E-mail til mormors begravelse

Dagens kronikør er 25 år og studerer i USA. Da hans mormor for nylig døde, var han forhindret i at deltage i begravelsen. I stedet sendte han denne bevægendee-mail til sin mor, som læste brevet op efter begravelsen

Så døde mormor. Nu er hun borte, hendes liv sluttede efter 92 år, og på en eller anden måde synes jeg, at det måske er godt.

Allerede for nogle år siden kan jeg huske, hun sagde, at nu syntes hun, hun havde levet nok. Da morfar døde, og jeg kom ned til Haslev, sad mormor i sin rullestol. Hun var som altid nydeligt klædt på, og jeg kan huske, at hun smilede, selvom hun

var

ked

af det. Hun tog min hånd i sin og gav mig et kys på kinden. På den der særlige måde, som mormor altid gorde det. Et fast greb, og når man lagde armen om hendes skulder, kunne man mærke, hvor tynd hun var. Nogle gange stødte vores briller sammen,

når

hun

gav mig det der enestående og typiske mormorknus siddende i sin rullestol. »Søren, nu er morfar kommet hjem til Gud,« sagde hun. Og man kunne se, at hun var lettet og rolig. Hjem til Gud. Døden var ikke forfærdelig og trist, for mormor vidste, at

nu

var

morfar et bedre sted.

Hun var stærk og fattet, og da vi begravede morfar, sang hun salmerne - som hun kunne udenad - og var stolt og ordentlig hele vejen igennem. Det hele gik, som det skulle, og der var orden i sagerne. Der var i det hele taget altid orden i sagerne

hos

mormor. Hun var altid nydelig og anstændig, og selv de sidste gange, jeg var på besøg hos hende på Grøndalshjemmet, huskede hun at tilbyde både vin, kager og sherry, selvom hun måske ikke helt kunne huske, hvem jeg var. Sådan var mormor. Altid

gæstfri

og åben. Aldrig til besvær. Mormor var et fantastisk menneske. Selvom hun var skrøbelig til sidst, var hun alligevel på en eller anden måde familiens anker. Kære, lille mormor i sin rullestol. Med et hjerte af guld. I søndags åndede hun ud efter

92

år.

Jeg var ikke til stede, men jeg forestiller mig, at hun gjorde det lige så stille. Uden at vække postyr. Ordentligt.

Farvel mormor, nu er du også taget hjem til Gud. Hils morfar og tak for alt.

Lige så længe jeg kan huske, har jeg været betaget af mormors hænder. De var sådan nogle rigtige husmorhænder, som man kan se har skrællet tusindevis af kartofler, strikket metervis af sokker og gravet bjerge af jord i køkkenhaven. De var store

og

knoglede og stærke. De var hårde - men samtidig varme og kærlige.

Jeg synes, det er svært at beskrive mormor for en, som aldrig har følt hendes hånd i sin. Og jeg synes, vi er heldige, fordi de hænder altid har været der for os. Nogengange med en spytklat på pegefingeren, hvis mormor skulle fjerne noget

størknet

chokolade-is fra ens kinder. Eller når de på et sekund skar et par skiver af den sønderjyske spegepølse og smurte en skive rugbrød fra Aldi.

Nu skal vi aldrig mærke de hænder mere. Men det er ok, for jeg er sikker på, ingen af os nogensinde vil glemme, hvordan de føltes. Hårde, trygge og varme. Kærlige ligesom mormor.

Da jeg satte mig for at skrive dette brev, tænkte jeg på alle de ting, som jeg forbandt med mormor. Små glimt fra de 25 år, jeg har kendt hende.

Jeg kan huske lugten i kælderen på Vestervang, hvor de store vin-gobler stod og gurglede. Den stejle bagtrappe, som førte op til køkkenet og bagtrappen (hvor mor eller Karen, jeg kan ikke huske hvem, ifølge sagnet engang sad og nægtede at spise

en

tomat). Jeg kan huske den imponerende hastighed, hvormed mormor betjente piskeriset i køkkenet. Duften af nybagte boller, hvor smøret smeltede, når man smurte det på. Mormor med hastige skridt og forklæde på. Jeg kan huske, hvordan Rikke og jeg

vinkede

ind til mormor bag køkkenvinduet, dengang vi fandt en død fugl på stenterrassen ud mod haven.

