En god gammel dansk tradition eller en skamplet?

Det vigtige ved folkekirkens civilregistrering er hverken gammel tradition, moderne lighedsideologi eller røde tal på bundlinjen. Det vigtige er, at vi har en folkekirke, der både har et kirkeligt og et folkeligt ben. At kalde denne ordning kirketvang er latterligt, mener dagens kronikør

Kort før nytår kom der igen gang i en hidsig diskussion af folkekirkens monopol på at registrere fødsler og dødsfald, og ikke overraskende deler meningerne sig, som de plejer, mellem dem, der på den ene side synes, at det skal man selvfølgelig blive ved med at gøre, fordi det er en god og billig tradition. Selvfølgelig også fordi langt de fleste danskere stadig er medlemmer af den danske folkekirke, så at det giver mening stadigvæk at tale om Danmark som et kristent samfund.

På den anden side mener både rigtige kulturradikale og rigtige socialister, at det er en skamplet for et demokrati, der altid har kæmpet for frihed og lighed, at der skal være tvungen civil registrering i en evangelisk-luthersk kristen kirke. Vi lever i en dansk virkelighed med mange forskellige former for kristendom og endnu flere, der ikke er kristne overhovedet, men for eksempel ateister eller muslimer.

I Sønderjylland foregår registreringen på rådhuset, fordi det var traditionen i det tyske samfund, der herskede i Sønderjylland indtil 1920. Det burde selvfølgelig også være tilfældet i resten af Danamark, siger man i de partier: Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, der kæmper for frihed og lighed, og Liberal Alliance, der mest kæmper for frihed.

Det er svært at bygge bro mellem de to sæt meninger. Det er også for let at argumentere for, hvor latterligt det er at tale om kirketvang, som avisen Informations leder gjorde det den 25. november, for det ord giver helt andre associationer end det, der reelt foregår på kordegnens kontor. Lige så latterligt som for enhver pris at ville bevare den bestående ordning, fordi den har eksisteret i så mange år, som det er tilfældet i Det Konservative Folkeparti.

Jeg synes, man skal tage fat på problemet på en helt anden måde og heller ikke fokusere så meget på økonomien, selvom det burde ærgre det besparingsivrige parti Liberal Alliance, der gerne vil holde de offentlige udgifter nede, at det helt sikkert bliver meget dyrere med en registrering på rådhuset.

Det vigtige er hverken gammel tradition, moderne lighedsideologi eller røde tal på bundlinjen. Det vigtige er en folkekirke, der både har et kirkeligt og et folkeligt ben.

Den evangelisk-lutherske folkekirke har en fortrinsstilling i Grundloven, bliver støttet af staten og udfører registreringen på statens vegne. Det er imidlertid ikke en statskirke, men en folkekirke med selvstændige sogne og demokratisk valgte menighedsråd.

Især på landet er næsten alle butikker, skoler og biblioteker efterhånden lukket i de små sogne. I de store provinsbyer sker der også en rationel centralisering i de offentlige virksomheder, så at de kan blive lige så rentable som de private, og i hele samfundet er der en stærkere og stærkere statsstyring fra regeringen i København. Er det en god udvikling?

Det synes jeg ikke. Jeg synes, at man skal kæmpe for også de små sognes mulighed for at være centrum i de udkanter, som efterhånden er hele landet vest for Roskilde, hvor der stadig lever mennesker, der er afhængige af hinanden i fællesskaber, som er socialt bæredygtige, men bestemt ikke økonomisk rentable.

I den sammenhæng har folkekirkens sogne en enestående mulighed for at være lokale væresteder i stedet for den brugs, den skole og det bibliotek, der er forsvundet.

Det er ikke nostalgi, men nødvendig modstandskamp mod at blive reduceret til en udkant, som ikke må bestemme noget som helst selv. Den lokale kirke er selvfølgelig først og fremmest forkyndelse og ritualer for de kristne og dem, der har lyst til at komme på besøg til en gudstjeneste.

