Efter fornuften, Grosbøll og Ramsdal

Præster skal kunne skelne mellem prædiken, filosofi, digt og andre genrer, og de skal ikke lade fornuften bestemme, om opstandelsen kan bevises eller ej. Den tid er nemlig forbi, hvor man giver sig i lag med videnskabelig dokumentation i trosanliggender. De kan nemlig ikke bruges til noget, mener dagens kronikør

Hans Krab Koed er lektor på UC-Syddanmark og formand for Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding
Hans Krab Koed er lektor på UC-Syddanmark og formand for Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding.

Stakkels Per Ramsdal, som er kommet for skade at sige, han ikke tror på alt det overnaturlige: Jesu bogstavelige, fysiske opstandelse; og at han stikker de efterladte en nødløgn ved begravelserne.

Vi søger for tiden ny præst i det sogn, hvor jeg er menighedsrådsformand. Selv om vi er meget åbne over for tolkninger af evangeliet og forstående over for, at præster også kan tvivle, og at det endda måske er godt med lidt tvivl, så ville vi jo aldrig ansætte en præst, der kommer med et så firkantet statement, der rent ud sagt stritter direkte imod bekendelsesskrifterne i bogstavligste forstand.

Det går ikke; noget andet er, at det kan være fint at diskutere spørgsmål om Jesu opstandelse og Guds almagt i en studiekreds. Der kan en præst få ret frie tøjler og bør også have det efter min opfattelse. I øvrigt er det da vist også værre at sige, at man ikke tror på opstandelsen, frem for det med Guds almagt.

Tænk om Jesu opstandelse skulle være afhængig af, hvad vores fornuft kan tillade; det var godt nok en sølle Gud, som er underlagt menneskers forstand. Sådan leger man ikke med Gud. Og mon ikke også Per Ramsdal kan bringes til at forstå, at Guds muligheder ikke afhænger af vores erkendelsesteori?

Problemet er nok, at man taler forbi hinanden; for Ramsdal opdager ikke, at der siden Kant er sket en kopernikansk erkendelsesteoretisk vending.

Man kan i dag i fin overensstemmelse med traditionel dogmatik hævde, at dogmatikken ikke giver sig af med at bevise Jesu opstandelse - den forudsætter den. Bevis eller ej, uoverensstemmelsen mellem Ramsdal og hans modstandere ligger nemlig et helt andet og mere afgørende sted end mellem en stillingtagen for eller imod Ramsdals synspunkter.

Ramsdals problem skyldes ikke, at han for mig at se støtter sig til en tradition, som nok kan kaldes positivistisk; men det er snarere forståelsen af de forskellige sekulariseringsteorier, der gør udslaget.

En traditionel forståelse af sekulariseringen - som hos den østrigsk-amerikanske sociolog Peter Berger - forudsætter en tro på en objektiv videnskab, som i fuld overensstemmelse med oplysningens projekt kan frigøre mennesket fra uvidenhed og gøre det til alle tings målestok. Kort sagt sætte mennesket i centrum.

Men troen på, at man kan finde en neutral og objektiv position, hvorfra man kan analysere og beskrive den endegyldige sandhed, er brudt sammen i de seneste årtier.

Religionskritikken har været en vigtig baggrund for sekulariseringens fremadskriden. Religionskritik har nemlig altid været knyttet til ideen om, at man kunne slippe helt af med religionerne - når vi blev kloge nok.

Det er selvfølgelig ikke Ramsdals udgangspunkt, at vi kan slippe af med religion. Men i hans optik kan religion kun på bedste positivistiske vis fungere, hvis den holder sig inden for vor fornufts område.

Det betyder, at Ramsdal kommer til at slå følge med Berger, som mener, at religion er menneske- eller samfundsskabt.

Men der findes også andre og nyere sekulariseringsteorier, blandt andre repræsenteret ved den tyske sociolog Niklas Luhmann, der døde i 1999. Luhmanns teorier bygger ikke på den utopiske opfattelse, at fornuften i sidste ende kan forstå alt. Det betyder, at religionen er sat fri af tidligere tiders byrde med at forholde sig til fornuftens erkendelsesformer.

