Ensomhed er menneskeskabt - ikke en naturlov

Udbredt ensomhed er den pris, vi betaler, fordi samfundet er lagt an på, at det er den individuelle behovstilfredsstillelse, der er lykken for mennesker. vi har som samfund tilsyneladende glemt, at det er relationer og forbundethed - ikke bad, bekvemmelighed og havudsigt - der gør de fleste mennesker lykkelige

AT SELV DEN MEST FANTASTISKE havudsigt eller festmiddag mister sin farve, smag og melodi, hvis man er ensom, er en sandhed, de fleste af os kender.

Men som samfund er det, som om vi har fortrængt, at sådan er det. I en slags kollektivt selvbedrag har vi lagt vort samfund an på, at det er den individuelle behovstilfredsstillelse, der er lykken for mennesker. Men intet taler for, at det er sådan.

Ensomhed er et vilkår, som følger med det at være menneske. Men når over 60 procent af danskerne siger - i en Epinion-måling for tænketanken Cura og flere andre undersøgelser - at ensomhed er et stort problem, har vi ikke bare et individuelt, eksistentielt problem, men et samfundsproblem.

Ensomhedens store udbredelse er en logisk følge af den frisætning, der har fået os til at bryde op fra familier og fødebyer, har skilt ægtefæller og børn og har reduceret vore familieenheder til to-tre personer, mens halvdelen af os lever alene. Men den er også en følge af den fortælling, som markedskræfterne er afhængige af og fremmer: Både forbrugersamfundet og velfærdssamfundet, som det har udviklet sig - fritvalgssamfundet - er lagt an på, at størst mulig uafhængighed og valgfrihed er lykken. Men hvad hjælper det at kunne vælge den gode mad, hvis man spiser alene?

Intet taler for, at mennesker er drevet primært af begær efter egen behovstilfredsstillelse. Erfaringen siger det - og lykkeforskningen viser det: At gå ud af sin dør og møde nogen, man kender, gør mennesker lykkelige. At være en del af en slægt, en by, et fag. At kunne bidrage - gøre en forskel. Det viser for eksempel Dragør-studiet, som Institut for Lykkeforskning har gennemført. Og mange andre studier viser det samme.

Samhørighed, samvær, nærvær og forbundethed er alle forskellige ord, der udtrykker, at det er vore relationer, der gør os lykkelige.

Mennesker er drevet af begær, men ikke efter at eje ting endsige have mange valgmuligheder. Mennesket begærer at være elsket og elske, at være en del af noget - og at bidrage med noget.

Ensomme Gamles Værn har forsket i ensomhed og er kommet frem til, at ensomhed ikke er det at være alene, men det ikke at være forbundet til nogen eller noget. Forbundet kan man være til sin by eller bydel, til sin gård, til sin afdøde slægt, til skoven, til fugletrækket over himlen“

Når man ikke er forbundet til noget, som betyder noget for en, bliver man ensom - til døden. Den ensomhed kan tophygiejniske køkkener, handicapvenlige slisker og økomadordninger ikke bøde på. Ej heller professionel smalltalk udført i den bedste mening af uddannet plejepersonale. Ensomhed er sygdomsfremkaldende i et omfang, der svarer til rygning og fysisk inaktivitet.

Nu kunne det lyde, som om ensomhed er noget, der primært kommer med alderen. Men DR's afdækning af ensomhed i foråret viser, at ensomhed i lige så høj grad rammer de yngre, hvilket underbygges af nye rapporter fra SFI og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Mange børn - men især unge - føler stor ensomhed. De kan have venner, som de tilbringer tid sammen med. Men de føler hverken, at de er elskede eller hører til. Deres forældre ser de ikke meget til. Måske tror forældrene fejlagtigt, at de skal blande sig udenom. Måske har forældrene bare for travlt med deres eget. Og det er der mange, der har i vores samfund - travlt med deres eget. De unge ved ikke, om de er andet end til besvær. De føler sig tilovers. De er uden følelse af at gøre gavn og uden mening.

Den ensomme, ung som gammel, slås ud over med ensomheden ofte med følelsen af ikke være vellykkede. Det er skamfuldt. Ensomheden bliver en dobbelt byrde. Men skammen over ensomhed bør ingen føle. For det er det samfund, vi har skabt gennem de sidste par generationer, der avler ensomhed.

Eftersom samfundet er os alle, har vi alle et ansvar. Vi kan alle begynde der, hvor vi ser vores næste og som minimum giver ham eller hende vores indlevelse.

Men beslutningstagerne - politikere og bureaukrater - har et særligt ansvar for at handle og skabe rammer, der modvirker ensomhed. Det er nemlig muligt, og vi ved allerede en del om, hvad der skal til.

Når ensomheden i så høj grad er strukturel, kan den modvirkes strukturelt - gennem bedre rammer for at bo, arbejde, færdes, bygge og indrette sig, handle og mødes. Med indsigt, omsorg og respekt for relationer og deres betydning.

Omsorg for bymiljøet, også i de små byer, så butiksstrøget, skolen og nærsamfundet ikke affolkes. Indsigt i ældre menneskers behov, trivsel og livskvalitet, når seniorbomiljøer skal skabes, for eksempel med flere generationer. Respekt for det lille barns behov, når familiens trivsel understøttes, for eksempel med muligheden for at passe børnene hjemme, når de er syge, og på den måde minimere stress og sårbarhed i familierne.

Med et blik for, at det er relationerne, der udgør essensen i velfærd, vil meget kunne forandres i vores samfund. Og det skal forandres. Det er den alarmerende store ensomhed, de høje stresstal og de mange psykisk syge og sårbare unge en indikation af.

Ensomhed, stress og psykisk mistrivsel er ikke en naturlov. Det er menneskeskabt. Det er på tide, at vore politikere og planlæggere forstår det, før tallene for stress, psykisk sygdom, ensomhed og skilsmisser udvikler sig endnu mere i den forkerte retning.

Karen Lumholt er direktør i den idépolitiske tænketank Cura. Hun har sammen med forfatter Jonas Norgaard Mortensen redigeret antologien ”Det relationelle menneske. Personalisme i perspektiv”. Bogen, som udkom i april er bind to i et samleværk, hvor i alt 48 fagfolk fra ind- og udland kritiserer den centralistiske velfærdsstat og kapitalismens markedsgørelse af vores livsverden. Blandt bidragyderne er Tor Nørretranders, Elsebeth Gerner Nielsen, Emilia Van Hauen, Anne Skare Nielsen, Thyra Franck, Ove Korsgaard, Peter Kemp, Nadja Pass, William Rentzmann, Preben Melander, Henrik Schelde Andersen og Michael Schluter