Jeg husker tydeligt, hvordan mormor kom med stabler af pandekager ned til Lysthuset. Hvordan hun altid kunne finde det, man havde brug for ovre i laden. Hvordan hun grinede, når vi væltede tårnet af byggeklodser i gangen.

Jeg kan stadig smage, når vi hjalp mormor med at plukke jordbær i køkkenhaven. Hvordan Rikke og jeg var lidt nervøse, når vi skulle med mormor over til den underlige nabo på den anden side af hækken. Havearbejdet. Badeværelset ovenpå, hvor der

som

regel

var lidt køligt, og hvor morfar efter sigende engang vaskede hår i hårfjerner. Altanen ud mod haven på første sal, hvor den evige pose med nødder stod placeret.

Jeg kan stadig se mormor stå nede på græsplænen og kigge op på os, når vi klatrede i Rødbøgen. Jeg husker egentlig ikke, at hun råbte »pas nu på«, eller »kom ned«. Det har hun måske gjort, men sådan som jeg husker det, så smilede hun.

Jeg kan huske, når vi forventningsfulde stod og kiggede på mormor, som højt oppe på en stige satte gyngerne op.

Og når man fik lov at slå græs med den mekaniske, motorløse græsslåmaskine. Dengang var det en fryd, når man fik lov.

Om eftermiddagen skulle mormor og morfar altid sove til middag. Jeg kan huske, jeg græd, fordi de engang sagde, at nu skulle de »tage en på øjet« - jeg troede, at de skulle til at slå hinanden, og det gjorde mig rædselsslagen, fordi sådan noget

kunne

jeg slet ikke forestille mig mormor og morfar gøre.

Ellers synes jeg aldrig, mormor sov. Hun var altid vågen og i gang, når jeg om morgenen kom ned ad trappen.

Inde i stuen kan jeg huske, hvordan man kunne snurre i den sorte stol. Nogen gange kom der sorte striber på væggen. Jeg kan huske kaktussen ud mod terrassen, netdøren, den røde løber (hvorpå jeg vist tog mine første skridt), skiltet over

indgangen

til

spisestuen, hvor der stod »Snorene faldt mig på de liflige steder, en dejlig arv tilfaldt mig«. Til den dag i dag har jeg aldrig helt forstået, hvad det betød.

Og vi fældede juletræer om vinteren og legede med vandslangen på græsplænen om sommeren.

Hvis man betragter Vestervang som første kapitel i min erindring om mormor, så er Themstrupvej kapitel to.

Der var altid varmt i stuerne på Themstrupvej. Og der var altid kaffe. Og Kristeligt Dagblad.

Kuk-uret slog med dyb stemme, og det snurrede, når mormor trak det op (og mor fortalte, hvordan hun engang havde fundet sin julegave, et par strikkede handsker, derinde, og at det var fryyygteligt).

Jeg læste til folkeskolens tysk-eksamen på Themstrupvej, og mormor hjalp. Min kammerat Jonas var med, og jeg kan huske, at jeg var stolt over at vise ham min mormor og morfar. Så vidt jeg husker, fik vi 9 eller 10, så læseriet bar frugt.

Det var også på Themstrupvej, mormor begyndte at fortælle mig om dengang, hun var lille. Jeg hørte om smedjen i Hjerpsted, om dengang kongen kom ridende og bandt sin hest til et træ, om hvordan mormor skulle snakke tysk i skolen - men religion

foregik

på dansk (og frikvartererne også).

Mormor boede på Themstrupvej, da hun kom i rullestol. Så skubbede hun sig omkring i huset - beklagede sig aldrig - og opfandt en masse nye måder at gøre tingene på. Ude i køkkenet stod der et skærebræt med et søm i, som man kunne spidde en

kartoffel

og derved skrælle den med en hånd.