Sognet er imidlertid også en geografisk enhed. Sognegården eller kirken uden for kirketiden kan godt være midtpunkt for et folkeligt liv for alle i sognet. Det er frihed og lighed på et så elementært folkeligt niveau, at det ikke interesserer kulturradikale og socialister på et meget højere politisk plan, hvor man svælger i absolut frihed og absolut lighed.

Det er heller ikke interessant for de politikere, der svælger i nationalistiske værdier, men det er interessant for politikere, der tager det alvorligt, at almindelige mennesker gerne vil have fællesskab i en så lille virkelighed, at de kan overskue det. I en så lille virkelighed er det også meget lettere for meget aktive kristne at leve sammen med både mindre aktive kristne, muslimer og ateister.

Det er forstemmende, at socialistiske, kulturradikale og konservative frontkæmpere har lige så stor berøringsangst for en folkelig kirke som muslimer. Man kan bedre undskylde dem, at de ikke forstår, at i Danmark er religion ikke over politik, og politik er ikke over religion.

Politisk demokrati er den laveste fællesnævner for borgere i det danske samfund og alle dets sogne, men den højeste fællesnævner er et menneskeligt fællesskab, som ikke kan lukkes inde af religioner eller ideologier, men som i folkekirkens sogne kunne blomstre på tværs af både politiske og religiøse meninger og gøre det naturligt for alle i sognet at lade sig registrere det samme sted.

”Socialdemokraterne vakler,” skriver man hoverende i Informations leder om den kirkelige registrering. Jeg synes det er prisværdigt, at de vakler, og jeg håber, at den fornuftige undervisningsminister er lige så besindig.

Jeg ved godt, at bortset fra de steder, hvor der er asylcentre, er der ikke så mange ateister og muslimer på landet som i de små og store provinsbyer, så i disse byer er den lokale modstand på tværs af religioner og ideologier imod centralisering og umyndiggørelse lige så vigtig som på landet. Og den kan i det halvstore sogn i byen blive mobiliseret lige så effektivt som i det lille landsogn, selvom det der er en mere direkte kamp for overlevelse.

Begge steder må det være vigtigt i Grundtvigs ånd at skelne mellem det kirkelige og det folkelige ben, men ikke være bange for at blande dem sammen, som det kan ske ved et foredrag, en skovtur eller en årstidsfest for hele sognet.

De største modstandere af en sådan forbrødring mellem meget forskellige sognebørn vil være de muslimer, der er så fundamentalistiske, at alle andre muslimer og kristne er urene, og så de kristne, der kun drømmer om, at der bliver en klar adskillelse mellem stat og kirke, så at de kristne i sognet kun behøver at stå på deres kristne ben i kirken.

Alle andre kristne burde ikke være bange for at være kirke og folkeligt fællesskab sammen med ugudelige og nogen, der er så gudelige, at de tror, at de kan undvære det folkelige ben. Begge grupper kan jo blive klogere og med glæde lade sig registrere som mennesker i samme båd som andre mennesker, selvom man tror på noget forskelligt.

Det kan så være, at de forvilder sig ind i kirken og hører, at både Jesus og Paulus siger, at man kan blive frelst som ugudelig og vantro, men det er ikke det, man skal tale om, når det bliver registreret, at et menneske og et sognemedlem er født, og et menneske og et sognemedlem er afgået ved døden. Det gør man i den kristne gudstjeneste, der lige så lidt som registreringen er et eksempel på kirketvang.

Registreringen er ikke tvang, men indbydelse til at være med i et fællesskab, som man måske slet ikke drømmer om eksisterer, og som selvfølgelig også kun eksisterer, hvis man deltager i det.

Politikerne bryder sig nok ikke om, at man ikke kan stemme om indholdet i kirkens folkelige ben, men det gør det ikke mindre nødvendigt at gå på det.

Bo Rasmussen er seminarielektor