Ensomheden har ingen lukketid

For knap 100.000 mennesker i Danmark er ensomhed et eksistentielt grundvilkår. Men med kirkens budskab, at alle fundamentalt er noget værd i sig selv, kan man styrke sit selvværd og turde se andre mennesker i øjnene

Ensomheden har ingen lukketid

Bolden ligger tæt ved mine fødder. Selvom første- og andenvælgeren er i gang med at sætte deres hold til denne mandagstræning på min barndoms fodboldstadion, har jeg god tid.

Jeg ved, at jeg vil blive valgt som den sidste – i bedste fald den næstsidste – og for ikke at vise, at jeg er påvirket, nærstuderer jeg boldens klassiske mønster af sorte og hvide felter. Da mit navn så endelig bliver råbt, som det sidste, holder jeg øjnene mod jorden. Det er mit værn mod de tårer, der trænger sig på. Måske jeg bliver betragtet af mine kammerater, måske de har andet at tænke på. Jeg ved det ikke, for her, 10 sekunder før kickoff, har jeg isoleret mig i min egen boble af ensomhed. Herinde er der ingen, der vælger først, og ingen, der bliver valgt som den sidste.

Billedet fra 1980'erne i Sulsted i Vendsyssel har det også i dag med at poppe op i mit sind som en af de vandringer, der altid vil vende tilbage til udgangspunktet.

Min tilværelse er, som den er det hos os alle, et fintmasket net af tråde, der forbinder fortiden med nutiden. I mit tilfælde byder dette krydsfelt sig så til med en voldsom grad af ensomhed.

På den måde er jeg en del af statistikken, hvis volume alene bør nedbryde tabuiseringen af ensomheden som begreb. Ifølge undersøgelsen ”Ensomhed blandt voksne”, som CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland udgav for Mary Fonden i 2014, er knap 100.000 danskere i alderen 30-59 år ensomme. Langt de fleste er uden for arbejdsmarkedet eller har ingen anden social relation at knytte sig til. Men en restgruppe har netop et job og kan også i fritiden være en del af et fællesskab. Denne restgruppe tilhører jeg.

Trods fuldtidsarbejde, byrådsarbejde og anden udadvendt aktivitet samt en familie med hustru og fire børn sidder min ensomhed altid med ved bordet. Den vil ikke slippe sit tag i min sjæl, der i de værste perioder bliver forpint på en måde, så jeg reelt kun kan fungere ved at hoppe tilbage i barndommens fodboldboble.

For ensomme kan der være en lige vej til barndommens oplevelser. For nogle handler det om et familieliv med få samtaler og en svag social kontakt. Sådan var min opvækst så langtfra, hvilket blot er med til at forstærke paradokset og gøre billedet af den ensomme cowboy mere mudret. For hvis blot kategoriseringen var ligetil, ville løsningen givetvis være det samme. Men ensomheden har ingen lukketid, og den holder sig ikke for fin til at snige sig ind på den mest aktive.

I mit tilfælde kan det vel at mærke ske på tidspunkter, hvor ensomheden ikke synes indlysende. For eksempel kan den ramme mig, mens jeg holder foredrag for 100 personer, laver et interview et eller andet sted i verden eller er til en julefrokost, hvor jeg på ingen måde er udenfor eller bagud med snapsen. Det underbygger påstanden om, at der er stor forskel på ensomhed og det at være alene. Ensomhed har intet med antal mennesker i huset eller rummet at gøre, sådan som tilfældet typisk er for dem, der er alene. Ensomhed er langt mere kompleks, fordi den har med den ramtes mentale tilstand at gøre. Og dog er der en sammenhæng mellem de to begreber.

Mit tilfælde kan lyde som en diagnose – en tanke, jeg har også har haft. Men ret beset er der tale om en voldsom brutalitet, fordi ensomheden ikke kun er et eksistentielt grundvilkår. Uden hensyntagen isolerer ensomheden sit offer, så jeg ikke tør række ud mod andre, og dermed bliver jeg ladt både i stikken og alene.

