I SOMMEREN ÅR 64 udbrød der brand i Rom. Store dele af byen gik op i flammer. Den romerske historiker Tacitus beretter to menneskealdre senere, at branden var påsat på kejser Neros befaling. Angiveligt som led i et saneringsprojekt.
Nero ville af med træbygninger for at få en mere pompøs by i marmor. Men den slags initiativer må selvsagt foregå i det dunkle, og Nero kastede derfor skylden for branden på de kristne.
Dermed var det, man kalder de romerske kristenforfølgelser, indledt. Omend med afbrydelser varede disse forfølgelser i næsten 250 år. Først i 311 blev de afblæst, og de kristne fik pålagt den opgave at bede til "deres Gud for kejseren". I en vis forstand blev kristendommen i direkte forlængelse af forfølgelserne ophøjet til statsreligion.
LÆS OGSÅ:Forfølgelser af kristne gennem tiderne
De romerske kristenforfølgelser, der altså er de tidligste kristenforfølgelser, fik i kristendommens senere historie en central plads. De blev så at sige urfortællingen om den kristne eksistens.
Kristne blev under forfølgelserne martyrer, og ordet martyr betyder "vidne". I forfølgelserne vidnede kristne om deres tro, ja, det blev selve vidnesbyrdet, der blev årsag til deres død.
De tidlige romerske kristen-martyrer blev optaget som centrale skikkelser i den kristne historiefortælling. De kom til at give navne til hovedparten af årets dage. Ellers lever martyrhelgenerne et stille liv hos os. Reformationen var ikke meget for helgener. Men tag til Rom, så vil man se, hvor levende de romerske martyrer stadig er. Deres navne findes for kirker, pladser og veje. De er afbilledet overalt. Og de er blevet brugt i aktuelle missioner. I den vidunderlige rundkirke syd for Colosseum, Skt. Stefano Rotondo, malede man omkring år 1600 hele den romerske martyrhistorie. Frygtelige billeder, der efter sigende fik Marquis de Sade til at besvime. Men billederne havde en funktion. De skulle forberede gode katolske præster på, hvad de kunne komme ud for på de reformatoriske missionsmarker.
MEN HVORFOR blev de kristne forfulgt i Romerriget? Hvad bestod deres forbrydelse i? Svaret blæser i vinden. Historikere har i århundreder været på jagt efter et lovgrundlag for forfølgelserne, men har ikke kunnet finde noget.
Altså et underligt paradoks: Det var på én gang ikke forbudt at være kristen, og dog blev man straffet til døden, hvis man var det. Hvad kan være forklaringen?
Den romerske historiker Tacitus lægger som nævnt hele ansvaret for Roms brand på despoten Nero. Man skulle mene, at han derfor måtte anse de kristne for uskyldige ofre, og det gør han da også. Men kun et stykke. For han lægger ikke skjul på sin foragt for de kristne. De led af "had til menneskeslægten", siger han og kan derfor også mene, at de fortjente deres grusomme skæbne: at blive revet ihjel af vilde dyr og at blive brugt som bål, der oplyste natten.
Og går vi til Tacitus' samtidige, Plinius den Yngre, der var kejserlig forvalter af den nordvestligste del af Lilleasien, ser vi den samme foragt. Han dømte i 112 en række kristne til døden. Plinius var en endog særdeles samvittighedsfuld embedsmand. Så han undersøgte de anklager, lokale mødte op med mod de kristne. Han fik opklaret, at kristne mødtes søndag morgen og sang sange til Kristus som Gud, og som desuden aflagde ed på et ordentligt liv og på at aflevere betroet gods tilbage.
Han fandt altså ingen handlinger, der var forbryderiske. Det eneste, han fandt, var en utålelig overtro, som gjorde ham så irriteret, at han uden tøven lod de kristne henrette.
I Plinius' retsprocedure ser man mønsteret for de oldkirkelige, romerske kristenforfølgelser. Svarede de anklagede ja på spørgsmålet "Er du kristen?", så blev de ført bort til henrettelse. De kristne blev fra tidligste tid henrettet, ikke på grund af formodede kriminelle handlinger, men simpelthen fordi de var kristne. Kristennavnet var ensbetydende med døden.
