Efter skandalen – besindelsen. Læsning af Heidegger

Indtil for få år siden blev han anset for at være blandt det 20. århundredes allerstørste filosoffer. Men den fortsatte afdækning af Martin Heideggers nazisme og antisemitisme slider på hans anseelse. Her gør en dansk Heidegger-forsker boet op

Efter skandalen – besindelsen. Læsning af Heidegger

Først kom skandalen med voldsom afstandtagen og kritik. Så kom besindelsen. Det handler om offentliggørelsen af Martin Heideggers ”Sorte hæfter”, som viste, at Heidegger ikke bare var nazist, som man vidste, men også antisemit. Det havde der været mange, der naivt, kan man sige, friholdt ham fra. Naivt, fordi antisemitismen var en nerve i nazismen. Her i landet var det Donna Tella di Cesares ”Heidegger og jøderne. De ’Sorte hæfter’,” der fik stor bevågenhed. Inden havde udgiveren af ”Die Schwarzen Heften”, Peter Trawny, lagt ud med ”Heidegger und der Mythos der jüdischen Weltverschwörung” (Heidegger og myten om den jødiske verdenssammensværgelse).

Med udgivelsen af antologien ”Reading Heideggers Black Notebooks 1931-1941” er muligheden nu givet for, at man kan danne sig et indtryk af spændvidden i receptionen fra Trawnys vurdering af, at jøderne har en konstitutiv rolle i Heideggers fortælling om værenshistorien til den tyske filosof Friedrich-Wilhelm von Herrmanns afvisning af den kritik som en påstand, ikke udtryk for filosofisk tænkning.

Fælles for kritikken af bedømmelsen af hele Heideggers tænkning som antisemitisk på baggrund af de sorte hæfter er kvantiteten og formen på de passager, det drejer sig om. Kvantitativt handler det om 13 passager af 1, 2, 3 og 5 linjer, små tre sider af 1250 sider af hæfterne fra 1931-1941, hvor han fremfører kritiske bemærkninger mod verdensjødedommen. I form drejer sig det sig om sætninger, der kan læses som en logbog fra en rejse. Det betyder, at nogle afviser, at de antisemitiske udsagn er en uopgivelig del af Heideggers tænkning. Dertil kommer, som flere bidragydere fremhæver, at bemærkningerne om jøderne og verdensjødedommen er tidens klichéer: de er ”kalkulerende, rationelle og rodløse”. Men det er skuffende, at forfatteren af ”Væren og tid” (1927) faldt for den nazistiske propanda, skriver politologen Fred Dallmayr.

I dette hovedværk kritiserer Heidegger den europæiske filosofiske tradition for at være blevet til stivnede tanker. Derfor, sagt med et udtryk af hans elev Hannah Arendt, måtte man ”optø de frosne tanker”, så erfaringerne, de udsprang af, blev tænkt igennem. Men taler man om jøderne som ”kalkulerende, rationelle og rodløse”, taler man som om, at alle jøder har et bestemt væsen. Det er ”frosne tanker”. Heidegger er ikke på niveau med sig selv.

Rejsen, Heidegger var på, var begyndt med ”Væren og tid”, hvis spørgsmål var: Hvad er værens mening? For at oplyse den gik Heidegger vejen over det værende, som mennesker er. Det værende adskiller sig fra væren. Hans analyse af det værende førte til, at det kan beskrives som tidsligt. Tiden er det værendes horisont. Det viste analyserne af angsten, som er grundstemningen, kastet ud i livet som mennesker er med udsigt til døden, hvoraf følger omsorgen og bekymringen og forståelsen, som er menneskers lod i en tilværelse, hvor det skal holde sig tilintetgørelsen fra livet for sig og sine. Men er så tiden værens mening? Er vejen ikke spærret til væren af det værendes, menneskers forståelse, sådan som man kan erfare, at man i sin bestræbelse på at nå et andet menneske, forstår sig halvt ihjel uden at nå det menneske? Heidegger er endt på en blind vej, indtil han i 1931 begynder en værenshistorisk tænkning, som rummer fortællingen om den første og anden begyndelse, hvilket indebærer, at væren også tænkes i tid. Hos Heidegger går den historie fra Platon over Descartes og Kant til den moderne videnskab, som fører til teknologi, der medfører nutidens værensglemsel. Jødernes særlige kendetegn er som sagt ifølge Heidegger den kalkulerende rationalitet og rodløshed. Nøjagtigt det karakteriserer ifølge Heidegger den moderne tid. Den er kendetegnet ved, at mennesker har løsrevet sig fra væren i en bemægtigelse, der gør alt til genstand for en forarbejdelse, machen . Derfor må han tilbage til begyndelsen hos grækerne, før forfaldet begyndte med Platon og hen til det folk, hvor muligheden for en ny begyndelse findes, tyskerne, hvis særlige kendetegn er deres digtere, der taler et poetisk sprog, der lader væren komme til orde.