Det er da heller ingen hemmelighed, at jeg siden barnsben har lidt under et lille selvværd, der i mine voksne år er blevet suppleret med depressive tanker.

På den ene side skaber det et ringe fundament for et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, som også jeg i en vis udstrækning tilstræber. På den anden side er der inde i min boble ganske trygt, så jeg med den genkendelighed, den omfavner mig med, netop kan indånde en flig af lykken med de begrænsninger, der hører til.

For min ensomhed – eller måske frygten for at blive endnu mere ensom – gør, at jeg er yderst selektiv med, hvad jeg deltager i og ikke deltager i. Dybest set holder jeg mest af at være hjemme, hvor jeg bedre kan kontrollere begivenhedernes gang, og hvor jeg i stearinlysets trygge skær kan værne om min usynlige boble. Fester, sammenkomster og overnattende gæster har vi nok af her i huset, mens jeg kvier mig ved at gå uden for hjemmets fire vægge. Helt efter skabelonen for ensomme er min kontakt med mine venner – eller dem, jeg havde – nærmest ikke-eksisterende. Som på barndommens fodboldstadion er jeg bange for at se dem i øjnene og for, at de skal se det imaginære vand i mine øjne, der sidder derinde et sted og vil ud.

I stedet har jeg lært at dyrke ensomheden til perfektion. Jeg har erkendt, at den er en del af min skæbne, og i lighed med min afdøde farmor, der havde samme tilgang, har jeg lært at sætte pris på de hjemlige sysler.

Men med Mary Fondens store forskningsarbejde er der sat en bevægelse i gang i mit sind. Først og fremmest har jeg fået vished for, at jeg ikke er alene, og for det andet er jeg ved at tilegne mig redskaber, der gør, at jeg i stigende grad har lyst til at færdes uden for boblen.

Det skyldes ikke mindst, at folkekirken har taget Mary Fondens arbejde til sig.

I Roskilde Stift, hvor jeg er ansat, har diakoniudvalget arbejdet med at skabe sognevise rammer for de voksne ensomme. Det er et projekt, der i aften, torsdag den 26. januar, bliver markeret ved et temamøde om mænd og ensomhed. Det var, mens jeg skrev en artikel om dette møde, at det slog mig, at jeg selv var i målgruppen.

Det har medført mange refleksioner. Også omkring mit trosliv. Siden jeg var ganske ung, har jeg søgt kirken og dens gudstjenester, og i mine første mange år som kirkegænger var det med min lige så ensomme farmor ved min side. Dér sad vi så, lyttede til Ordet, så vejen, og uden, at det blev nævnt, fandt vi ud af, at ensomhed kun hører den verdslige verden til. Det gav trøst, men det var ikke nok. Vi ville også ud af ensomheden i denne virkelighed.

Måske det i virkeligheden var det, der fik mig til at kvitte fodbolden og ydmygelserne på træningsbanen og så søge ind i kirken, hvor budskabet er, at alle altid er sikre på en plads på holdet. Netop fordi alle fundamentalt er noget værd i sig selv. Med den viden kan man styrke sit selvværd og med oprejst pande gå ud i livet og turde se andre mennesker i øjnene og skabe de forpligtende relationer, der er den eneste vej ud af ensomhed.

Min farmor døde, før ensomhed blev et modeord med forskningskroner i ryggen. Nu sidder jeg så her – med min Kristus-krans om håndleddet – og kan glæde mig over, at samfundet og folkekirken har fokus på, hvor stort et problem ensomhed er.

Det er vigtigt, at vi hele tiden får sat ord på det, som også er tungt i menneskelivet. Tilværelsen må gerne tynge, for det har den altid gjort, men hvis vi er flere til at bære, bliver dét og livet det lettere.

Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter