Hvad er ligheden mellem behandlingen ”Deep Brain Stimulation” (DBS) og regeringens nedbrydning af strandbeskyttelseslinjen? Ingen, vil nogle mene. Men begge dele er udtryk for en afsked med naturen som noget, der skal respekteres.
Denne kronik er et forsvar for naturens uerstattelighed og dens vægt som argument over for både ”forbedring af mennesket” (her: DBS) og den markedsgørelse af naturen, som nedbrydningen af kystbeskyttelsen bygger på.
DBS er blandt andet aktuelt på grund af Lone Franks bog ”Lystens pioner”, om opfinderen til denne behandlingsform, hvor der sættes elektricitet til et område i hjernen for derved at stimulere visse centre, som har med lyst og glæde at gøre.
På den måde kan man bekæmpe blandt andet Parkinsons sygdom og depression. Det turde være en god ting, men vi er nødt til at se DBS i den udviklingssammenhæng, hvor den befinder sig.
Som en del andre nye behandlinger er DBS en form for robotisering eller forbedring af mennesket ved hjælp af intelligent teknologi. DBS indebærer således indoperation af en hjernepacemaker. Bivirkningerne rækker fra omfattende personlighedsændringer til en forøget selvmordsrate blandt parkinson-patienter.
Når DBS alligevel bruges og spås en lysende fremtid, er det, fordi den i princippet kan afhjælpe frygtelige lidelser og bibringe mennesker en fremragende tilstand. Det er imidlertid denne ”fremragende tilstand”, der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved.
Siden lægen Hippokrates i det gamle Grækenland har det været lægernes ædleste mål at bekæmpe menneskers sygdomme og lidelser, og indtil i dag har det mål givet sig selv. Dels var et sundt og rask menneske noget bestemt og naturligt givet. Dels var der reelle grænser for faglig perfektion.
Lægevidenskaben kunne ikke skabe det perfekte menneske. Men det er det, som kombinationen af hjerne-, robot- og computerforskningen sammen med genetikken og medicinen nu kan lave om på.
Nu tegner ”det perfekte menneske”, der er sluppet af med alle naturens tilfældigheder fra genfejl og depression til skønhedsfejl, sig som en reel mulighed. Resultatet vil blive mennesker, som er lige så ens, som de er perfekte, sandsynligvis med at tyndt lag af ”personlig stil” trukket ud over. Den naturlige variation ville være en saga blot; både dens lidelsesfuldhed og dens genialitet.
Men ville en Grundtvig uden depression have skrevet ”Sov sødt, barnlille”? Hvor langt Martin Luther ville være kommet, er også svært at sige. Med det perfekte menneske bevæger vi os fra den selvbestemmende natur, som er et vilkår for mennesket, til den idealiserede natur, den natur, som mennesket har fastsat.
Det perfekte menneske vil imidlertid næppe nogensinde blive normen. Faktisk er det allerede på vej til at blive overhalet indenom af en mennesketype, som intet behov har for nogen som helst natur, uanset hvor idealiseret.
Robot-mennesket, cyborgen, så fyldt med forbedringsteknologi, at det menneskelige kan ligge på et lille sted, er på vej. Lone Frank og mange andre mener, at udviklingen nødvendigvis må gå den vej. Som hun så rammende siger, ”mennesket, overladt til sig selv, [er] ganske enkelt for primitivt til at kunne omgås det moderne samfund”.
Set i sin sammenhæng er DBS altså et eksempel på afvikling af det naturlige. Det af naturen bestemte menneske bliver simpelthen en forestilling uden normativ betydning eller værdi i sig selv. Udviklingen er ”godt” i gang.
Mens naturbegrebet i langt de fleste sammenhænge har mistet næsten enhver regulativ betydning, er det frie og individuelle valg nemlig ophøjet til næsten guddommelig status. Enhver kan træffe lige de valg, han vil for sine egne penge, og så længe det ikke er til direkte skade for konkrete andre, har stater og overnationale forsamlinger hverken ret eller pligt til hindre det. Og hvem vil ikke gerne blive bedre? Særligt i et klima, hvor konkurrence er højeste mode.
