Min far sang Altid frejdig, når du går, når jeg og min lillebror skulle sove. Salmen er enestående. Har indholdskraft. Dø om så det gælder, lyder det til slut. Da er livet ej så svært, døden ikke heller. Det lød sørgeligt, men også oprørsk. For far sang og spillede om sin unge erfaring under besættelsen. Den, at tyskernes brutale overmagt kun kunne overvindes ved at man ofrede sig. Som britere, amerikanere og russere gjorde. Som unge danske frihedskæmpere gjorde. Og som min fars helt, Kaj Munk, gjorde det i ord og med stædig dødsforagt.
LÆS OGSÅ: Danskerne fik troen på den retfærdige krig
Mange blev henrettet under krigen. Også Kaj Munk. For det koster at leve. Det koster at vinde et liv i frihed. At vinde vores danske frihed. Kastel-monumentet, som blev indviet tidligere i denne måned, minder os herom. Ligesom Mindelunden i Ryvangen. Spørgsmålet er så, om vi dengang og nu værdsætter ofret. Om vi også forstår ofret som mere end at miste.
Hvorfor unge er villige til at ofre sig, kan være svært for mange at begribe. Men svaret er ligetil. Den unge har altid villet sætte livet på spil for mere end sig selv. Den unge spørger netop, om det ikke koster noget at leve, og får svaret i ufredstider. Min fars svar var, at det gør det. Det var det, han ville fortælle med Altid frejdig, når du går.
Hans svar gælder også nu, hvor vi har mistet 42 soldater i Afghanistan, og det i respekt for hver enkelt. For tal er tal, og de kan i deres omkring og cirka udviske det enkelte menneske. Bag tallene udfolder en historie sig. I en død med navn. I en sørgende familie. I kærester, venner og soldaterkammerater. En historie, der udmønter sig i gravstene og mindestene i mindelunde. Oprettet med officiel påskønnelse og anerkendelse. Med det formål at fastholde mindet om de faldne og erindringen om tabets årsag som et nationalt anliggende.
Som udsendt feltpræst i Afghanistan sidst på hold 11 dette forår skar det i mit hjerte, når jeg passerede mindestenen i Camp Bastion. Det er tungt at se navn på navn. Fødselsdato og dødsdato. Navne printet på hver sin lille messingplade, der er hæftet på en stor. Mindestenen har fire sider og hæver sig i et kors lavet af store patronhylstre. Den store messingplade på frontsiden er fuld. Og på messingpladen højre om er der fem små messingplader. Øverst i hvert hjørne pryder Dannebrog, og i midten står de engelske ord: We will remember them Vi vil huske dem.
Da som nu går mine tanker til deres forældre, søskende, koner og børn og kærester. De skal leve med tabet. For dem er navnet på messingpladen et mistet liv. En elsket og kær, som de skal rejse sig ved i deres sorg. Afmagt. Meningstab. Trøst. Og afklaring. De fleste kommer frem til, at deres kære ville ud at kæmpe mod terror og hjælpe til med genopbygningen. Det skal vi andre respektere. Og vi må ikke dissekere motivet og dermed minimere ofret.
Soldaten udsendte ikke sig selv. Det var vi med til. Udsendelsesgrunden er den ene, at Folketinget tilsluttede sig FN-mandatet fra 2001 efter terrorangrebet den 11. septemnber 2001. Mod terror og for genopbygning i et aktivt forsvar for Danmark. Vi ved intet om, hvordan situationen havde været, hvis ikke Danmark havde tilsluttet sig et aktivt forsvar. Men vi ved, at al-Qaedas leder, Osama Bin Laden, er død, og vi kan håbe på, at terrortruslen over år formindskes.
VI SKAL HUSKE, at vort demokratiske samfunds frihed ikke er en selvfølge. Men den historiske situation afgør, hvordan vi forsvarer den. Efter Anden Verdenskrig og den tyske besættelse blev det afgørende for den danske selvforståelse, at ofrene blev værdsat. I det lys, at man måtte mindes for at starte på en frisk.
For der var splid i samfundet. Hvem havde handlet? Hvem var forræderne? Og hvad med samarbejdspolitikken, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undsagde i en tale den 29. august 2003? På 60-årsdagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud.