Se, det er netop her omkring sekulariseringsforståelsen, at kæden hopper af i diskussionen om Jesu opstandelse. For ingen har i debatten taget højde for hverken det positive ved sekulariseringen eller det nye grundlag for erkendelse. Mennesket er ikke længere alle tings målestok, sådan som det har været siden Kant. Kants filosofi havde sin mission engang; nu hører Kant hjemme i filosofihistorien som en baggrund for den kopernikanske vending i filosofien.

Tidligere stod det ikke til diskussion, at ”Gud er Gud, om alle mand var døde”. (Den Danske Salmebog, nummer 7) I dag ved man, at det kan vi slet ikke udtale os om. Vi har, som mange teologer så rigtigt formulerer det, kun mulighed for at udtrykke os om Gud med vore egne ord, og for egen regning, kunne man føje til.

Man kan derfor heller ikke postulere, at Jesu opstandelse eller Guds eksistens er afhængig af vores erkendelse. Hvordan pokker skulle man kunne erkende det? Hvor er det arkimediske punkt?

Det kan nemlig ikke hjælpe noget, at vi teologer nok ved og forstår Ramsdals anliggende. For det gør vi jo, hvis vi kan vores kirke- og dogmehistorie. Men Ramsdal er kun et dårligt ekko af P.G. Lindhardts opgør med den traditionelle forståelse af det evige liv. Det, Lindhardt sagde godt og klart i 1953, kan ikke bevidstløst gentages i dag i 2015, uden at det automatisk bliver til løgn.

Tiden er en anden; afmytologiseringen er ikke længere aktuel. I dag ved teologer, at alternativet til tro ikke er videnskab, men vantro. Videnskaben hersker ikke længere ubegrænset i vores bevidsthed. Videnskab er en meget stor variabel, som hele tiden forandres. Trangen til det spirituelle og åndelige er sluppet fri af tidligere tiders modsætning mellem tro og videnskab. Modsætningen er ikke længere absolut. Det er ikke stadig forbudt at være religiøs. Det er ikke et enten-eller, om du tror på en gammel mand på en sky.

Følgelig behøver vi heller ikke længere afmytologisere myten for at gøre den spiselig for det rationelle menneske. I stedet kan vi acceptere, at vi har en fornuft, at vi kan være rationelle; men det er ikke det samme som, at fornuften kan råde uindskrænket. Vi er også afhængige af andet end det, vi selv har kontrol over. Ja, vi er faktisk ikke særlig gode til det med at kontrollere noget som helst.

Følgelig skal præsten heller ikke længere bruge sin kostbare taletid til at kæmpe mod vindmøller a la Sancho Panza. P.G. Lindhardts pointe fra 1950'erne kan stadig forkyndes uden bastante udsagn om noget, præsten heller ikke kan vide noget om.

Nej, præsten skal starte i det positive udsagn: Jeg tror, hjælp min vantro; sådan kan tvivlen komme til orde, sådan kan præsten også være et almindeligt menneske; men det duer ikke, når præsten bliver så meget teolog, at det hele ender i teologi, og jordforbindelsen afskæres.

Derfor har vi stadig biskopper, som kan se til, at præsteløftet holdes, at menigheden kan beskyttes mod forførelse. Præsten skal kunne skelne mellem prædiken, filosofi, digt og andre genrer. Præsten skal ikke lade fornuften bestemme, om opstandelsen kan bevises eller ej. Den tid er nemlig forbi, hvor man giver sig i lag med videnskabelig dokumentation i trosanliggender. De kan nemlig ikke bruges til noget.

Derfor skal der lyde et forsvar for menigheden; ikke kun den i Sydhavn, men den kristne menighed, som ikke har skygge af chance for at forstå de teologiske spidsfindigheder, som Ramsdal mener, han trækker på. Spidsfindigheder, som altså endda hører en svunden tid til - efter Kant, Grosbøll og Ramsdal.

Hans Krab Koed er lektor på UC-Syddanmark og formand for Skt. Nicolai Sogns Menighedsråd i Kolding