Sidst i september fremlagde Selskab for Kirkeret en rapport med et forslag til En kirkeforfatning anno 2011. Tak for det! Det er godt, dette selskab dermed aktivt og konstruktivt leverer stof til den samtale om folkekirkens fremtidige struktur og ledelse, der i de kommende år vil blive mere og mere påtrængende.
LÆS OGSÅ: Hvem, hvad og hvorfor om en kirkeforfatning
Som det påpeges i rapporten, er det en debat, der kan føre flere forskellige steder hen. Til en bibeholdelse af status quo. Men det er næppe sandsynligt. Eller i yderste konsekvens til at adskillelse af stat og kirke. Det er måske heller ikke det mest nærliggende at tænke sig.
Nej, debatten vil nok snarere føre til en fastholdelse af det særlige forhold mellem stat og folkekirken som den kirke, den overvejende del af befolkninger har tilsluttet sig, men med en større selvstændiggørelse af folkekirken med egne organer til at tage initiativer og beslutninger. Debatten skal ruste kirken til denne selvstændighed, så den ikke kommer som en tyv om natten. Det er vigtigt.
Når jeg griber pennen her, er det for at lede debatten på ret spor. Rapporten nævner mange gode grunde til, at tiden er inde til at fremlægge et forfatningsforslag nu. Men den nævner underligt nok ikke den allervæsentligste og mest tungvejende grund til at tumle med spørgsmålet. Og det er skidt! For selve begrundelsen for at arbejde med at udfylde Grundlovens paragraf 66 med en kirkeforfatning vil jo uvægerligt i enhver henseende præge den måde, arbejdet gribes an på.
Rapporten nævner, at i den nuværende politiske situation synes der at være mulighed for, at der kan blive nedsat en kirkekommission til at undersøge og komme med forslag om folkekirkens indretning og stilling, så vi omsider kan få en friere og mere selvstændig folkekirke. Grundlaget for den nytiltrådte regering tyder på, det går i den retning. Men skal kirken nødvendigvis have en forfatning, bare fordi det nu politisk synes muligt? Det er en tynd begrundelse.
Rapporten nævner også, at de to eneste løfteparagraffer i Grundloven, der endnu ikke er blevet opfyldt, vedrører trosforhold, nemlig paragraf 66 og paragraf 69. Men skal løfteparagraffer nødvendigvis opfyldes, bare fordi det måske i en jurists optik ser lidt ufærdigt og uskønt ud? Også en noget tynd begrundelse! Hvis det alt taget i betragtning i grunden fungerer meget godt, som det jo egentlig har gjort længe, er der jo ingen grund til at ændre noget.
Rapporten nævner så eksempler på, at det netop ikke har fungeret gnidningsfrit: kirkeminister Tove Fergos (V) klodsede håndtering af salmebogssagen i 2001 og Birthe Rønn Hornbechs (V) mildt sagt meget tendentiøse og konserverende holdning til homoseksuelles adgang til kirkelig vielse. Indre anliggender i folkekirken altså, som en tilfældig kirkeminister har håndteret med afsæt i temmelig private ideologiske præferencer, så spørgsmålet om en mere hensigtsmæssig afklaring af kompetenceforholdene unægtelig har trængt sig på.
Men på den anden side kan man jo så også gøre gældende, at man da altid omend trægt har fundet frem til holdbare løsninger. Hvortil skal føjes, at der næppe kan herske tvivl om, at det har styrket folkekirkens position i befolkningen, at Folketinget så at sige har udgjort synoden, hvor der er blevet taget vare om og sat rammer for folkekirkens ydre og indre anliggender.
Det har været en garant for folkekirkens rummelighed og for en samhørighed, udmøntet blandt andet i en udligningsordning, der har gjort det muligt at opretholde et kirke- og gudstjenesteliv også i meget tyndt befolkede egne af landet. Godt for det!
De anførte begrundelser for, at tiden skulle være inde til at fremlægge forslag til en kirkeforfatning, er med andre ord ikke tilstrækkelige. De får det ikke til at fremstå som en uomgængelig nødvendighed. Tværtimod er der en fare for, at en så intellektuel og akademisk tilgang til sagen, som der anlægges her, kan komme til at virke blokerende for den videre diskussion, fordi den ikke er i kontakt med og ikke tager afsæt i de reelle udfordringer, folkekirken står over for derude på herrens mark, så vidt forskelligt i små og store sogne.
Herude har rigid, ideologisk sognetænkning, som de grundtvigske må tage et medansvar for, nu gennem mange år reelt medvirket til en katastrofal afkristning i dette land. Stiltiende har vi ladet det kirkelige liv sygne hen i mange tyndt befolkede landområder. Det er folkekirkens fortsatte legitimitet i befolkningen, det dybest set handler om i dag. Det er den, der skal genvindes eller fastholdes.
DET DREJER SIG IKKE først og fremmeste om struktur og ledelse. Men om helt almindelige menneskers sans og forståelse for det kristne budskabs nødvendighed. Eller som en bekendt lidt mere højtideligt har udtrykt det: sansen for, at uden evangeliet går verden til grunde.
Det er her, alle overvejelser om forandringer i folkekirkens struktur og ledelse må tage afsæt. Folkekirkens styrke beror på dens lokale forankring og på det personlige møde, som finder sted her. Kirke er ikke noget, nogen laver for nogle andre. Kirke og kirkeliv er noget, præster, menighedsråd og menighed skal være sammen om at udvikle lokalt.
Netop derfor må folkekirken i fremtiden organisere sig på en sådan måde, at kirken faktisk er der, hvor mennesker mødes. Er dér, hvor der er liv i de folkelige fælleskaber i øvrigt. Hvor folket er, må kirken være er akkurat overskriften på det debatoplæg, Grundtvigsk Forum lige har udsendt (og som findes på foreningens hjemmeside: www.grundtvig.dk).
Her foreslår vi, at der på de relevante steder etableres fællessogne eller fælles pastorater, som netop følger de folkelige fællesskaber (skoledistriktet, plejehjemsdistriktet, idrætsforeningerne, området samlet om handel og kultur i fælles by og så videre). Men en sådan omorganisering gør det nødvendigt at tænke nye tanker om de kompetencer, der skal tillægges provst og provstiudvalg.
Hvem skal tage de nødvendige initiativer? Hvem skal løbe processen i gang og sikre den lokale forankring undervejs i forløbet? Og hvad nu hvis man ikke kan blive enige om nødvendige pastoratsændringer eller sognenedlæggelser?
LÆS OGSÅ: Økonomi er vigtigere end teologi i en uafhængig folkekirke
Det er her biskop og stiftsråd kommer ind i billedet og i forlængelse heraf også en kirkeforfatning i det hele taget. Det afgørende perspektiv, når vi skal tænke disse organers kompetencer og ledelsesbeføjelser, handler om, hvordan de kan bidrage til at sikre og udvikle folkekirkens lokale forankring.
Det er den, det hele bygger på. En forfatning for folkekirken skal helt konsekvent tænkes fra neden!
Helge Baden Nielsen er næstformand i Grundtvigsk Forum