HVORDAN VAR DET MULIGT? Spørgsmålet er for os, der lever i en retsstat stærkt udfordrende. Men var Romerriget en retsstat? Det har været et splidskabende spørgsmål i århundreder. Fra oldkirkens dage og de følgende 1500 år havde de kristne så at sige patent på historiens mening. De var ikke i tvivl om årsagen til kristenforfølgelserne. Det var en kamp mellem det gode og det onde, og Romerriget var ondt.
Men i oplysningstiden blev svaret anderledes. Kulturen var nu stærkt kristendomskritisk, og Romerriget var blevet et ideal. Og var romersk lovgivning og retstænkning ikke allerede tidligt blevet et forbillede for Europa? Romerriget havde været en retsstat, hævdede man og mente derfor, at kristenforfølgelserne havde været et legalt modtræk mod kristen overtro, fanatisme og intolerance.
Spørgsmålet har været drøftet siden. Svaret er imidlertid kompliceret. Romersk ret var for ejendomsforhold og institutioner ubetvivleligt forbilledlig, men strafferetten var til gengæld uhyrlig og barbarisk. Og så var der endelig det særlige forhold ved den romerske administration af verdensriget, at der var relativt få romere om opgaven ude i det lokale. Og derfor blev disse stærkt afhængige af folkestemningen.
Vi kender det allerede fra de evangeliske påskefortællinger. Pontius Pilatus bliver presset af mængden: Korsfæst ham, korsfæst ham! I en vis forstand kan man sige, at kristenforfølgelserne begynder allerede med Jesus. Og et langt stykke kan det forklares med, at de kristne var tilhængere af en tidligere som forbryder henrettet person. Det var, som det fremgår hos Tacitus, belastende.
Kristenforfølgelserne er derfor også historien om rå folkestemninger og en svag statsmagt. Det vil sige historien om en mindretalsgruppe, som man altid kunne rette sin frustration, sin vrede og sit almindelige mismod imod. Romerriget var ingen retsstat.
MAN KAN SPØRGE, hvilke konsekvenser forfølgelserne fik for de kristnes forståelse af, hvad kristenliv er? Og det er ikke svært at vise, at martyriet hurtigt blev fremstillet som det ægte kristenliv.
Da Antiokia-bispen Ignatius omkring 110 blev ført gennem Lilleasien på vej mod sin henrettelse i Rom, skrev han en række breve til menigheder. Her ser vi martyriet ophøjet til højeste norm for kristenliv. Først når løven sætter tænderne i den kristne, når man det ægte kristenliv, siger Ignatius.
Dette ideal for kristenliv, som vi er fristet til at kalde masochistisk, blev ikke uden betydning i oldkirken. Visse steder møder man det, der kaldes det "frivillige martyrium". Kristne meldte sig selv for at få en skæbne som martyrer, for det var jo det eneste ægte kristenliv.
Og opfattelsen møder os også langt senere i historien. Da Søren Kierke gaard indledte opgøret mod statskirken og dens borgerlighed, aktualiserede han et martyrideal, der har rødder hos Ignatius. Kristendom er ikke forkyndelse, men liv. Og vel og mærket et liv i lidelse og foragt – ikke guldkors på fløjlsmaven.
Men dette er et ekstrem. En afsporing. Hvis lidelse og forfølgelse i sig selv bliver idealer, mister kristendommen sin kraft. Kristendom er de i dåben genfødtes liv – også i denne verden. Der er nok at tage fat på. Og også nok at modsige. I oldtiden blev kristne, når de blev angivet, af de romerske administratorer stillet over for spørgsmålet: Er du kristen? Ikke andet. De skulle blot besvare spørgsmålet, om de var kristne. Og da kristendom ikke er en række meninger om dit og dat, men et liv bundet til troen på Guds forsoning og tilgivelse i Jesus Kristus, var spørgsmålet hver gang dette helt enkle.
Konsekvenserne måtte så blive, som de blev. Oldtidens kristenforfølgelser handler om mennesker, der stod fast, når de blev spurgt. De opsøgte ikke martyriet – martyriet kom til dem. Denne enkle, men også blodige fortælling har stadig aktualitet.
Carsten Breengaard er dr.theol. og tidligere universitetslektor