SIDSTE ÅR FANDT EN konference om den såkaldte euroislam sted i Wien. De prominente muslimske delegerede formulerede her en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede ved samme lejlighed "en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa skal afløse kristendommen".
Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.
Ellers enedes man på mødet om, at det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religionsret (sharia) i Europa, "til at begynde med i det mindste som parallelret til den nationale retsorden i de europæiske stater". Om indholdet af sharia besluttede man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion.
Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt, end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig bliver sagt.
Det samme gælder på sin vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden. En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Tariq Ramadan må regne med bliver refereret i pressen. Kalkulerer han ganske kynisk med "de vantros" almindelige fortrængningsmekanisme?
SELVOM DER EFTERHÅNDEN er offentliggjort megen belastende kritik af Tariq Ramadan og hans udgave af euroislam, så har det ikke haft nogen særlig effekt på hans ry som en moderne og moderat europæisk muslim, der oprigtigt ønsker at arbejde for en fredelig integration af muslimer i Vesten. Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet gæst ved officielle konferencer overalt i Europa, på det seneste ikke mindst i Norden, hvor han blandt andet bliver brugt som ekspert i imødegåelse af radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt unge, veluddannede danske muslimer.
Specielt kan nævnes Tariq Ramadans indflydelse på foreningerne Kritiske muslimer med Sherin Khankan i spidsen og Muslimer i dialog med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa Abdol-Hamid og Abdul Wahid Pedersen.
Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Eneste gyldige grund for muslimer til at opholde sig i Europa er derfor kun den offentlige "bekendelse" til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission, først og fremmest ved islamisk bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum. Tariq Ramadan foreslår videre, at betegnelsen "krigens hus", som traditionelt er betegnelsen for områder regeret af "vantro", skal udskiftes med "bekendelsens hus", som bedre angiver, at der i Europa er tale om mission frem for egentlig krig.
Her er der så hos Tariq Ramadan en vis modsætning til militant islamisme i metoden, men ikke i endemålet, som for begge parter handler om islamisk dominans. Tariq Ramadan er modstander af muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det kan ødelægge udsigterne for euroislams mere langsigtede mål. Men Tariq Ramadans udmeldinger angående islamisk vold er yderst tvetydige.
Qaradawi er en af de mest indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning til den rabiate islamistiske bevægelse Det muslimske Broderskab, grundlagt af Tariq Ramadans morfar, Hassan al-Banna, i Egypten i 1928. Desuden er han et fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske muslimer. Qaradawi har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som i Amerika gennem mission, propaganda og indflydelse via pressionsgrupper.
Man regner også med at Qaradawi har sat afgørende fingeraftryk på et papir kaldet Projektet, formentlig forfattet af Said Ramadan, Tariq Ramadans far, også en central skikkelse i Broderbevægelsen. Projektet, som er dateret 1982, opridser en langsigtet (100-årig), detaljeret køreplan for islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet sidste forår.
PAPIRET BLEV FUNDET under ransagning (i november 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret islamisk terrorisme, blandt andre al-Qaeda og Hamas.
Just missionsopgaven vil ifølgeTariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange unge muslimer savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der overalt lader deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større "retfærdighed". Med retfærdighed er det værd at notere sig, at Tariq Ramadan altid mener "islamisk retfærdighed", altså sharia, der betegner en guddommelig retsorden for såvel religiøs praksis som for samfundslivet. Det aktive medborgerskab er også en af Projektets helt centrale strategier for infiltration.
Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, bekendelse (mission), samt politisk kamp for større "muslimsk retfærdighed" har haft stor betydning for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum.
Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå med sharia. Tørklædet er for radikal islam selve symbolet på accept af sharia i sin helhed, og det breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Kontrol over kvinderne er fuldstændig grundlæggende for politisk islam. Interessant er i den forbindelse et punkt i Projektets køreplan, som handler om at udnytte venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt og allieret på vejen til islamiseringen af Vesten. Fortielsen og benægtelsen af det egentlige mål nævnes også udtrykkeligt i manualen.
DEN OPRINDELIGE IDÉ om euroislam, som først blev lanceret af Bassam Tibi (tidligere professor i Göttingen), gik ud på, at islam i Europa skulle føje sig ind i den demokratiske og kulturelle europæiske tradition og dermed tvinges til blandt andet at tage det nødvendige opgør med sharia som politisk lovgivning. Tariq Ramadan og den islamofascistiske Broderbevægelse snuppede ideen, men vendte op og ned på indholdet, således at euroislam nu angiver visionen om islams religiøse og politiske dominans over Europa.
Fantasifuldt? Javist, men fantasifuld vilje til magt har før taget Europa på sengen. Det nye er, at fremtidsvisionen om islamisk magtovertagelse bygger på en folkevandring, hvis lige i antal og hastighed aldrig er set magen i verdenshistorien. Mødet i Wien sidste forår er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning. Hvornår ser Europas ansvarlige intellektuelle og politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske afværges.
Kirsten Sarauw er teolog og psykoterapeut