Lørdag den 14. februar 2015 sad jeg på mit kontor på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København og skrev på en artikel. Kontoret ligger lige over for Nordhavn Station kun 10 minutters cykeltur fra Parken.
Lyden af sirener fra politibiler og ambulancer er ganske almindelig i det københavnske bymiljø. Alligevel lagde jeg mærke til dem den dag, hvilket nok skyldtes, at der var mange, som blev ved og ved. Jeg klikkede ind på nyhedssiderne på min pc og så straks ”breaking news” om skyderi ved Krudttønden.
Bemærkninger om, at skyderiet havde fundet sted i forbindelse med et arrangement om ”Kunst, blasfemi og ytringsfrihed”, skærpede min interesse: Vi var knap nok blevet færdige med at analysere og kommentere det frygtelige terrorangreb mod det franske satireblad Charlie Hebdo, som havde fundet sted godt en måned tidligere i Paris.
Så den mentale opmærksomhed på kombinationen af jihad og satire af islam var absolut til stede i terrorismeforskerens analytiske beredskab.
Endnu var det dog sparsomt med informationer, så jeg besluttede mig for at cykle hjem til min lejlighed på Vesterbro, hvor jeg boede dengang. Hjemme hev jeg mobiltelefonen frem, og den spjættede som en fisk på land, så fuld var den af ivrige journalisternes beskeder.
Medierne var ikke i tvivl: Danmark var ”ramt af terror”, hvilket skulle blive den gennemgående overskrift for begivenhederne på Østerbro den lørdag. De fleste journalister ville have mig til at spekulere over, hvad der var sket, hvilket er sædvanen, når en terrorhandling har fundet sted, og man endnu intet faktuelt ved: Jo mindre faktuel viden, desto mere spekulation både fra medier og fra eksperter.
Jeg prøvede dog at forholde mig rimelig nøgtern og saglig til de få kendsgerninger. Men Danmark var ramt af terror - den beslutning havde den danske offentlighed truffet allerede ved 18-tiden lørdag, og nyheden var nået til udlandet, for allerede lørdag aften startede opringningerne fra de store medier i Europa, USA, Asien og Mellemøsten. Altså allerede inden skyderierne ved synagogen i Krystalgade lørdag nat. Medierne havde således beredskabet klar, men var samfundets beredskab klar?
Lynhurtigt blev gerningsmanden knyttet sammen med syrienkrigere, Islamisk Stat og såkaldt crossover: Kriminelle, der bliver radikaliserede og ender som terrorister. Allerede mandag morgen kunne en forsker berette om, at dette problem er stort særligt i danske fængsler, mens andre henviste til, at gerningsmanden havde været til fredagsbøn i moskéen i Heimdalsgade dagen inden skyderierne.
Justitsministeren understregede ved pressemødet for offentliggørelsen af politiets evaluering af beredskabet, at gerningsmanden var ”usædvanligt farlig”: Det usædvanlige bestod i, at han ikke lod sig afskrække af, at der var bevæbnede vagter ved Krudttønden. Politiets og justitsministerens konklusion var, at det fremover ville være nødvendigt ikke blot med skydevåben - men tillige træning i at bruge dem.
Midt i al mediehalløjet om lørdagen inviterede en chokeret deltager ved mødet mig på kaffe, hvor han berettede ,at sikkerheden omkring Krudttønden virkede temmelig tilfældig, og især undrede han sig over, at der ikke var vagter udenfor - godt en måned efter Paris-terrorismen mod Charlie Hebdo!
Der har været skrevet om dette, og heldigvis er TV 2 News efter granskning her de seneste dage begyndt at bringe historier om forholdet. Man undrer sig over, dels at gerningsmanden kunne komme så tæt på, dels at han kunne kapre en bil og flygte. Kynisk spørger man sig selv, hvorfor han ikke blev skudt inden.
Det kan der være mange gode svar på, for eksempel bekymring for at ramme sagesløse i en sådan skudveksling, men politiets egen evaluering er tavs om dette forløb.
For den udenforstående virker det uforståeligt, at sikkerheden omkring Krudttønden ikke var bedre. Havde begivenheden fundet sted en måned inden Charlie Hebdo, ville det nok have været en anden sag. Men Paris-terrorismen viste, at satire over profeten Muhammad fremdeles kan motivere til jihad. Det virker ikke, som om den risikovurdering, der lå til grund for beredskabet, er enig i den fortolkning.
Det er naturligvis ikke de agenter og betjente, der den 14. februar var sendt til Krudttønden, som skal lastes for noget som helst, for de har varetaget opgaven efter de instrukser, de har fået. Men vi savner svar på, hvorfor instrukserne var, som de var. Det får man ikke i politiets evaluering fra maj 2015.
I årevis har myndighederne opbygget et forebyggende beredskab mod tidlig radikalisering. De har længe været opmærksomme på risiko for såkaldt radikalisering i fængsler. Der er gennemført kurser i, hvordan ”bekymringsvækkende tegn identificeres”, og hvordan de rapporteres til Pet.
Det var i tilfældet Omar el-Hussein sket tre gange, mens han endnu var varetægtsfængslet, uden at det førte til handling - heller ikke da han pludselig i januar stod på gaden. På trods af, at en mentalundersøgelse ved retssagen havde vist, at han både var ustabil, stærkt voldelig og forbruger af hash.
Med andre ord var han kendt af systemet: Hans farlige lys brændte ikke under en skæppe, men lyste klart og tydeligt. Med al den forebyggende sikkerhed, Danmark har investeret hundredvis af millioner i, hvordan kan sådan en person ende med et professionelt våben og skyde på et offentligt og bevogtet møde en lørdag eftermiddag? Heller ikke dette spørgsmål får vi svar på i politiets evaluering af begivenheden ved Krudttønden.
Hvorfor bliver reaktionen på skyderierne ved Krudttønden, at indsatsen mod tidlig radikalisering skal styrkes yderligere? Vi ved jo ikke, om den virker, og i den konkrete sag ville den ingen forskel have gjort. Ville det ikke være mere oplagt at lægge planer for, hvordan man hindrer hashrygende dropouts i det københavnske nordvestkvarter eller på Vestegnen, som øjensynlig er vrede over, at Israel uhindret kan føre krig i Gaza, og er modtagelige for forkvaklet, men farlig jihad-ideologi, i at ende som terrorister?
Omar dedikerede sin brutale udåd til Islamisk Stat. Han havde ikke været i Syrien eller for den sags skyld Irak. Alligevel afsatte man efterfølgende mere end en halv milliard til it-udstyr for at kunne følge danskere i udlandet.
Terroren i Paris i januar og i november og København i februar sidste år har vist os, at terroristerne som regel er folk, som myndighederne kender fra de kriminelle miljøer i hårdtramte bydele. Er det ikke der, indsatsen skal starte? Ikke med - i hvert fald ikke alene - mere overvågning og flere controlorders, men med socialpolitiske initiativer til at få disse bydele integreret og gjort mere attraktive for alle?
Det er her, indsatsen for et bedre beredskab starter, hvis ikke vi skal vænne os til, at skyderier som dem ved Krudttønden bliver en genkommende risiko blandt alle de andre trusler mod vores samfund. Det handler ikke om mere af det samme, men om at forandre indsatsen for et bedre beredskab.
Nytænkning efterlyses.
Lars Erslev Andersen er seniorforsker i international sikkerhed ved Danish Institute for International Studies (DIIS)