Sneen drysser stille ned, mens bilen maser sig gennem snemasserne op til huset. Det er ved at være sidst på dagen, og jeg har lovet at komme på sygebesøg hos Karen, en 72-årig døende kvinde. Da jeg kommer, ligger hun i en seng midt i stuen og sover.
Alt ånder fred og ro: Der er tændt stearinlys og sat afskårne blomster i en vase ved siden af sengen, og rundt omkring hende sidder hendes mand og tre voksne børn og taler stille. I går var børnebørnene også til stede, da jeg var forbi. De sad og lavede lektier og var indforståede med, at mormor sov og kun ventede på at dø.
Jeg går hen til Karen og ser på hende. Hun er blevet mager, efter at kræftsygdommen har fået overtaget, og ansigtet har ændret sig. Jeg rører lidt ved hende, men der er ingen reaktion, hun sover tungt. Jeg får at vide, at hjemmesygeplejersken har været forbi for en time siden, fordi hun har ømmet sig, og sygeplejersken har givet morfin mod smerterne som aftalt.
Jeg hører på vejrtrækningen, at det ikke varer længe, før det er slut, og kan ligeså godt sætte mig ned og vente. Tankerne løber gennem hovedet, og jeg må gribe mig selv i at tænke, at netop sådan ville jeg gerne selv få lov til at dø, hvis jeg kunne vælge: Omgivet af ens nærmeste og med fred i sindet.
Jeg ved godt, at Karen ikke altid har accepteret, at hun skulle dø, og at hun har været både vred og angst og opgivende. Hun havde regnet med at have mange år tilbage, indtil hendes brystkræft for et halvt års tid siden blussede op igen, og det viste sig, at den havde spredt sig til det meste af kroppen.
Hun var bange for, hvad der skulle ske, og hun var nervøs for, om hendes fem år ældre mand kunne klare alt det praktiske. Én gang havde hun også i en samtale spurgt, om jeg ville hjælpe hende med at afkorte den sidste meningsløse tid. Jeg forklarede dengang, at det hverken ville eller måtte jeg, men at jeg ville give hende smertestillende medicin, hvis hun havde ondt, og at kommunens hjemmesygepleje var godt klædt på til at hjælpe med det praktiske, hvis hun ønskede at dø derhjemme.
Mens jeg sidder der hos Karen, tænker jeg også på begrebet "en værdig død", som af uransagelige grunde er blevet både begrundelse og synonym for aktiv dødshjælp. Hvor forkert! Den naturlige død, som udspiller sig lige foran mine øjne, er vel i højeste grad indbegrebet af en værdig død. Også selvom Karen har grædt og skældt ud, og selvom børnene og ægtefællen har sloges med praktiske gøremål og mange søvnløse nætter.
JEG HAR GENNEM MINE snart 30 år som læge – heraf de 20 som praktiserende læge – set mange dødsfald. Og der har bestemt også været dødsfald, som har været voldsomme og ubehagelige at være vidne til. Især på sygehuset, hvor jeg blev konfronteret med den pludselige død i form af hjertestop og trafikulykker, med politi, blå blink og travlt personale. Hvor døden kom uventet, uden mulighed for, at de chokerede pårørende kunne tage afsked eller på nogen måde forlige sig med situationen.
Jeg har også oplevet døden, når den kom alt, alt for tidlig. For eksempel hos en kvinde, der havde fået kræft i en ung alder. Hvor døden først indtrådte efter et langvarigt og udmattende sygeleje med mange kropslige plager som ledsager.
En ubarmhjertig tid med behov for hjælp til alt: spisning, toiletbesøg og selv den mest personlige hygiejne. Men alligevel, når det hele var overstået, havde den lange tid og de mange genvordigheder været med til at give de pårørende en slags forsoning med det allerværst tænkelige, da døden til sidst bankede på: "Det var dejligt, at hun nu kunne få fred, trods alt".
Jeg har oplevet døden som værende tragisk, ulykkelig, anstrengende, smertelig, ja, til og med smuk, men aldrig nogensinde har jeg oplevet døden som uværdig.
Jeg vil ikke udelukke, at der findes en død, som kan opleves som uværdig; at nogle mennesker oplever at dø i ensomhed, på en travl hospitalsafdeling eller puttet ind på et badeværelse, fordi der mangler plads og ressourcer for eksempel til den hospiceplads, der kunne have gjort en afgørende forskel.
Men aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord kan aldrig blive svaret. Hverken på ressourceproblemer eller som middel mod dødsangsten. For læger og ansatte i sundhedsvæsenet skal det altid handle om at afhjælpe lidelse, og målet må være at hjælpe til med at gøre situationen udholdelig – i kraft af menneskeligt nærvær og ved hjælp af den moderne medicin, som i dag er i stand til at gøre den sidste tid lettere at gennemleve.
JEG KAN MÆRKE URO I STUEN og kigger på Karen, som har trukket sit sidste åndedrag. Ansigtet er om muligt endnu mere fredfyldt end før. Personerne i stuen rejser sig, græder lidt og giver hinanden et knus.
På vej ud trykker ægtefællen min hånd og siger: "Hvor er jeg glad for, at jeg holdt ud. Jeg troede ikke, jeg kunne, og jeg troede, jeg var nødt til at få hende indlagt til sidst. Jeg var godt nok vred på dig, dengang du ikke ville hjælpe hende med at afkorte den sidste tid, men kan godt forstå det og accepterer din holdning. Det har været frygtelig hårdt, men det har været umagen værd. Og jeg tror, at det var sådan, Karen ville have det."
Mens jeg kører ud ad de ufarbare sneveje, tænker jeg på, hvor svært det er at forklare, hvor stærkt og livsbekræftende et dødsfald kan virke på én. Jeg forsøgte en gang i Deadline på DR2 i en ophidset debat om aktiv dødshjælp, men havde knap nok startet på min sætning, før studieværten lagde hånden på min arm og sagde: "Hvor er du dog kynisk".
Og jeg tænker på, hvordan tv-mediet har taget patent på at vise enkelthistorier, hvor mennesker af angst for den sidste tid vælger at afslutte livet selv ved at tage til udlandet og få hjælp til "en værdig død".
Og jeg tænker på Helge Adam Møller, som regner med, at han som menneske får lov til at vælge, hvordan den sidste tid vil blive, fordi han altid har fået lov til at bestemme, hvordan livet har skullet udforme sig for ham. Formentlig gør det angsten mindre, hvis man får en illusion af, at man selv bestemmer over liv og død?
Men det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at vi skal herfra en dag – og mon ikke det er bedst, at vi ikke har en krystalkugle, der fortæller os, hvordan og hvornår det sker?
I mit univers er det at afslutte et menneskeliv ikke noget, der ligger inden for rammerne af selvbestemmelse – det er ikke noget, der findes på mit "tag-selv-bord", lige meget hvor højt jeg respekterer autonomi.
Jeg vil derfor blive ved med sige nej til at afslutte et menneskeliv før tid og kæmpe for retten til en naturlig, værdig død.
Lotte Hvas er praktiserende læge, dr.med. og næstformand i Det Etiske Råd