Og det var på Themstrupvej vi sad, efter morfar blev begravet.

Sidste kapitel er Grøndalshjemmet. Mormor smilede altid, når man kom på besøg. Og hun sagde: »Søøøøøren« og »Det er godt min dreng« på samme måde, som hun altid havde gjort det.

Jeg kan huske, at jeg altid synes, de andre på hjemmet var så utrolig gamle i forhold til mormor, selv om hun måske var meget ældre end de fleste.

Mormor talte altid pænt om Grøndalshjemmet. Nu ved jeg ikke, om der er nogen af plejepersonalet til stede i dag, men i så fald skal de i hvert fald have tak, fordi de altid behandlede mormor ordentligt.

Jeg tror måske nok, at mormor savnede »hjemme«. Til sidst, da man virkelig kunne mærke, at nu var hun blevet gammel, kunne hun ikke huske så meget. Engang troede hun, at jeg var gift med mor, og at jeg var hendes bror. Andre gange kunne hun

pludselig

huske det hele. Jeg kan huske, hvor forbløffet jeg blev, dengang hun citerede en masse vers om en kvist til Grethe, og hvordan hun stadig fortalte detaljeret om sin opvækst i Sønderjylland.

Men mormor var pludselig blevet gammel. Til sidst var der ikke meget ved det mere for hende. Og i søndags døde hun. Det, tror jeg, er godt nok.

Mormor var et fantastisk menneske. I mine øjne betyder ordet »mormor« glæde, kærlighed, varme, respekt, gæstrihed, god mad, grin, ordentlighed og Gudfrygtighed.

Alle ved, at mormor var meget kristen. Men hun levede sin religion uden at fordømme eller bebrejde nogen noget. Hun troede på Himlen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er der, hun er nu.

Sikkert i gang med at bage brunkager til hele banden.

Men først har hun nok givet morfar et ordentligt knus. Måske har han taget sin lommekniv frem og delt en pære med hende, som han gjorde, dengang de mødtes på molen i Thyborøn.

Mormor blev født i 1907. Hun voksede op i en tid, hvor man red på heste og brugte stearinlys. Hun har set to verdenskrige. Hun var ikke engang teenager længere, da børsen krakkede i New York i slutningen af tyverne. Hun var en midaldrende dame,

da

mennesket satte sine ben på månen for første gang. Hun serverede fiskefilet til Stauning.

Det er kort sagt et utroligt liv, mormor har levet. Hun har virkelig set verden forandre sig. Men det vigtigste for mormor tror je, altid har været hendes familie. Tænk, hvor længe hende og morfar blev ved med at elske hinanden. De satte »fire

piger«

i

verden, som alle er til stede i dag. Og de fik syv børnebørn, som vidste, de altid kunne regne med mormor og morfar. Man kan næsten sige, at mormor og morfar forkælede os med kærlighed.

Det er meget langt fra noget, som alle mennesker i verden har fået lov at opleve. Der har vi været heldige.

Mormor døde i søndags. Og det var godt nok.

Hun havde levet et langt og rigt liv, og da hun åndede ud den sidste gang, kunne hun se tilbage på næsten 100 år, hvor hun havde »gjort det godt«.

Det er selvfølgelig trist, at mormor er væk. Der opstår en underlig tomhed.

Men vi har til gengæld en hel have af minder. Og jeg tror ikke, jeg er den eneste, som vil tænke på mormor og smile, hvergang jeg hører sønderjysk, dufter dampende boller i ovnen, ser et Dannebrogsflag, går ind i en kirke, spiser en skål

øllebrød...

jeg

kunne blive ved.

Der er masser af minder. Og de er alle sammen gode.

På den måde kan man sige, at »en dejlig arv er tilfaldet os«.

Kære mormor. Du var et utroligt menneske i ordets mest positive forstand. Tusinde tak for dig. Hils Gud og sig, at han burde give dig en medalje! n

studerende