Kronikkens overskrift En præst og en plage er hentet fra en bog om den meget kontroversielle, nu 76-årige norske præst Børre Knudsen. Bogens titel blev for nylig til titlen på en dokumentarfilm om samme præst. Filmen vises lige nu i norske biografer. Den er blevet anmeldt i landets største aviser, endog positivt. Omend det er tydeligt, at anmelderne har svært ved at fri sig for et forhåndsubehag ved hovedpersonen.
Ubehaget kommer af Børre Knudsens mangeårige engagement for kampen mod fri abort. Den kamp har han ført med opsigtsvækkende midler. Fra salmesang og bøn på sygehusgange til profetlignende tegnhandlinger, såsom at overhælde sig selv med lammeblod foran Stortingsbygningen i Oslo. Altid helt igennem fredelige midler, men yderst kontroversielle i den almindelige folkeopinion.
LÆS OGSÅ: Salmer smitter mig med livsglæde
Det hele begyndte i 1970erne, hvor Børre Knudsen nedlagde den statslige del af sit præsteembede, hvilket i praksis ville sige, at han sendte al løn retur og frasagde sig vielsespligten.
Selv mødte jeg Knudsen, da jeg var præst i Nordnorge i 1990erne. Han blev min sjælesørger og skriftefar. En helt uforlignelig sådan, med dyb intuition for det sagte og usagte blandet med humor og stort vid. Han sprængte alt, hvad der fandtes af negative billeder af ham i offentligheden.
Det samme oplevede journalisten Niels Christian Geelmuyden, som fik til opgave at interviewe ham til Morgenbladet. Geelmuyden er ateist og udmeldt af kirken. Interviewet endte med at blive til en hel bog: En præst og en plage.
Geelmuyden beskriver, hvad han forventede at møde i præstegården: En selvhøjtidelig og hensynsløs landsbytosse, hvis store tragedie i livet må være, at han ikke blev født på Erik Blodøkses og Harald Hårderådes tid. Dengang mænd var mænd, Satan var ubarberet, og staten endnu ikke fandtes. Men det gik anderledes: Du godeste, tænker jeg. Her må foreligge en teknisk fejl ved virkeligheden. Sidder manden ikke her ved min side fuld af selvironi og gedigen humor? Han, der egentlig burde være tillukket, dydig og utålelig. Hvorledes kan han tillade sig at opføre sig på tværs af al rimelig forventning? Hvem bilder han sig egentlig ind, at han er?.
En præst og en plage er en vidunderlig bog af en af Norges mest velskrivende journalister. Man ler sig gennem hele bogen, trods dens på sin vis alvorstunge emne. Det er som at møde en norsk Don Camillo.
Det siger så også noget om, at Børre Knudsen er langt mere end abortsagen. Han er af en meningsmodstander blevet kaldt en af de største norske salmedigtere i nyere tid. Hans salmer har ikke den lyse og lidt let indtagne kristendom, man finder hos en anden nulevende, norsk salmedigter Svein Ellingsen hvis salmer har fundet vej ind i den danske salmebog.
Der er mere urnorsk for ikke at sige urkristelig tone i Knudsens salmer. Man kunne også sige Brorsonsk tone, for det er salmer med bibelsk-erotisk billedbrug som omdrejningspunkt.
Reaktionen udeblev da heller ikke i anmeldelserne, da første samling af salmer udkom i 1976.
Nogle anmeldere karakteriserede salmerne med udtryk som: mandlig præstationsfikseret seksualitet, den pastorale senpubertetslyrik, selve frelsen bliver til orgasme og religiøs pornografi. Hvilket til overmål viser, at Knudsen var kontroversiel også uden abortsagen.
Alt sammen både abortsag og salmer og alt andet fra Knudsen kommer af Knudsens gudsbillede, som er meget langt fra det gudsbillede, der strømmer gennem en del teologi i disse år, den nye gud, den for alt i verden ikke-metafysiske gud, som blæser, hvorhen mennesket vil.
I Knudsens gudsbillede møder vi det bibelske gudsbillede med alle paradokserne, billedet af den højst levende Gud, på én gang majestætisk, uforanderlig, evig og længselsfuld, grædende, sårbar.
