfund, et levende, religiøst centrum, der årligt besøges af omkring en halv snes millioner troende og turister.

5.) URGAMLE OG DOG SPLINTERNYE som denne forunderligt paradoksale modsigelse banker Ise med sin 20-årige livscyklus som nationens rytmiske hjerteslag.

6.) Fornyelse, udskiftelighed, som illustreret i Ise specielt og i den traditionelle japanske arkitektur mere generelt, var noget, som den såkaldte metabolist-gruppe lod sig inspirere af.

Gruppen sammenknytttede nogle få af 1960ernes brilliante, japanske arkitekter, blandt dem Kisho Kurokawa, hvis Nakagin Capsule Building fra 1972 på Ginza i Tokyo er et af de fremmeste eksempler på metabolisternes tanker om, hvorledes bygninger og byer skulle kunne vokse og på nærmest organisk vis forny sig.

Der har i et par år rent faktisk været tale om, at nogle af de rumenheder, som Nakagin består af, skulle udskiftes, men det er desværre nok så sandsynligt, at hele dette epokegørende bygværk snart vil blive revet ned, her hvor det har stået i det, der svarer til to Ise-cykler.

7.) Tokyo blev i 1868 hovedstad efter Kyoto. Selvom Tokyo er meget nyere og så milevidt i anlæg og atmosfære fra de gamle hovedstæder, er det, som om det gamle fornyelsesprincip stadig eksisterer og dyrkes, omend det ikke er styret af nogen bevidst planlægning eller tankegang. Dels i kraft af den hast og selvfølge, hvormed byen er genopstået efter katastrofer som voldsomme brande og store jordskælv, ikke mindst det i 1923, og senest efter Anden Verdenskrigs bombardementer, dels i forbindelse med den måde, hvorpå store dele af bymassen har en relativ kort levetid og enten bliver udskiftet med nye, som regel større, bygninger eller får nye facader, fornyet liv og udtryk.

Det siges, at en bygning i Tokyo i gennemsnit vil stå i 17 år, og den moderne, kapitalistiske storbys fornyelsesrytme er således sammenlignelig med Ises forhistoriske, rituelt bestemte vicennale levetid.

8.) For mere end 100 år siden omtalte Den engelske forfatter Basil Hall Chamberlain en ganske forunderlig skik, en forestilling som udførtes i forbindelse med visse overordentlig hellige shinto-ceremonier: en lydløs koncert.

Såvel strygere som blæsere og formodentlig også slagtøj deltog, men af bekymring for, at situationens sakrosankte højtidelighed ville gå tabt, hvis musikken skulle falde i uværdige øren, gennemførte man alle bevægelser og strøg som påkrævet, men uden at en lyd hørtes fra orkestret.

De højt kvalificerede musikere i et sådant hof-ensemble ville være ud af familier, der i århundreder havde spillet denne slags musik med 1500 år gamle rødder; det var et betroet hverv med udøvelsen af musikken og alle dens specielle krav til en avanceret, ofte hemmeligholdt, teknik, nedarvet fra den ene generation til den næste.

Nogen betvivlede denne historie om så absurd en tildragelse, hvis eksistens ingen vesterlændinge kunne bekræfte, så forfatteren konsulterede derfor en japansk ekspert, der nok mente, at konfronteret med spørgsmål om en sådan esoterisk tradition ville en udøver næppe frivilligt give noget reelt svar, og skulle der alligevel af høflighed blive fremsat en kommentar, ville det uden tvivl blive i en tvetydig, dunkel formulering.

9.) En fortid, der vender tilbage. En fremtid, der har været her. Der kan være forskellige måder at opfatte tid og parallelle fysiske manifestationer på. De kan knytte sig til Vestens lineære tidsopfattelse. Fremadskridende, aldrig tilbagevendende, endegyldig. Eller til Østens cirkulære, cykliske tid. Selvfornyende, gentagende, genfødende.

Deler træets skygge

med en sommerfugl.

Venner i et tidligere liv.

(Haiku af præsten Issa (1763-1828))

Svend M. Hvass er arkitekt (MAA)