Er Facebook-aktivitet en form for hverdagsreligiøsitet?

Når noget uploades eller lægges frem på Facebook, så kan det godt minde lidt om det, man i traditionen har gjort under bønnen: Her kan alt lægges frem for Gud.

Når det moderne menneske gerne vil være online, så kan der sagtens heri ligge en længsel efter et altomfattende nærvær, som måske er lidt i familie med en længsel efter Gud, mener dagens kronikør, som i samme åndedræt advarer mod faren for selvfordobling og personlig historieforfalskning

FACEBOOK ER EN DEL AF manges hverdag. Her kan udveksles billeder og beskeder, vi kanlinke oglike , og her kan gamle bekendtskaber genoplives. Et virtuelt fællesskab kan følge med i vores gøren og laden – når vi er online, ”er vennerne nær”. Facebook er et socialt medie, et virtuelt rum.

Det er muligt at være online morgen, middag og aften. Aktiviteten på Facebook er næsten ritualiseret. Kan den betragtes som en form for moderne hverdagsreligiøsitet?

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård skriver et sted i tredje bind af ”Min kamp” om en situation, hvor han kigger på billeder i et fotoalbum. Han beskriver den lidt flimrende fornemmelse: Det er bare mennesker, der ”er i gang med at lave et eller andet for mig uudgrundeligt, det er tiden, vi tager billeder af, ikke menneskene i den, de lader sig ikke indfange” .

Knausgård rammer noget her: Aktivitet på Facebook er jo overfladisk, en form for adspredelse, hvad alle godt ved, og det er ikke let at forbinde noget altafgørende eller uudgrundeligt i tilværelsen med den strøm af informationer, billeder og mekaniskeuploads , der møder en. Det er for flygtigt, og det uudgrundelige ved at være menneske lader sig ikke indfange.

Så kan man så spørge, hvorfor vi så let giver efter for et pludseligt behov for at dele et billede af for eksempel en middag, mens vi spiser og hygger os. Hvorfor behovet for at se det hele udefra, hvorfor et behov for (illusionen om), at andres øjne hviler os?

Teologen og professoren K.E. Løgstrup talte om fordoblingens fare. Vi vil ikke nøjes med en given følelse og dens vitale lykke, men søger at intensivere den ved at beskue os udefra og tror, at vi så bedre kan nyde den – oftest forgæves.

FOR LØGSTRUP LIGGER fordoblingen netop i trangen til selvbeskuelse. ”Har vi det ikke hyggeligt?”, siger vi under middagen. Eller i biografen siger vi til os selv under den romantiske film: ”Nu fælder jeg en tåre” – en sentimental fordobling, hvor jeg spaltes i et jeg, der ser film, og et mig, der beskuer, at jeg ser film.

Den etiske fordobling er velkendt: I stedet for være optaget af den andens ve og vel så iagttager jeg mig sig selv i pligt- og ansvarsbevidsthed, og således skydes et refleksivt niveau ind mellem mig selv og den anden.

En konsekvens er, mener Løgstrup, at selvretfærdigheden ligger lige for. Jeg viser, at jeg gør noget for at undslippe den evaluerende dom – det moderne menneskes indre domstol, der hele tiden spørger, hvornår noget er godt nok.

Jeg viser, at jeg gør noget for at holde mig dette spørgsmål fra livet. For hvornår har jeg gjort nok? Skal den gode gerning ikke bare dække over alle de gange, jeg ikke får gjort en god gerning?

Løgstrup talte også om en trang til personlig historieforfalskning. Her sigter han til, at der indskyder sig et ubemærket krat af motiver og bevæggrunde bag om det enkelte menneske: Det er ikke helt uskyldigt, hvilke billeder af os selv vi lige synes, vi skal uploade og dele på Facebook.

Vi fejltyder eller omtyder vores motiver og følelser – med Løgstrups ord: ”Vi ved ikke af, og vil ikke vide af, at vor reaktion er et udslag af – skal vi sige – misundelse, skinsyge eller forfængelighed, men begrunder den på alle mulige andre måder.” Den manglende selverkendelse og selvbedraget ligger lige for, konkluderer Løgstrup.

Rigtigt er det jo, at faren for at idyllisere fortællingen om sig selv, altså omtyde og fejltyde, ligger lige for: Hvad vi opfatter som refleksion i en tråd, har måske mere at gøre med en følelsesmæssig refleks. Trangen til at nedgøre diskussionspartneren skjules ubevidst, idet vi mener og fremstiller os selv som saglige og så videre.