Knudsen sagde således om Gud i et avisinterview: Vi har en jaloux Gud. Uhyre sårbar. Og uhyre hurtig. Han går fra handlingslammelse til det modsatte på et øjeblik. Det er det, der er gudsbilledet. Denne kærlige Gud sidder ikke og mimrer og laller. Gud er lidende og lidenskabelig.
At der er sammenhæng mellem Knudsens gudsbillede og hans abortkamp, kan man forvisse sig om ved at læse En præst og en plage, hvori Knudsen giver udtryk for de stærke bibelske paradokser i gudsbilledet kombineret med Gud som den helt anderledes. Gud ligner ingenting, siger han. Han har kun ét billede, og det er Menneskesønnen. Vi bærer hans billede. I mennesket møder du Gud. At slå et andet menneske er egentlig en majestætsfornærmelse. At dræbe et ufødt menneskebarn er mere end en fornærmelse. Det er det samme som at forkynde, at Gud er død. Fosteret er selve duften af Gud. Gud og fosteret aborteres i samme operation.
At gudstro og abortkamp hænger nøje sammen hos Knudsen, fremgår også af et avisinterview, hvori det bliver til et spørgsmål om muligheden af overhovedet at kunne tro på Gud. Journalisten spørger, om Knudsen tvivler på Gud. Hvortil han svarer: Ikke nu, men jeg var forfærdelig anfægtet, før jeg begyndte at gøre noget ved abortsagen. Allerede da var jeg optaget af det, vi ser tydeligt nu i bioteknologiudviklingen, hvordan mennesket går ind i Guds sted og bliver sin egen skaber. Hvad bliver da så af Gud?, tænkte jeg. Og det at hævde menneskeværdet konsekvent blev den eneste måde at bekæmpe vantroen i mig selv på. Men abortkampen blev nu først og sidst en kamp for mennesket. Hvert eneste, enkelte menneske. Både kvinden og barnet.
Geelmuyden fik et meget kontant og bevægende udtryk for den side af kampen, da han efter sidste interview til bogen blev kørt til Bardu Lufthavn i Knudsens rustne Lada. De sad og talte lidt sammen i lufthavnen, mens de ventede på hans fly. Pludselig kommer en ukendt kvinde og lægger en konvolut hos Børre Knudsen og forsvinder igen. Han åbner og læser brevet: Kære Børre Knudsen. Hvis det ikke havde været for dig og den kamp, du fører, ville jeg ikke sidde på flyvepladsen nu. Jeg sidder og venter på det kæreste, jeg ved i verden. Min ni år gamle datter. Ville bare, du skulle vide det.
Børre Knudsen hører ikke til dem, der drømmer om en statue. Det får han nok heller ikke. Selvom man i den norske offentlighed mærker den tendens, der ofte bliver samfundets ubehagelige sandhedsrøster til del, når de dør, eller måske endda før, når de glider ud af offentligheden. Et vist forsonligt slør lægger sig over mindet. Tidvis ender det ligefrem i hyldest. Knudsen er ikke død. Men ramt af Parkinsons sygdom har Børre Knudsen i efterhånden mange år måttet holde lav profil. Hellere end at mindes med statue og hyldesttaler ville han, at han en sidste gang kunne få lov til at minde det norske folk om overgrebet mod børnene og deres mødre.
I dokumentarfilmen siger han, at når han dør, må nogen gerne putte ham i en sort plastiksæk og smide ham foran Stortinget for selv i døden at minde om, hvad staten gør ved tusinder ufuldbårne fostre hvert år. Og måske fordi Børre Knudsen selv med tiden mere og mere har følt sig som en abort.
Da Geelmuyden i En præst og en plage spørger Knudsen om, hvordan verden ville have set ud, hvis den kun bestod af Børre Knudsener, svarer han med velkendt selvironi:
Det ville aldrig gå. Der er sikkert allerede for mange af dem. De kører hver deres løb og er meget selvoptagne. De kan såmænd være farlige. De spiller på deres omgivelser. De kan blive populære, hvis de ønsker det. Og hvis de ikke ønsker det, kan de blive ofre. Personlig føler jeg mig mere og mere som en slags abort. Den slags følelser kan være en hjælp, når man kæmper for det ufødte liv.
Henrik Højlund er sognepræst, forfatter og formand for Evangelisk Luthersk Netværk