I Hitlers revolution så han først muligheden for, at det kunne ske. Derfor blev han nazist 1933. Da han i 1934 blev klar over, at hans drøm ikke var nazisternes, fortsatte han med at støtte bevægelsen, dog i hans egen spirituelle udgave, hvor han tog afstand fra nazisternes vulgære ideolog. Han understregede således gang på gang, at han kun var ”åndelig” nazist. Men, som Fagenblatt bemærker, ”åndelig” på den særlige måde, at han klandrede jøderne for den antisemitisme, som ramte dem: raceprogrammerne, eugenikken, drabene foranlediget af moderne racisme, stammer fra den moderne ”Machenschaft”, som er jødernes metafysiske kald. Her er vi ved nerven i Heideggers antisemitisme. Nu handler det ikke mere om tidens fordomme og floskler, men om metafysik, det vil sige de grundliggende spørgsmål om væren.

I moderniteten spiller den internationale jødedom en afgørende rolle ifølge Heidegger. Her fremdrager Trawny en bemærkning fra 1941, hvor verdensjødedommens tiltagende magtudfoldelse omtales. ”Spørgsmålet om verdensjødedommens rolle er ikke et racespørgsmål, men et metafysisk spørgsmål, om den slags menneskelighed, som er absolut ubunden, kan tage den verdenshistoriske opgave på sig at rykke alt værende op fra væren”. ”Den menneskelighed, som er absolut ubunden”, er en stereotyp for den kosmopolitiske jøde.

En del vil imidlertid sige, at tilsvarende skrives om englændere, amerikanere, bolsjevikker og så videre. Det er hele den moderne verden, Heideggers raseri retter sig imod, ikke jøderne specifikt.

I det moderne liv er værens nærvær forsvundet. Derfor, tolker Harries, længes Heidegger tilbage til barndommens tabte paradis i Messkirch, hvor han erfarede værens tilsynekomst: Der var væren, og ikke ingenting, og vi er en del af den væren. I ”Das Geheimnis des Glockenturms” skriver han om julen i Messkirch, så man kunne tro, at han havde kendt Grundtvigs ”Kirkeklokke mellem ædle malme” med linjerne: ”Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit himmerig.”.

Længslen er udspringet for hans værenshistoriske tænkning, som nostalgien hersker over. Intet i den moderne verden kan stilne længslen, hvorfor han raser mod den. Håbet retter sig mod en ny begyndelse, hvor hændelsen åbner for verden. Her gør Harries opmærksom på et brev Heidegger skrev til Hannah Arendt februar 1925, hvor han skildrer kærligheden som en hændelse, hvor en andens nærvær bryder ind i ens liv, så man må tage vare på, at den gave forbliver så levende som på den første dag.

Arendt og Heidegger havde en historie med en første og anden begyndelse. Den første varede fra 1925 til 1933, hvor hun brød med ham. I 1950 fulgte hun en impuls og opsøgte ham, så en anden begyndelse blev virkeliggjort. Bagefter tænkte hun over forsoningen. Den består i at affinde sig med det skete. Det gjorde hun og fortsatte sin dialog med og mod Heidegger, idet hun tænkte selv. – Måske et eksempel til efterfølgelse for en nutid, som må leve med, at også Heidegger var ”menneskelig, alt for menneskelig”. En levende erindring er en vedvarende samtale med fortiden om, hvad man vil revidere, og hvad man vil føre videre nu. Man må således spørge, hvorfor blev det en skandale, at der fandtes antisemitiske bemærkninger hos Heidegger, man vidste havde tilsluttet sig nazismen? Hvad er vores tids nostalgi? Hvem er vores tids jøder?

Reading Heideggers Black Notebooks 1931-1941: Redigeret af Ingo Farin og Jeff Malpas, The MIT Press

 Karen Marie Mortensen er Cand.theol og forfatter