Løgstrup kan ikke sige sig fri af inspiration fra et menneskesyn, hvor synden er på færde – om jeg ved det eller ikke ved det, om jeg vil vide af denne synd eller mener, den intet har med mig at gøre.

MAN KAN DOG SPØRGE: Dækker Løgstrups tale om faren for selvfordobling og personlig historieforfalskning alt, hvad der er at sige om aktiviteten på Facebook? Er aktivitet på Facebook alene et udtryk for selvoptagethed og selvkredsen?

Det tror jeg ikke. Hvis vi skal lede efter dybere grunde til, at vi benytter os af Facebook, så kan det vel ikke på forhånd udelukkes, at der er rester af en oprindelig og oprigtig interesse for andre (venner), eller et ønske om at være et ”henvende-jeg”, der ikke blot kredser om mig selv? Er det på forhånd umuligt at være udelt optaget af et emne eller en sag?

Når vi for eksempel deler opfordringer til at gøre godt på Facebook, hvorfor skulle der så ikke heri også kunne ligge en dyb længsel efter det gode? Jeg er helt med på, at faren for selvfordobling og personlig historieforfalskning også altid vil være på færde.

Længslen efter det gode er kendt i alle civilisationer. I Det Nye Testamente fokuseres der på, at intet menneske dybest set kan kalde sig god (nok), kun ét: Jesus er den gode samaritaner, forløseren af al godhed.

Når vi længes efter det gode, gerne opfordrer til det gode og måske indvier andre i noget, vi mener, vi gjorde godt, så indskriver vi os i en tradition, hvor denne længsel er skildret som både en længsel efter den gode Gud og en længsel efter at ligne den gode samaritaner, ja, ligedannes med billedet af denne person, Jesus, som ifølge Det Nye Testamente er Guds væsens udtrykte billede.

I denne tradition kan der tales om længslen i relation til menneskets gudbilledlighed: Mennesket er skabt med en længsel eller rettethed mod Gud.

Når noget uploades eller lægges frem på Facebook, så kan det godt minde lidt om det, man i traditionen har gjort under bønnen: Her kan alt lægges frem for Gud: en kaotisk situation, alle mulige stemninger, følelser, tanker og billeder, der er udspændt mellem klagen og takken og alt muligt derimellem. Bønner og tekstlæsninger under gudstjenesten låner ord til alt dette.

DEN DYBE LÆNGSEL er rettet mod at blive set fuldt ud, virkelig hørt og elsket af et inderligt hjerte. Når det moderne menneske gerne vil være online, så kan der sagtens heri ligge en længsel efter et omnipræsent nærvær, som måske er lidt i familie med en længsel efter Gud.

Og på Facebook kan ens ”følgere” give én en fornemmelse af et ”nærvær” – vi er online og i ”kontakt” med ”venner”, der ”er nær”. Hurtige behov for netværk, at blive set ogliket kan fint imødekommes. Omvendt er Facebook også hurtigt et ubarmhjertigt virtuelt rum med rigtig mange domme,dislikes og offentlige tilsvininger, hvis man da ikke slettes og kaste ud i ”nowhere ”, hvor ingen kan se ens gråd og tænderskæren.

Aktivitet på Facebook kan nok anskues som en form for hverdagsreligiøsitet, men der må skelnes mellem denne form for religiøsitet og den religiøsitet, som bøn og gudstjeneste er et udtryk for.

Altså skelnes mellem overflade og dybde, det hurtige behov for virtuel anerkendelse og den dybe, ofte ubevidste, længsel efter Gud. Det er bedre at gå i kirke end at gå på Facebook. I kirken forkyndes et budskab om, at Gud vil opfylde de dybeste længsler; altså længslen efter fuldt ud at være set og elsket oprigtigt.

I Det Nye Testamente tematiseres dette for eksempel i ”Kærlighedens højsang”, hvor det understreges, at vi endnu er i ”det stykkevise” eller overfladiske, men engang skal jeg ”se ansigt til ansigt” og ”være kendt som jeg er” – når Gud ”bliver alt i alle” og faren for fordobling og personlig historieforfalskning ikke længere findes.

Hvis Facebook er en form for hverdagsreligiøstet, så har den sin naturlige begrænsning.

Jacob Holm er sognepræst i Viby ved Aarhus