Kirkeminister Arne Sørensen tog initiativ til Mindelunden i Ryvangen. Han var frihedskæmper og leder af partiet Dansk Samling. Havde på cykel set Gestapo uden for sin bopæl og fortsatte koldblodigt hen forbi dem. Var som en af repræsentanterne for Frihedsrådet med i befrielsesregeringen sammen med Danmarks Kommunistiske Parti og samarbejdspolitikkens partier. Men hans parti røg ud af historien ved valget i 1947. Og Danmarks kommunister blev kraftigt reduceret.
Danskerne ville gerne mindes ofrene som nogen, der forsvarede demokratiet, men ville også glemme krigen. Både som en skamplet og en forbandelse. Danskerne ville fremtiden og faldt tilbage i vante partimønstre. Tidligere frihedskæmpere blev dybt skuffede, mens samarbejdspolitikkens partier sikrede Danmark en plads i Nato kontra Sovjet. Som et demokratisk land.
JEG BESØGER OFTE Mindelunden. For dens påmindelse. I en lund stemt til overskridende eftertanke. Fra Tuborgvejs larm hæver indgangen sig i hvidt marmor i tre plan mod ordene: Her skal mindes danske mænd og kvinder, som gav deres liv i kamp mod fjenden under den tyske besættelse af Danmark.
Ryvangen var tyskernes henrettelsesplads, og tyskerne begravede også de henrettede her. Der lå 202. Mindelunden blev officielt indviet den 5. maj 1950 på årsdagen for Danmarks befrielse, men blev allerede taget i brug på toårsdagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud. Da genbegravede man 106 personer efter et optog fra Christiansborg. Fem af de opgravede var tyske soldater, og familien til 91 af danskerne ønskede dem begravet hjemme i sognet. I dag er der kun 105 grave. En viste sig at være stikker og blev flyttet til de ukendtes grav på Bispebjerg.
Fra ordene over indgangen bliver Mindelunden til i stier og grønne plæner. I plejet omsorg. I andagt. Ret ud til venstre løber en pergola-gang med navnene på 151 frihedskæmpere, der aldrig blev fundet mange af dem døde i kz-lejre. I midten står disse ord af forfatteren Martin A. Hansen, som gik under jorden i 1944 og skrev for bladet Folk og Frihed: Skrammet vandt dit land en gave. Sorgen måtte synge. Glæden måtte græde. Frihed, frihed, lyn ved grave, ny som gry, den arver du. Pløj jord, pløj hav. Fød slægt, fød lov. Og kom endnu din dattervagt, din sønnevagt i hu.
Til højre går en sti ind til en grav-rotunde, hvor der ligger 31 kz-fanger ud af 115, som førtes hjem. I midten er et rundt fladt mindesmærke for de omkring 600 af 6000, der døde i kz-lejre som Neuengamme og Bergen-Belsen. Kunstneren har sagtmodigt ladet skrøbelige egeblade delvist dække et gitter. Dække de rædsler, vi ikke kan fatte.
Tilbage igen og længere fremme til højre ligger gravfeltet med 105 grave og navnene på de 91, som er begravet af deres familier. De fleste bare 22-23 år gamle.
Et granitmonument af billedhuggeren Axel Poulsen samler dem alle i en mors favn. Det hedder både For Danmark og Moderen med den dræbte søn. Moderen sidder med sin døde søn mellem sine kraftige lår. Hans arme ligger op over dem, og hun støtter ham let med armene nedad. Med kvalt smerte i afvæbnet protest. Men med løftet hoved. Som ser hun fremad. Mod håbet i tabet. Som i renæssancekunstneren Michelangelos Pieta i Peterskirken. Her sidder Maria med Jesus efter korsnedtagningen. Men han glider væk, og hun slår fingrene let ud, mens hun i en blanding af forklaret ro og lammet yndefuld sorg siger, at det er sket, og opstandelsen venter.
Moderen med den dræbte søn går i spænd med Kaj Munks ord på granitstenen foran henrettelsespladsens tre flåede bronzepæle længere oppe i Mindelunden: Drenge, I drenge som døde. I tændte for Danmark i den dybeste mulm en lysende morgenrøde. Det gjorde de. Det var det, min far ville fortælle og bevare. Som en påmindelse.
Ligesom det nye monument i Kastellet nu også gør det.
Kristian Massey Møller er valgmenighedspræst og har været feltpræst i Afghanistan