Men intet menneske er en ø, og en udvikling, der drives af ønsket om at blive bedre, og som muliggøres af den nye forbedringsteknologi samt en stadig mere liberal økonomi, mens guddommeliggørelsen af det frie valg gør politisk styring illegitim, ja sådan en udvikling vil med stor sikkerhed føre til menneskets frigørelse fra det, der hidtil er blevet betragtet som naturlige vilkår, men snart derefter også til afviklingen af det, der hidtil er blevet betragtet som menneskeligt.
Og hermed står vi ved forbindelsen til regeringens ønske om at ophæve den hidtidige kystbeskyttelse (strandbeskyttelseslinjen). Opgivelsen af respekten for den danske natur er blot ydersiden af afskeden med naturen som norm for det menneskelige. Her behøves ingen ny teknologi til at drive udviklingen, men det er det samme kompleks af det privilegerede individuelle valg, også kaldet ”det frie initiativ”, og den ideologisk legitimerede liberalistiske markedsøkonomi, som i realiteten afvikler naturen og ændrer de vilkår, som vi har verden på; vel at mærke uden nogen direkte har ønsket det.
Her er det kysterne, men det kunne også være landbrugspakken eller forvandlingen af svinene i vore stalde til produktionsenheder frem for dyr med naturlige behov.
Ophævelsen af kystbeskyttelsen er et meget tydeligt skridt i retning af den underkendelse af naturens værdighed, som de nye ”humane forbedringsteknologier” også er udtryk for fra deres perspektiv. Spørgsmålet er, om naturen står for det uomtvistelige og uerstatteligt livgivende, eller ”det frie valg” er det eneste, der fortjener respekt for sin egen skyld.
Men hvorfor skulle vi overhovedet ønske en naturlig verden med al dens lidelse og uforudsigelighed? Svaret kommer an på fornemmelser. Naturen kan gøre ondt, man kan komme til skade. Men man kan også blive klog af skade.
Hvor klog kan man egentlig blive, hvis intet er overladt til naturens tilfældigheder? Tag fænomenet designerbørn. Det er kun i sin spæde begyndelse, men ønsker vi med tiden en verden, hvor man virkelig designer sine børn, og hvor alle de sjove og vidunderlige spring i barnets udvikling i virkeligheden er designet af os selv i stedet for at være naturens gaver?
Ønsker vi en verden, hvor vi oplever, hvad vi har bestemt og betalt for? Eller ønsker vi en verden med oplevelser af en fri natur, som måske lægger op til en religiøs tydning.
At der er en tæt sammenhæng mellem naturen som det givne, der ikke er bestemt af os, og vores sundhed, kommer ikke bag på nogen, der finder rekreation i ”skovens dybe stille ro” eller langs kysterne. Men også det er blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser. For nylig blev det eksempelvis påvist, at 15 minutter i skoven har stærkt hensigtsmæssig indvirkning på stresshormonet, blodtrykket og hjerterytmen.
Her bekræfter videnskaben det selvfølgelige. Naturen er det, der gør os til mennesker og giver os fred. Men det selvfølgelige er ikke givet en gang for alle. Robot-mennesker har ikke brug for naturen. Så naturen kan gå hen og blive en irrelevant selvfølgelighed, der går i glemmebogen.
Hvilken vej udviklingen skal gå, er et spørgsmål om kulturkamp. Hvis vi ønsker en naturlig verden med naturlige mennesker, er det på høje tid, vi tager et opgør med markedsliberalismen og guddommeliggørelsen af det altbestemmende individ og i stedet får en stærkere offentlig regulering, der prioriterer naturen og begrænser den teknologiudviklingen, der afskaffer naturen.
Martin Ishøy er sognepræst og ph.d. i miljøetik